Missionssekretær Helene Koefoed-Jespersen er fra d. 29. oktober til 28. november på besøg i Peru for at mødes med kirke og missionærer. Hun skriver løbende på Peru-bloggen i denne periode.
At rejse er at leve
Ja, det mente HC Andersen jo faktisk for mange år siden. Dengang at rejser ikke gik så hurtigt, som det gør, hvis man sætter sig op i et fly - som vi har for vane at gøre i dag. Jeg tror, at den langsommelighed, som HC-Andersen havde, fordi rejser ikke gik så hurtigt dengang. Der var tid til at leve og opleve på rejsen. Have tid til at tale med sidemanden, observere mennesker omkring dig på rejsen.
Efter et døgn på rejse, har jeg lyst til at dele nogle af mine oplevelser.
Min sidekammerat i flyet, en ung kvinde, der havde sit liv delt mellem Tyskland og Peru - en svær balance og to meget ulige kulturer.
En chauffør, der kunne fortælle, om de store mængder af flygtninge, der er kommet fra Venezuela, det sidste år. Det har skabt en ny underklasse i Peru - dem som gerne arbejder for mindre end mindstelønnen, og på den måde presser bunden af arbejdsmarkedet. Det er som om visse problemer har den samme karakter, uanset, hvor i verden man befinder sig.
I afgangshallen oplevede jeg, at to mennesker lige ved siden af mig, spontant fortalte, at de havde tabt noget, som de lige havde fundet igen.
Det ene var en far, der lige troede, at han havde tabt sin datters sygesikringsbevis - et dokument, der tager lang tid at få igen, pga administrativ ventetid. "Jeg fandt det!" sagde den glade far spontant.
Et øjeblik efter stod en dame stolt og fremviste et høreapparat, som hun troede hun havde tabt. Men det var blevet fundet og indleveret i skranken, og nu kunne hun høre igen.
Tabt og fundet - og glæden var stor. Det blev en hel lille andagt for mig - en tidlig morgen på vej fra Lima til Piura, for er det ikke netop det, der er pointen med missionsarbejdet, at den som er tabt, må findes igen.
At rejse er at leve
Ja, det mente HC Andersen jo faktisk for mange år siden. Dengang at rejser ikke gik så hurtigt, som det gør, hvis man sætter sig op i et fly - som vi har for vane at gøre i dag. Jeg tror, at den langsommelighed, som HC-Andersen havde, fordi rejser ikke gik så hurtigt dengang. Der var tid til at leve og opleve på rejsen. Have tid til at tale med sidemanden, observere mennesker omkring dig på rejsen.
Efter et døgn på rejse, har jeg lyst til at dele nogle af mine oplevelser.
Min sidekammerat i flyet, en ung kvinde, der havde sit liv delt mellem Tyskland og Peru - en svær balance og to meget ulige kulturer.
En chauffør, der kunne fortælle, om de store mængder af flygtninge, der er kommet fra Venezuela, det sidste år. Det har skabt en ny underklasse i Peru - dem som gerne arbejder for mindre end mindstelønnen, og på den måde presser bunden af arbejdsmarkedet. Det er som om visse problemer har den samme karakter, uanset, hvor i verden man befinder sig.
I afgangshallen oplevede jeg, at to mennesker lige ved siden af mig, spontant fortalte, at de havde tabt noget, som de lige havde fundet igen.
Det ene var en far, der lige troede, at han havde tabt sin datters sygesikringsbevis - et dokument, der tager lang tid at få igen, pga administrativ ventetid. "Jeg fandt det!" sagde den glade far spontant.
Et øjeblik efter stod en dame stolt og fremviste et høreapparat, som hun troede hun havde tabt. Men det var blevet fundet og indleveret i skranken, og nu kunne hun høre igen.
Tabt og fundet - og glæden var stor. Det blev en hel lille andagt for mig - en tidlig morgen på vej fra Lima til Piura, for er det ikke netop det, der er pointen med missionsarbejdet, at den som er tabt, må findes igen.
RSS-feed