Af Rebekka Uth

Hej!
Jeg har været en af de heldige volontører at blive sendt til Piura i Peru. Min hverdag hernede består af at sprede glæde, og skabe en god hverdag for de unge peruvianere i caféen. I kulturen hernede er det ikke en selvfølge, at man kan lide at være derhjemme. Derfor er et af vores mål at skabe et sted hvor de kan lide at være, og føler sig trygge. Og det virker! Nogle gange oplever jeg unge der kommer bare for at låne sofaen at sove på. jeg arbejder ugentligt i caféen, hvor jeg tager imod bestillinger, laver mad og snakker med kunderne. Hver torsdag holder vi spilleaften fra kl. 20 i caféen. Det er oftest den travleste dag om ugen, for brætspil er et sikkert hit hos peruvianerne.

Sidder ved et fast bord
I caféen har os der arbejder der et fast bord, hvor vi sidder og snakker med kunderne. De fleste ved derfor, at hvis de sætter sig her, har de mulighed for at snakke med os om tro, noget personligt eller bare hygge med os. Der er en gruppe peruvianere man altid kan regne med kommer i caféen, og de sidder altid ved dette bord. Flere af dem kommer også i kirken, og derfor er især denne gruppe nogle jeg er blevet tætte med, og nogle jeg især kommer til at savne meget når jeg rejser hjem igen.

Underviser i engelsk
Hver tirsdag underviser jeg i engelsk, hvilket er nogle af de hyggeligste timer på ugen. Der er ikke så mange elever, og derfor er muligheden for at nå ind til dem større. Eleverne vælger nemlig ofte at blive efter timen er slut, for at snakke om livet eller tro. Om søndagen hjælper jeg i børnekirken, og herudover er jeg med til at planlægge andre events for børnene i omegnen. Vores første event var en stor succes, og der kom omkring 40 børn. Her malede vi med ansigtsmaling, spillede fodbold og legede en masse lege. I fremtiden glæder jeg mig til flere succeser, og at blive ved med at opleve, hvordan Gud arbejder hernede.

Af Jonathan Boel Christensen

Hola!
Nu er det efterhånden ved at være langtid siden jeg har opdateret fra Peru! tiden flyver utrolig hurtigt. Det er ikke helt til at forstå at vi snart rammer december, og at julen er lige om hjørnet. For når termometret siger over 30 grader, så kan det godt være svært at mærke julestemningen. Men det har hjulpet at de store supermarkeder har fået pyntet gevaldigt op med Julemænd, snefnug og andet amerikansk julepynt.

Cafeen må lukke
Det er efterhånden ved at være 2 måneder siden vi ankom til Piura. Jeg kommet rigtig godt ind i de rutiner, der er i Cafeen, og de opgaver, der præger resten af min hverdag. Desværre skal jeg snart sige farvel til mange de rutiner som vi har fået opbygget i cafeen. Vi står i en rigtig træls situation hvor cafeen desværre bliver nødt til at lukke. Det sker allerede her i midten af december. Vi har i denne tid snakket meget om, hvad der skal ske hernede i stedet for, når cafeen lukker i december. Det virker stadig ret uoverskueligt at skulle forholde sig til, men vi har forhåbentlig snart en plan at sigte efter. Der er rigtig mange ideer i tankerne, så er sikker på at vi nok skal få noget spændende på benene. Der er rigtig mange timer vi skal have fyldt ud med meget andet arbejde. Men jeg er fortrøstningsfuld i, at vi nok skal have noget godt at lave når cafeen er lukket.

Sat ud af spil
Jeg har de sidste dage oplevet hvordan det er at blive sat fuldstændig ud af spil, og faktisk ikke kunne gøre noget som helst. Jeg forstuvede min fod i et spil Spikeball med nogle af kirkens drenge og en af mine med-volontører; Anna. Det har indtil nu været ret hårdt ikke at kunne lave de ting jeg gerne vil. Både med arbejdet og i fritiden. Forhåbentligt er jeg snart tilbage på benene. Men der er stadig en længere periode foran mig med genoptræning af anklen og foden.

Lighed i kulturer
For mig har det været en nemmere overgang at komme fra Grønland, med et kort visit i Danmark og så videre til Peru, end jeg havde forventet. Kulturerne har nogle ligheder, som faktisk har været rart, da jeg ikke skulle vende den kulturelle indstilling fuldstændig på hovedet.

Ser frem mod jul
December kommer til at blive en spændende måned, med mange forskellige traditioner. Jeg ser frem til julen og glæder mig meget til det. Nu er det ikke første jul i udlandet, og hellere ikke første jul uden familien. Jeg ser tilbage på julen i Grønland som en helt vildt god tid, så jeg ser rigtige meget frem til de ting, der kommer til at ske her i Peru i december. Til Jul tager os volontører til Chiclayo med den svenske missionærfamilie (familien Unosson, red.), hvor vi holder jul med Lisa og Hjalmer, som er missionærer i Chiclayo. Så det ser jeg frem til!

Yderligere fotos kan ses på www.facebook.com/elm.dk 

Missionssekretær Helene Koefoed-Jespersen og Peder Ø. Jensen var i begyndelsen af oktober i Peru for ELM. Her følger Peder Ø. Jensens indtryk fra rejsen i billeder og ord

Der er på en måde noget naturstridigt over, at man kan bevæge sig om på den anden side af kloden i løbet af et halvt døgns tid. For det er, som om sindet kan have svært ved så hurtigt at omstille sig til en helt anderledes virkelighed, eller i det hele taget at forstå, at jeg er så langt væk hjemmefra, som det er tilfældet. Og nu siger jeg anderledes, men der er virkeligheden mange ting, som er ens. Hvis du besøger et af de mange shoppingcentre og smutter ind i Hennes og Mauritz, ja så er det umuligt at mærke, at du er rejst så langt. Men bevæger du dig blot en smule væk, møder du lyde, dufte og indtryk, som er helt anderledes – og til tider udfordrende. De virkelige forskelle ligger dybere nede, og jeg får kun mulighed for at skrabe i overfladen. Et besøg på en lokal kirkegård – hvor begravelser sker i etager - giver dog et glimt af en anderledes forestillingsverden. I kapellet hænger en bøn til Ærkeenglen Michael om at beskytte mod de dæmoniske og ødelæggende kræfter. Bogstaveligt illustreret. Familien fejrer også både dødsdag og fødselsdag for afdøde på kirkegården. Den åndelige og materielle verden betragtes ikke som adskilt. Fattigdom, politisk ustabilitet og dårlige opvækstvilkår er dagligdagen for mange peruanere. Måske er det derfor, det er så tydeligt, at peruanerne holder af fest og glade farver og socialt samvær. Man skal ikke lade en mulighed for at nyde livet gå sig forbi – for i morgen kan alt være sunket i grus. Døden og lidelsen lurer lige om hjørnet. Ud over, at dette bl.a. fører en del larm med sig, er det svært ikke at lade sig charmere af denne tilgang til livet. At landet bugner af gode fødevarer og har en unik madkultur bidrager kun til dette.

Forvirrende religiøsitet
Den religiøse virkelighed i Peru er som sagt anderledes – og ret så forvirrende. Den katolske kirke har sat sit ydre præg overalt fx gennem de store kirker midt i byen. I hverdagen blander mange deres katolske tro med ritualer, som stammer fra den oprindelige inka-tro og med heksekunst og alverdens essenser og urter, som kan købes på det lokale marked ved siden af søm og skruer og friske kyllinger. Blandt de unge ser det ud til, at det er på mode at kalde sig ateist, og med prægning fra de vestlige samfund følger ofte en mere sekulær tænkning. I hvert fald på overfladen.
På denne baggrund var det også stort at opleve, hvordan der omkring cafeen og kirken i Piura er etableret et miljø, hvor unge mennesker kommer og hænger ud, og hvor nogle knytter til ved menigheden, og vokser ind i troen og fællesskabet. Tak og bed for disse unge mennesker.

Missionær-hverdag
Et besøg i Peru for ELM er frem for alt et møde med de udsendte medarbejdere, som fås i forskellige typer og årgange. Det omfatter i denne sammenhæng også de svensk ansatte missionærer. I Chiclayo boede vi en weekend hos Hjalmar og Lisa Unosson og deres to børn, Erik og Annali. De er endnu forholdsvis nye i Peru men er kommet godt i gang med deres arbejde, som primært er at stå for et undervisningsforløb i ægteskab og familieliv. Det sker i samarbejde med en peruaner med stor erfaring på området. Og det giver anledning til mange overvejelser om, hvordan den vejledning man giver, også er præget af den kultur, som man hører hjemme i. Fx om man fra kristen synsvinkel som mand og kone bør have fælles økonomi eller ej.
I Piura finder vi Steffen, Kate og Lea. I de sidste snart fire år har de haft base der, hvor cafemissionen har været fokuspunkt. De er nu i gang med at forberede sig på at skulle flytte til Danmark. Det sidste års tid har de haft selskab af Håkan og Sinnika Ekström. Deres arbejde koncentrerer sig omkring administration, ledelse og økonomi og kontakten til kirken i Chiclayo. De afslutter deres udsendelse senere i 2020. Det betyder, at der som det ser ud nu, ikke vil være missionærer, som kan føre arbejdet i Piura videre, selvom der fortsat er behov for det. Der arbejdes med mulige løsninger, fx at finde egnede personer fra Peru, men der er ingen enkle løsninger. Det er derfor også en af de tungere ting, som jeg tager med mig hjem: Hvordan skal det gå arbejdet i Piura? Bed for dette, men tak også for, at vi har en Gud, som ikke vil slippe disse mennesker i Peru.

Volontører
Det er også i Piura, vi finder ELMs herlige tre unge volontører, Jonathan, Freja og Rebekka. Det er dejligt at se, når de kaster sig ud i opgaverne med at lave kager til cafeen og snakke med de unge mennesker. Og meget forståeligt, at de også sukker over, at sproget er svært. Tak for dem og bed om, at de må få udholdenhed og højt humør i opgaven

Kirken i Chiclayo
Et besøg i Peru er ikke komplet uden et møde med vores peruanske brødre og søstre i troen. Jeg glædede mig over at kunne deltage i gudstjenesten i Las Brisas i den flotte kirkebygning, som gaver fra Danmark har været med til at realisere. Og over i menigheden i San Antonio (hvor skønheden ikke ligger i rammerne men i dem, der fylder dem ud), at møde David, Emanuel og Miriam, som i sommers var i Danmark. De tilhører den nye generation af ledere i kirken, og det er opmuntrende at se, hvordan de vokser ind i den opgave.
Tak og bed for præster og medlemmer i kirken i Chiclayo.

Vi har vi alle fejret nytår. Os, der stadig har en papir-kalender, har fået ny kalender, andre har bemærket, mens de scroller ned i kalenderens blade, at tiden går, dag for dag. Det gør tiden jo - går, det siger vi i vores kultur. I andre kulturer vender man det på hovedet og siger, at tiden kommer - og lad os inspirere af denne tænkning: Der ligger nu et år foran os, som er ved at komme til os dag for dag. 

Vi ved ikke, hvad det vil bringe - det har mange af os oplevet, at det vi troede, der skulle ske, det skete ikke. Og det vi slet ikke troede kunne ske, ja det skete. Dette kan både tænkes negativt og positivt. 

En ting ved vi dog, det er, at Gud er uforanderlig. I sin trofasthed og og sin frelses kærlighed. Både mod dig og mod mig. Og mod dem, som endnu ikke har hørt om Jesus. Og endnu er der mange, der ikke har gjort det. 

På den første dag i året, er Gammel Testamentes Læsning i kirken hentet fra 1. Mosebog 12, hvor Gud kalder Ambraham til rejse. Ambraham, er den, der skal løsne sine teltpløkke, men derefter vil Gud lede, velsigne og bestkytte. Abrahams historie er en patriarks historie. Men prøv at tænke over, hvor mange gange, at der refereres til Guds måde at behandle patriarkerne, når du læser i det Nye Testamente. Og Gud har ikke forandret sig. 

1. han beder stadig mennesker om at flytte, for at de kan komme til at fortælle om Guds evangelium, der hvor de kommer frem. 
2. Gud har ikke forandret sig. Han leder, velsiger og beskytter stadig. 
   
   

Vi ved ikke, hvad 2019 skal bringe. Men måske er det året, hvor du og Gud skal begynde en samtale om, hvor du skal bo og leve...... 

Godt nytår!

Nu har jeg været i Peru i et par uger. 

Og det slår mig, hvor hård kampen er. Den åndelige kamp. 

I en af kirkerne har de oplevet, at tidligere medlemmer er gået tilbage til den gamle tradition med at fejre helgener -  den største fejring foregår i oktober. Udenfor på gaden gik processionen forbi, mens man i den lille kirke forsøgte at holde en normal gudstjeneste. Kampen mellem den gamle helgendyrkelse og det frigørende evangelium blev pludselig meget konkret manifesteret. 

En anden kamp som også foregår i dette samfund er kampen for - mod eller med materialismen. Peru er på mange måder et opadstormende samfund. Der skal tjenes penge - men det tager tid at tjene penge, og søndagen og aftnen og døgnets vågne timer inddrages. Når jeg lytter på de unge, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at her bliver ikke meget plads til familie, til kirke eller til bare at være - du er fanget i materialismens  hamsterhjul.

I storcenteret er julegaverne til salg, så du kan gå og betale på dem hele næste år - og dertil kommer nogle digre renter. 

Jeg tror, det kan være sundt for mig, at vende spejlet ind mod mig selv, og se, hvad det er, det viser - og nogle gange kan mødet med en anden kultur være med til at vise det. .... 

Helene Koefoed-Jespersen - missionssekretær