Rosenius før og nu
(Let redigeret leder i bladet Liv i Troen 01/16)
af landssekretær Peder Ø. Jensen
En åndelig markør
Rosenius’ skrifter var den afgørende inspiration for grundlæggeren Christian Møller. ELM blev stiftet omkring 1890, da nogle valgte at forlade Luthersk Mission, fordi de mente Rosenius’ budskab ikke længere blev fulgt. Derfor er det naturligt for ELM i dag at markere Rosenius-jubilæet.
Rosenius blev i ELM om muligt i endnu højere grad en markør for, at man holdt fast ved en evangelisk kristendom. Vægtlægningen på Rosenius bliver i historiens lys tydelig gennem de mange skrifter af Rosenius, som blev udgivet. Ifølge Flemming Kofod-Svendsen er der i Danmark udgivet i alt ca. 185 skrifter (små som store) af Rosenius. Omkring af 50 af disse er blevet udgivet af ELM, og størsteparten af disse 50 udkom i årene efter splittelsen. En anden side af Rosenius-vægtlægningen var den udbredte højtlæsning i hjemmet, men også ved møder og samlinger.
Fokus på personen?
Hvis man står lidt på sidelinjen af alt dette, vil man nok undre sig og måske ryste på hovedet af, at man har ofret en person (ud over Jesus) opmærksomhed i den grad. I en bredere sammenhæng står fokuset på Rosenius også i skyggen af den optagethed af Luther, som nu er ved at vise sig hen mod reformationsjubilæet i 2017. Men man tager efter min mening fejl, hvis man negligerer Rosenius’ betydning for kirkelivet i Danmark. Ja, man må rettelig sige hele Norden, da arven efter Rosenius har haft overordentlig stor betydning i landene i Norden samlet set. Og fra Norden har indflydelsen også bredt sig til andre dele af verden, særligt gennem den missionsindsats, som Rosenius-vækkelsen også bidrog til.
Personlig kristendom
Rosenius er for mig at se den fremmeste repræsentant for en ret unik kombination af en klar luthersk lære med en engagerende kristendomsforståelse – det man typisk kunne kalde vækkelseskristendom. En vægtlægning af den personlige tilegnelse af det, Jesus har gjort, og i forlængelse af det en vægtlægning på det personlige liv som kristen. Rosenius må forstås på baggrund af pietismen i 1700-tallet. Her kom det personlige i form af fokus på omvendelseserfaringen, troen og de gode gerninger i centrum i en sådan grad, at det truede med at overskygge forkyndelsen af det, Jesus har gjort for vores frelse en gang for alle på korset. Derfor kæmpede mange på Rosenius’ tid med at turde tro, at de virkelig var kristne, fordi de ikke oplevede at kunne præstere de rigtige erfaringer. Her greb Rosenius tilbage til Luthers forkyndelse, som var meget mere objektiv med fokus på Jesu gerning uden for os, og som netop tager udgangspunkt i de anklager, som samvittigheden kan rammes af. Samtidig formåede Rosenius at holde fast i en klar tale om det personlige liv med Gud.
Hvor står vi i dag?
Men lad os nu springe fra historien og frem til i dag og stille spørgsmålet: Hvor står vi så i forhold til Rosenius i dag, og hvor bør vi stå?
Vi er kommet pænt langt væk fra den omfattende Rosenius-læsning, nogen vil måske sige Rosenius-dyrkelse, som fandt sted tidligere. Her tænker jeg også på de billeder og buster af Rosenius, som er forsvundet fra missionshusene. Det er delvist et spørgsmål om æstetik, men der er også substans i det på den måde, at Rosenius ikke bliver tillagt den samme autoritet som tidligere. Et opgør, som nok er berettiget i forhold til, at Rosenius som alle andre forfattere skal være en hjælp til at fastholde, hvad der er bibelsk, men ikke definere det.
En delvist bevaret arv
Men er der så noget væsentligt som er røget med ud med badevandet, eller er den Rosenianske DNA bevaret i ELM og videre ud? Her vil jeg svare både og. Det er min opfattelse, at de landvindinger, som Rosenius kom med i forhold til pietismen langt på vej er blevet bevaret og videreformidlet i den bibeltro lutherske del af kirken i DK. Jeg oplever, at der er syn for, hvor vigtigt det er at trække det, der sker uden for os frem, som hvilepunktet for troen. Selvom Rosenius ikke læses så meget længere, har rigtig mange af de betydende forfattere og forkyndere har en prægning fra ham og hans arvtagere. Og det er værd at glæde sig over.
Det, som er ved at gå tabt er nok mere vækkelseselementet. Det forekommer ikke længere så påtrængende at finde ud af, hvordan jeg står i forhold til Gud. Der er måske heller ikke samme alvor over det at synde mod Guds bud, og fokus bliver ofte på det nære og mit liv som kristen her og nu, mens evighedsperspektivet glider i baggrunden. Som følge af dette efterspørger mange en forkyndelse, som relaterer til hverdagslivet, og man kan spørge, om næste udviklingstrin så ikke vil være, at der (igen) bliver lagt stor vægt på den subjektive og erfarede side af kristentroen, mens det hvilepunkt uden for os selv, som den anfægtede tro har brug for, glider i baggrunden.
Behov for oversættelse
Arven efter Rosenius skal derfor fortsat bringes i spil. Det er glædeligt, at der er udkommet nye udgaver af de to hovedskrifter ”Vejledning til Fred” og ”Husandagtsbogen”. Men jeg tror, at det er langt vigtigere at prædikanter og andre, som formidler den kristne tro i dag, tilegner sig Rosenius’ budskab, og så forsøger at oversætte det til virkeligheden i dag. For der er trods alt gået halvandet århundrede siden Rosenius virkede.
af landssekretær Peder Ø. Jensen
En åndelig markør
Rosenius’ skrifter var den afgørende inspiration for grundlæggeren Christian Møller. ELM blev stiftet omkring 1890, da nogle valgte at forlade Luthersk Mission, fordi de mente Rosenius’ budskab ikke længere blev fulgt. Derfor er det naturligt for ELM i dag at markere Rosenius-jubilæet.
Rosenius blev i ELM om muligt i endnu højere grad en markør for, at man holdt fast ved en evangelisk kristendom. Vægtlægningen på Rosenius bliver i historiens lys tydelig gennem de mange skrifter af Rosenius, som blev udgivet. Ifølge Flemming Kofod-Svendsen er der i Danmark udgivet i alt ca. 185 skrifter (små som store) af Rosenius. Omkring af 50 af disse er blevet udgivet af ELM, og størsteparten af disse 50 udkom i årene efter splittelsen. En anden side af Rosenius-vægtlægningen var den udbredte højtlæsning i hjemmet, men også ved møder og samlinger.
Fokus på personen?
Hvis man står lidt på sidelinjen af alt dette, vil man nok undre sig og måske ryste på hovedet af, at man har ofret en person (ud over Jesus) opmærksomhed i den grad. I en bredere sammenhæng står fokuset på Rosenius også i skyggen af den optagethed af Luther, som nu er ved at vise sig hen mod reformationsjubilæet i 2017. Men man tager efter min mening fejl, hvis man negligerer Rosenius’ betydning for kirkelivet i Danmark. Ja, man må rettelig sige hele Norden, da arven efter Rosenius har haft overordentlig stor betydning i landene i Norden samlet set. Og fra Norden har indflydelsen også bredt sig til andre dele af verden, særligt gennem den missionsindsats, som Rosenius-vækkelsen også bidrog til.
Personlig kristendom
Rosenius er for mig at se den fremmeste repræsentant for en ret unik kombination af en klar luthersk lære med en engagerende kristendomsforståelse – det man typisk kunne kalde vækkelseskristendom. En vægtlægning af den personlige tilegnelse af det, Jesus har gjort, og i forlængelse af det en vægtlægning på det personlige liv som kristen. Rosenius må forstås på baggrund af pietismen i 1700-tallet. Her kom det personlige i form af fokus på omvendelseserfaringen, troen og de gode gerninger i centrum i en sådan grad, at det truede med at overskygge forkyndelsen af det, Jesus har gjort for vores frelse en gang for alle på korset. Derfor kæmpede mange på Rosenius’ tid med at turde tro, at de virkelig var kristne, fordi de ikke oplevede at kunne præstere de rigtige erfaringer. Her greb Rosenius tilbage til Luthers forkyndelse, som var meget mere objektiv med fokus på Jesu gerning uden for os, og som netop tager udgangspunkt i de anklager, som samvittigheden kan rammes af. Samtidig formåede Rosenius at holde fast i en klar tale om det personlige liv med Gud.
Hvor står vi i dag?
Men lad os nu springe fra historien og frem til i dag og stille spørgsmålet: Hvor står vi så i forhold til Rosenius i dag, og hvor bør vi stå?
Vi er kommet pænt langt væk fra den omfattende Rosenius-læsning, nogen vil måske sige Rosenius-dyrkelse, som fandt sted tidligere. Her tænker jeg også på de billeder og buster af Rosenius, som er forsvundet fra missionshusene. Det er delvist et spørgsmål om æstetik, men der er også substans i det på den måde, at Rosenius ikke bliver tillagt den samme autoritet som tidligere. Et opgør, som nok er berettiget i forhold til, at Rosenius som alle andre forfattere skal være en hjælp til at fastholde, hvad der er bibelsk, men ikke definere det.
En delvist bevaret arv
Men er der så noget væsentligt som er røget med ud med badevandet, eller er den Rosenianske DNA bevaret i ELM og videre ud? Her vil jeg svare både og. Det er min opfattelse, at de landvindinger, som Rosenius kom med i forhold til pietismen langt på vej er blevet bevaret og videreformidlet i den bibeltro lutherske del af kirken i DK. Jeg oplever, at der er syn for, hvor vigtigt det er at trække det, der sker uden for os frem, som hvilepunktet for troen. Selvom Rosenius ikke læses så meget længere, har rigtig mange af de betydende forfattere og forkyndere har en prægning fra ham og hans arvtagere. Og det er værd at glæde sig over.
Det, som er ved at gå tabt er nok mere vækkelseselementet. Det forekommer ikke længere så påtrængende at finde ud af, hvordan jeg står i forhold til Gud. Der er måske heller ikke samme alvor over det at synde mod Guds bud, og fokus bliver ofte på det nære og mit liv som kristen her og nu, mens evighedsperspektivet glider i baggrunden. Som følge af dette efterspørger mange en forkyndelse, som relaterer til hverdagslivet, og man kan spørge, om næste udviklingstrin så ikke vil være, at der (igen) bliver lagt stor vægt på den subjektive og erfarede side af kristentroen, mens det hvilepunkt uden for os selv, som den anfægtede tro har brug for, glider i baggrunden.
Behov for oversættelse
Arven efter Rosenius skal derfor fortsat bringes i spil. Det er glædeligt, at der er udkommet nye udgaver af de to hovedskrifter ”Vejledning til Fred” og ”Husandagtsbogen”. Men jeg tror, at det er langt vigtigere at prædikanter og andre, som formidler den kristne tro i dag, tilegner sig Rosenius’ budskab, og så forsøger at oversætte det til virkeligheden i dag. For der er trods alt gået halvandet århundrede siden Rosenius virkede.