Leder Liv i Troen 4/2017

For nylig passerede jeg forbi en nyopført moske i det Københavnske Nordvestkvarter. Området har gennem mange år båret præg af, at muslimske indvandrere fylder godt op, men det er først de seneste år, at det er kommet til udtryk i egentlige moskebyggerier. Mit første indtryk var faktisk en følelse af beundring, fordi bygningen i sin fremmedartethed så smuk og imponerende ud. Med sine klare farver lyste den op i den ellers grå og kedelige sidegade. Jeg vil tro, at min beundring er tegn på, at folkene bag moskeen er lykkedes med deres formål. At give deres tro et vartegn, som aftvinger respekt.
Samtidig vækker et sådant byggeri også mange modsatrettede følelser. Det første der slår mig, er hvordan muligheden for som mindretal at kunne bygge sin egen religiøse bygning i Danmark står i kontrast til, hvordan kristne mennesker og menigheder bliver behandlet i flertallet af de muslimske lande. Jeg har fx lige læst om, hvordan antallet af kristne i Irak hen over de seneste årtier er reduceret fra over en million til 200.000. Og her drejer det sig vel at mærke om kristne mindretal, som har været i landet altid!
Den omtalte moske har rødder blandt shiamuslimerne i Iran. Iran ligger nr. otte på listen over lande, hvor kristne forfølges mest. Vi kommer ikke uden om, at mange muslimer har en svag forståelse for religiøs frihed.
Moskeen har fremmede farver, men grundmaterialet viste sig dog at være gule mursten! For mig at se er der noget sundt i, når muslimerne bygger deres egne offentlige og synlige lokaler på dansk jord, fordi det trods alt er et udtryk for, at man vil indgå som en del af det offentlige liv, og også lader sig påvirke af fx danske traditioner. Det skaber faktisk mere tryghed, end hvis folk gemmer sig i baggårde og kælderlokaler helt uden for offentlighedens søgelys.
​
De har brug for Jesus
Men nu til det, som er vigtigere: menneskerne, der samles i moskeen. For nyligt kom det frem, at flere præster ikke så det som deres opgave at drive mission over for muslimer. Desværre er det ikke overraskende med sådanne udmeldinger fra folkekirken. Uanset er det forkert. For disse mennesker er nemlig elsket af Gud, selvom deres livsstil, tøjstil og byggestil forekommer noget særpræget. Jesus er død for deres synder. Men så længe de søger Gud gennem profeten Muhammeds åbenbaringer, finder de ikke frem til Guds kærlighed. De har brug for, at nogle vil vise dem hen til Jesus. Det fantastiske er, at mange muslimer, ikke mindst fra Iran, i disse år møder Jesus og bliver døbt i danske kirker. Måske kender du en af dem, som er kommet til tro, eller måske kender du en muslim, som du har mulighed for at vidne om din tro over for? Måske kender du dem ikke. Så tror jeg, din og min vigtigste opgave er at bede for de mange muslimer i vores land. Bede om, at de må blive integrereret og bidrage positivt til samfundet ja, men først og fremmest om, at de møder Jesus!

​Leder Liv i troen 3/2017

Det væsentligste ved Luthers indsats var, at han fik bibelens ord om frelse ved tro alene frem i lyset igen – til trøst og hjælp for uendeligt mange mennesker i eftertiden.
Men det er tydeligt, at det ikke er det, som interesserer i den brede offentlighed. Her er det Luthers betydning for udviklingen henimod det samfund vi har i dag, som debatteres livligt.
I dette blad behandles et af disse emner, forholdet mellem religion og politik. Og selvom det er kompliceret og også vækker intens debat blandt kristne, så er det for mig at se vigtigere end nogensinde, at vi som kristne forholder os til spørgsmålet og om muligt også engagerer os offentligt i emnet. Det har at gøre med, at der sker mange opbrud og forskydninger i politik i dag, så man ikke længere bare kan tage for givet, hvem der har syn for religiøs frihed og ønsker at give plads til kristen tro og praksis.
Det kommer fx til udtryk i to aktuelle debatter. I forhold til de såkaldte imam-love har det været politikere fra især den yderste venstrefløj, der haft syn for, at det er et angreb på ytringsfrihed og åndsfrihed, når man vil gøre visse ytringer i religiøs forkyndelse kriminelle.
Senest er der fremkommet forslag mod forbud mod bederum på landets gymnasier. Det har sin oprindelse hos Dansk Folkeparti, som til gengæld understreger, at de ikke ønsker at begrænse kristen religionsudøvelse på studiesteder, kun den muslimske. Forslaget støttes også af Socialdemokratiet, men her med den begrundelse, at man ønsker at gymnasiet skal være religionsneutralt. Det har fået MF for S Daniel Toft Jakobsen til at sige fra over fra partiets linje, da han opfatter det som en indskrænkning af åndsfriheden.

Behov for refleksion
Eksemplerne viser, at der ikke er nogen konsensus om, hvordan samfundet skal tackle tydelig religiøs praksis, og at der generelt set eksisterer et pres imod offentlig religion. Derfor er der brug for kristne, som tør stå frem og som kan argumentere solidt for, at vi ikke skal kaste den danske frihedstradition over bord i frygt for fx Islam. Der er også brug for at vi som enkeltpersoner reflekterer over dette, så vi ikke bliver unødigt forvirrede, eller i værste fald ført bag lyset, af forskellige politikeres salgstaler for den ene eller anden løsning på problemerne. Det er for mig at se en afvej, hvis man med politiske midler som forbud og restriktioner vil forsøge at bevare Danmark som kristent land – netop fordi det bryder med en skelnen mellem de to regimenter.
Besøg folkemødet
Når det gælder politik er svarene som oftest ikke indlysende og kan diskuteres. Men diskussionen er altså væsentlig uanset. ELM forsøger at bidrage til denne vigtige samtale gennem at deltage ved standen ”Folk og Tro” på Folkemødet i Allinge. Her kan du igen i 2017 fra d. 15.-18. juni være med til debatter, som sætter fokus på forholdet mellem kristen tro og politik.

(Leder Liv i Troen 2/2017)

Jeg tror mange af os kender det. Man kan sidde til et udvalgsmøde eller en forretningsmiddag – eller måske hos bilforhandleren. Snakken går godt, ideerne flyver højt, men når så snakken falder på, hvad det skal koste, og hvem der nu skal betale, så slår stemningen om – så bliver det mere stramt og defensivt. Når vi taler om penge, så står der pludselig noget på spil – så er det i hvert fald for de fleste af os sådan, at vores beslutninger får konsekvenser og binder og forpligter os. Denne følelse af alvor og mulige negative konsekvenser kan også ramme os i forhold til det kristne arbejde, ikke mindst i den periode, som vi lige har været igennem: årsafslutningen. Får vi gaveindtægter ind svarende til de penge, vi har brugt i missionsarbejdet i løbet af året? Er der basis for at fortsætte med de planlagte aktiviteter eller ej? Jeg ser to farer, når pengene kommer i fokus i det kristne arbejde.

Ikke et nådemiddel
For det første er der den fare, at vi kan blive forledt til at tro, at det direkte er penge, som får Guds rige til at vokse. Det er det ikke – pengene er ikke et nådemiddel. Det, som gør forskellen, er ting som bøn, tro, tjenersind, Guds ord, kald og offervilje. Det kan vi ikke købe os til. Det er vigtigt at få tingene i rigtig rækkefølge. Får vi sat Gud på førstepladsen i vores liv, og bliver evangeliet om Guds nåde kostbar for os, så flyder derfra en sund prioritering af de materielle resurser.

Knapheds-gud?
For det andet kan for meget fokus på manglen på penge påvirke vores billede af Gud negativt. Det kan næsten blive sådan, at vi får indbygget en frygt for mangel og knaphed i vores forhold til ham. Det er ikke det billede, Paulus tegner i 2 Kor 9,8: ”Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt”
Læs gerne hele kap 9 i 2 Korintherbrev. Paulus’ opfordring til ikke at bekymre sig betyder ikke, at vi skal være ligeglade med penge. Nej det skal netop motivere os til at dele dem med andre. Så vi skal altså balancere mellem at gøre pengene til et problem og at være tydelige omkring, at Gud ønsker at vores forhold til ham også afspejles i vores økonomiske prioriteringer.

Et kald
Her tror jeg, vi får det til at fungere bedst, hvis vi får koblet vores givertjeneste op på de ting som jeg nævnte før: Vores glæde over evangeliet, vores bøn og vores tjeneste i Guds rige. Det skal gerne være sådan, at givertjenesten bliver til en del af Guds kald til mig og ikke en sur pligt ved siden af. Det forpligter ELM og andre kristne organisationer på, at vores opfordring til at give penge bliver knyttet op på det konkrete arbejde vi står i Guds rige – at det er i fokus og ikke pengene i sig selv. Det håber jeg, at du vil fortælle os, hvis vi kan gøre bedre, og så er det for øvrigt mit ønske, at du som læser dette, vil se det som et meningsfuldt kald fortsat at være med i ELM’s arbejde for at sprede evangeliet gennem bøn, tjeneste og økonomisk støtte.

PS: Vi fik i 2016 ca. 2,8 mio kr. i indtægter. Vi er taknemmelige over alle dem, som har ladet deres kærlighed til evangeliet komme til udtryk gennem disse gaver. Læs mere her om det økonomiske resultat for 2016.

(Leder Liv i Troen 1/2017)

Her på tærsklen til reformationsåret har fokus på Luthers teologi og indflydelse naturligvis taget til. Vi vil også gerne være med på vognen i ELM, og som du vil opleve som læser, så er der i dette blad og kommende blade flere Luther-relaterede artikler. Det tror jeg også at de fleste finder ret naturligt. Men jeg vil gerne her imødegå en udfordring, som jeg selv er blevet mødt af, og som du evt. også vil støde på. Lutherbegejstringen mødes nemlig også af kritik af Luther. Kritikken kan handle om forskellige ting, så som at:
Luther misforstår Paulus (teologisk kritik)
Luther var jødehader og inspirerede nazismen
Luther ikke selv formåede at skelne mellem regimenterne og var medvirkende til stærk statslig kontrol med kirken
Luther ofte talte nedsættende og grimt om sine modstandere.

Et redskab
Lad mig sige med det samme; jeg har ikke nok Luther-viden til at vurdere disse påstande til bunds. Dog vil jeg sige, at den teologiske kritik er helt forfejlet, men den møder man nok også mest i mere snævre teologiske kredse. Det jeg gerne vil slå et slag for er, at selvom kritikerne skulle have ret et stykke på vej, og der generelt kan findes mange fejl hos personen Luther, så har vi stadig noget at fejre.
Vi fejrer nemlig ikke Luther som en ufejlbarlig pave, men vi fejrer, at han blev brugt som et redskab til at bringe en klar forståelse af evangeliet frem i lyset igen. Den klarhed kom ikke på en gang, og er ikke alene knyttet til Luther. Den er formidlet og skærpet gennem mange forskellige mennesker gennem tiden. Og Luther med flere har frem for alt ført os tilbage til, hvad Bibelen egentlig siger. Vi kommer så heller ikke uden om, at Luther var en enestående og enormt indflydelsesrig personlighed, som lykkedes med et kæmpe teologisk nybrud og som skabte store samfundsomvæltninger, hvilket i sig selv er interessant. Og har man stor indflydelse, så kan fejltrin også have langt alvorligere konsekvenser.
​
Tage hatten af
Måske kender du til det at have et forbillede, og så hvordan det næsten kan opleves som et svigt, hvis du opdager vedkommende har taget fejl eller svigtet. Sådan kan jeg da også frustreres over at Luther på visse områder tilsyneladende vurderede så forkert. Her tror jeg svaret for os, der lever 500 år senere, og ikke sådan lige kan trænge om bag historiens mange lag, må være at anvende det lutherske princip om, at tage hatten af og gå videre (Oprindelig sagt i forhold til de bibelsteder, som jeg ikke forstår): ”Det her forstår jeg ikke, men jeg er taknemmelig for, at der gennem Luther blev gjort op med en forvanskning af Guds ord, så jeg kan have et sikkert hvilepunkt for min tro i Guds nåde.”
Glædeligt reformationsjubilæum!
Tjek også Luthersiden på vores hjemmeside: www.elm.dk/luther2017
 
 

Overgrebene i Köln nytårsnat og nu senest dokumentaren "Moskeerne bag sløret" har sat gang i en ophedet debat om, hvordan vi som samfund skal reagere på det, som mange opfatter som et dybt skadeligt syn på sex og på kvinder, og som mange også ser som begrundet direkte i Islam som religion. Debatten har ført til at flere politikere er klar til at forhindre og lovgive imod også ytringer, der udtrykker dette kvindesyn. Fx tales der om at nægte "hadprædikanter" indrejse og at kriminalisere visse ytringer. 
De har fået en del til at råbe vagt i gevær - fra forskellig side, men også fra den kristne højrefløj. Vi må værne om åndsfriheden siger formand for Indre Mission, Hans Ole Bækgaard i et indlæg i Kristeligt Dagblad. Vi ved også godt, at den indskrænkning i friheden også hurtigt kan blive rettet mod vores egne kristne miljøer

Undertegnede har også blandet sig i debatten, hvor jeg forsøgte at pege på, at det er meget drastiske indgreb man vil gribe til, samtidig med, at der i en dansk kulturel sammenhæng findes mange former for ytringer og handlinger, som man kan spørge om er udtryk for god seksualmoral. Indlægget blev anledning til et interview i Radio24Syv, hvor man gerne ville bringe kritikken af den danske seksualmoral i spil ind i denne sammenhæng. 

Debatten tog undervejs en drejning, da en mand ved navn Andreas Gylling Æbelø skrev en kronik i Politiken, hvor han sammenligner den muslimske fundamentalisme og medfølgende seksualmoral med det han selv som ung havde mødt på den kirkelige højrefløj. Han tog afstand for vejledningen til ikke at leve som homoseksuel, og slår til lyd for, at en sådan vejledning skal stoppes på lige fod med vejledningen i de konservative muslimske miljøer.
Hans personlige kamp, som man godt kan have en vis forståelse for vanskelighederne i, bruger han som løftestang for at erklære kristen fundamentalisme, dvs. bibeltro kristendom, krig.

Dette fik bl.a. et modsvar fra Kurt Rønne i Politiken.

Der er altså åbnet op for nogle store spørgsmål omkring, hvor vejen går fremad i det danske samfund. Vil der fortsat være en høj grad af frihed til at tro og praktisere religion selvom den står i modsætning til flertallets. Debatten viser i hvert fald, at fundamentalisme-frygten, godt næret af terrordagsordenen, får mange til at sige, at ord ikke er nok til at bevare vores frihed.

Personligt er jeg med på at udfordringen fra de ekstreme muslimske miljøer er reel. De opererer ikke som vi som kristne gør med en tanke om åndsfrihed, at det er gennem ord, at vi kan påvirke tro og overbevisning, men synes at være klar til at ville bruge magt til at tvinge en religiøs overbevisning ned over andre. Men jeg mener alligevel, at det let kan få alt for store omkostninger for vores samfund som helhed, herunder også kristne mindretal, hvis vi går ind på den bane der hedder, at holdninger og ytringer skal forbydes og straffes. Åbnes der op for en sådan lovgivning kan den let ende i de forkerte hænder og blive brugt mod mange former for systemkritik. 
Og så har jeg også en stærk følelse af, at vi i Islamfrygten let kan komme til at glemme de mange moralske svagheder der er i danske samfund og idealisere det. Jeg er ret sikker på, at muslimerne har et ret klart blik for det, og vil vi i dialog med dem, så må tilgangen være mere respektfuld og ydmyg fra den danske side.
Man kan også spørge om, hvor mange muslimer/Imamer der virkelig er parat til at skade det danske samfund aktivt, om problemet er så stort i virkeligheden, at det retfærdiggør disse drastiske skridt. 

Endelig vil jeg gerne minde om en vigtig og måske provokerende åndsfrihedspointe: Når vi som her forsvarer en ret til at tro og ytre sig for fx muslimer, så gør vi det ikke kun for vores egen friheds skyld, men også for muslimernes skyld. De har som skabt i Guds billede ret til den menneskelige værdihed, der ligger i at kunne følge sin personlige overbevisning, så længe den ikke fører til vold og overgreb mod andre. Skal vi kunne møde disse muslimer, som Jesus døde for, med evangeliet, er denne respekt helt afgørende.

Herunder links til diverse artikler (nogle måske beskyttet af kodeord

Hans Ole Bækgaard:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/politikere-skal-taenke-sig-om-aandsfrihedens-skyld

Peder Ø. Jensen
http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/dobbeltmoralske-danmark
Interview i Radio24Syv:
http://www.radio24syv.dk/programmer/24syv-morgen/13258494/24syv-morgen-0805-11-04-2016-3/

Andreas Gylling Æbelø
http://politiken.dk/debat/ECE3141131/kristne-fundamentalister-ville-helbrede-mig-for-homoseksualitet/

​Kurt Rønne
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE3145239/det-goer-ondt-at-blive-sat-i-baas-med-radikale-imamer/

Som sikkert mange andre har jeg på det seneste fulgt med i debatten om forskningsminister Esben Lunde Larsens baggrund i den kristne tro og specielt hans tilknytning til Dansk Bibel Institut. Flere medier og meningsdannere har udtalt sig stærkt kritisk om DBI. Kritikken går især på, at man ikke på nogen måde kan påberåbe sig videnskabelighed, hvis man forsker i teologi ud fra en klassisk kristen synsvinkel og med åbenhed over for Gud som en virkelighed, der griber ind i denne verden. 
Det ses fx her i Politiken
Jeg er med på, at det ikke er alle, der går med på den stærkt kritiske vogn, men det får alligevel lov til at sætte en dagsorden, som mange følger: Hvis man hævder, at vi kan bruge Bibelen til at sige noget om, hvordan vi bør handle som mennesker, som er man en lige så slem fundamentalist, som radikale muslimer. Og hvis blot man har en kristen tro, der minder om det, så er man uegnet til at bestride en ministerpost - i hvert fald, når det handler om videnskab.
Når det så endda hævdes, at man ikke bør kunne få merit fra en uddannelse med et kristent grundlag, så hævder man i virkeligheden også, at alene mistanken om, at man kan have fået en kristen prægning skal diskvalificere en, og dermed nærmer man sig en egentlig sindelagskontrol.

I kontrast til det, så blev julesangen "Hvad er det der gør jul til noget særligt" skrevet af tidligere lærer på det Kristne Gymnasium i Ringkøbing valgt som årets julesang i en DR konkurrence. 
Nu har jeg ikke læst de øvrige sangforslag, men jeg synes alligevel at det er bemærkelsesværdigt, at man i afstemningen er landet på en sang, der er meget klar i, at julens indhold er det kristne budskab om barnet i krybben og af en person med et tydeligt ståsted i klassisk kristendom. Herfra går der i øvrigt på flere måder en lige linje til en kunstner som Jonas Haahr Petersen fra "Hymns from Nineveh", som har vundet bred anerkendelse for sin musik og sine tekster, hvor den kristne inspiration ofte er ret tydelig.

Jeg ser den spænding som et udtryk for, at Danmark har svært ved at komme til rette med sin kristne arv. På den ene side skal man ikke nyde noget af, at nogen skal komme og sige noget som helst om, hvad der er op og ned, hvad der er godt og skidt. På den anden side så er der en dyb længsel efter indhold og mening, noget ægte, noget at tro på.

Det skaber det paradoks, at en kultur på den ene side søger det genuint kristne for dets ægthed for dets meningfuldhed, samtidig med, at man på den anden side ønsker at afskære sig fra steder som fx Dansk Bibel Institut, hvor en sådan kristen tro fremelskes.

Der er selvfølgelig mange mellemregninger i alt dette, ikke mindst at den danske kultur ikke er en samlet enhed, men jeg synes alligevel disse to agendaer fortjente at blive sat op mod hinanden.

Det følgende indlæg er skrevet til bloggen på www.godforkyndelse.dk.

Man kan vurdere forkyndelsens ”godhed” på (mindst) to vidt forskellige parametre. Hhv. den teologiske, indholdsmæssige kvalitet, og så den erfarede kvalitet hos modtageren.  En del af spørgeskemaundersøgelsen handler om, hvilke faktorer, der har betydning for, at tilhørerne føler, at de får noget ud af forkyndelsen.

Det kan vel sammenlignes lidt med forskellen på at læse varedeklarationen på leverpostejen og så at smage på den.  Ingen af delene er ligegyldige, men man kan ikke læse sig frem til om det er en god leverpostej.

De tre faktorer hos forkynderen, som tilhøreren vægter højest i forhold til at få noget ud af forkyndelsen er: 1) forkynderens evne til at tale levende og engageret, 2) at han virker troværdig og 3) at talen har en klar disposition (Jeg vælger her at se bort fra faktorer hos tilhøreren selv, som også vægtes forholdsvis højt).

Dette vil jeg reflektere lidt yderligere over under følgende tre overskrifter:

Sympati/antipatiMin evne til at tage et budskab ind påvirkes i høj grad af om jeg har sympati eller antipati mod personen. Mange forkyndere, som jeg lytter til, vil jeg have tommefingeren op eller ned til i forvejen, fordi jeg kender dem og har respekt for dem som mennesker og som kristne. Men ligesom i et helt almindeligt møde mellem nye mennesker, så fatter jeg også lynhurtig sympati eller antipati, når en person træder frem – ud fra mine helt personlige menneskelige præferencer.

EngagementI undersøgelsen vægter tilhørerne det meget højt, at forkynderen er levende og engageret. Det som det her handler om er jo talerens evne til at formidle engagementet til tilhøreren, så vi selv bliver engageret af budskabet. Når folk skal svare på, hvorfor de ikke får noget ud af forkyndelsen, så scorer monoton stemmeføring højest. Altså må det konstateres, at for rigtig mange er variation og intensitet i stemmeføringen afgørende for, om det lykkes at formidle et engagement. Det betyder altså på en måde vældig meget med den lydlige og kropslige indpakning. Men vi har altså brug for at mærke mennesket i forkynderen, for at engageres af ham eller hende, og det er nu en gang vores kropssprog med videre, der tydeliggør, hvad vi egentlig føler og tænker.

TydelighedMed det udtryk vil jeg pege på de faktorer, som handler om forkynderens evne til at få sit budskab klart formuleret og dermed hørt og forstået. Den faktor, som vægtes højest efter troværdighed og engagement, er som sagt at prædikenen har en klar disposition. En tydelig opbygning af prædikenen hjælper tilhøreren med at fastholde indholdet. Hertil kan man også føje faktorer som brug af bibelfortælling, brug af billeder og eksempler, som undersøgelsen også viser, har stor betydning. Det er helt klart min erfaring som både tilhører og forkynder, at det er disse elementer, som man fæstner sig ved efterfølgende. Det bliver til knager, som budskabet kan hænge på.

Som tilhører er dette relevant, fordi det kan være et redskab til at kompensere for forkynderens svagheder på det ene eller andet område. Jeg kan gøre en indsats fx i form af at fokusere mere på indholdet end personen, eller glædes over engagementet, når tydeligheden mangler osv. Det kan måske også være et redskab til konstruktiv dialog med forkynderen efterfølgende.
Dette kan have nok så stor betydning fordi vi i mange tilfælde må ”nøjes” med forkyndelse, hvor disse faktorer ikke altid lykkes, hvis vi skal have et forpligtende tilhørsforhold til én menighed , og ikke ende i en usund surfing fra prædikant til prædikant (online eller live).

----

Lidt uddybning og lidt til forkyndereI mine overvejelser har jeg trukket på nogle begreber fra klassisk retoriklære, nemlig at en god tale skal have den rette balance mellem ethos, pathos og logos. Ethos betyder at taleren må være troværdig, pathos at han må have lidenskab for sit emne og logos, at talens indhold skal hænge sammen. Og det er vel nogenlunde det, som jeg har forsøgt at komme omkring ovenfor, og man kan dermed også konkludere, at mennesker stadig ligner sig selv… Man kan dog spørge om det, at troværdighed (ethos) og engagement (pathos) scorer højere end dispositionen[1] (logos) ikke er tidstypisk fænomen? Og dernæst spørge, hvordan det harmonerer med, at man i meget høj grad bliver skolet i det som hører til logos-siden, (fagligheden) både i det generelle undervisningsmiljø og i den teologiske uddannelse, mens kunsten at beherske det talte sprog og kropssproget ikke får nær så meget opmærksomhed.

Som forkynder ved jeg, at det er svært at opnå den perfekte balance her, og at det har taget mange år og mange prædikener bare at nå et stykke vej. Den gode nyhed er tænker jeg, at styrke på et felt kan kompensere for svaghed på et andet. Og at jeg ofte er så heldig at have velvillige tilhørere, som også bidrager til at kompensere. Eller måske skulle man hellere sige, at heldigvis er løftet om Helligånden ikke alene knyttet til prædikanter af en vis kaliber.

Den dårlige nyhed er, at jeg ved ikke at tage alle tre sider seriøst kan komme til at spænde ben for mig selv. Fx eksempel kan det at tilhørerne godt kan lide mig ikke forhindre, at de kun får begrænset udbytte, hvis det ikke er lykkedes mig at få stoffet disponeret og budskabet gjort tydeligt – måske som følge af, at benarbejdet ikke er gjort godt nok.

Lørdag d. 4. oktober markerere ELM København sin 125 års fødselsdag. Jeg har i den forbindelse sat mig lidt ind i foreningens historie, og jeg har i den forbindelse fundet et interessant sammenfald med en aktuel kirkelig nyhed.
ELM København overtog i 1938 den tidligere sognekirke Bethlehemskirken, Blågårdsgade 40, som også er hjemsted for foreningen i dag. 

Her kan du læse om, hvordan LM-frimenigheden Nordvestkirken har købt Utterslev kirke, som er taget ud af brug som folkekirke.
Baggrunden for de to overtagelser er desværre modsat hinanden. I sin tid blev der bygget en ny og større Bethlehemskirke som følge af øget behov. Nu lukkes kirker i københavnsområdet som følge af fald i folkekirkens medlemstal.

Nå, men det interessante er egentlig, hvad der sker i en sådan proces, hvor man går fra at være forening eller menighed i et mere anonymt lokale til en egentlig kirkebygning. 
For den lille ELM-forening i sin tid fremgår det klart, at det var en stor glæde, men også en stor belastning at skulle drive sin egen kirkebygning. Nordvestkirken har tidligere haft sit eget hus, men man kan godt forestille sig, at vedligeholdelseskontoen kan komme til at se anderledes ud, når man har at gøre med en arkitekttegnet kirkebygning. Bygninger og huse har ganske givet stor betydning for missionsarbejdet generelt, men der kan også være nogle bindinger, som bliver større.

Dernæst er så det interessante, hvordan man kan udnytte at have overtaget en bygning, som tidligere har været folkelig ejendom, så at sige og meget synligt udadtil ligner en kirke. Jeg er ikke sikker på, at ELM København drog nytte af det eller var bevidst om det i sin tid. Bygningen kan udefra dog også knapt nok identificeres som en kirke. 
Formanden fra Nordvestkirken giver udtryk for at man håber på, at kirkens fortid kan give nye kontakter, og det vil jo være fantastisk hvis det kan lykkes.

I sin tid, da ELM København overtog kirken, så førte det til en overvejelse af, efter hvilken liturgi møderne skulle holdes. Den diskussion ser ud til at opstå som følge af, at man lige pludselig står med et "rigtigt" kirkerum. I hvert fald tog man også kirken i brug på den måde, at man fik lov til at holde nadver, og i en lang årrække har der været faste gudstjenester med nadver nogle gange om året. Det har formentlig fremmet en stærkere menighedstænkning, som idag fylder meget i selvforståelsen i ELM-København. 

Nordvestkirken er allerede igennem den proces så at sige, men det er nu alligevel interessant om de nye rammer giver anledning til justeringer i liturgi og menighedens selvforståelse. Og her må jeg så blankt erkende, at mit kendskab til menigheden er stærkt begrænset, så om det bliver tilfældet må andre svare på. 

Først og fremmest vil jeg dog gerne ønske frimenigheden tillykke med deres nye lokaler. Jeg håber, at de kan lykkes med at nå ud i "sognet" så at sige, og så finder jeg det positivt, at fri menighed på bibeltro grund flytter ind i en markant og centralt placeret kirkebygning, så folkekirken ikke har monopol være "kirken i sognet".

I forbindelse med projektet God forkyndelse, som ELM er en del, skulle jeg gennemlæse 12 tilfældige prædikenmanuskripter, som er blevet indsendt i forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen. I alt blev der indsendt 139 manuskripter. 
Det har været interessant og lærerigt dels at læse prædikenerne, dels at se det samlede resultat af analysen. Her kommer nogle tanker om dette i en skøn blanding:

Sådan en gennemlæsning blev for mig lidt et spejl, hvor jeg så mine egne svagheder som prædikant. Det var tungt at læse manuskripter, hvor der var alt for meget stof, og hvor der manglede eksempler og anvendelse af bibelteksten i tilhørernes liv. Den slags prædikener, har jeg nu nok holdt en del af selv, og det er ting, som jeg til stadighed kæmper med at få til at gå op (Her må jeg selvfølgelig tage forbehold for, at jeg ikke kendte noget til, hvilken sammenhæng prædikerne blev holdt i, eller kunne fornemme om prædikanten i sin fremførelse havde tilført noget af det "ekstra", som jeg savnede).

På det seneste har jeg tænkt meget over, hvor meget det kan betyde for, at en prædiken gør indtryk på mig, at den er båret af gode billeder og stærke eksempler. 
Jeg tænker her bl.a. på en svensk prædikant jeg hørte, som gribende fortalte om, at han sammen med sin familie var kørt i grøften langt ude i svensk skov, men blev reddet af en rå lastbilchauffør og hans tømmerlastbil, efter at postbilen var kørt forbi... Jeg behøver nok ikke sige, hvad bibelteksten var. 
Manuskripterne bekræftede dette for mig. Et af dem lykkedes i særlig grad med at få fat i mig ved at prikke til en forargelse over et "forfaldfænomen" i vores samfund, for så at vende den 180 grader og afsløre, at jeg jo selv gjorde det samme... 

Det er vel velkendt, at historier og billeder sætter sig bedre fast, men alligevel kan det godt slå mig, at sådan et bogligt menneske som jeg selv, med, skulle jeg synes, gode antenner hvad angår den kristne tro, bliver så afhængig af disse ting. Måske har det noget at gøre med, at for at høre det, jeg godt ved/kender i forvejen er jeg nødt til at høre det på en ny måde - eller det er i hvert fald en hjælp. 

Den samlede vurdering af prædikenerne er, at de generelt set har de nødvendige eksempler og billeder. Jeg blev blot igen mindet om betydningen af det. Når det er sagt, så må jeg jo tro på, at det ikke er min evne til at finde på eksempler, der er afgørende, men at Guds ord bliver formidlet. Som i så mange andre ting er tingene ofte et spørgsmål om grader. Den eksempel/billed-fattige prædiken er ikke nødvendigvis værdiløs. Og der ligger hos mig, som sikkert også hos de fleste tilhørere en åndelig dovenskab, som gør at vi gerne vil have tingene ind med skeer og med så lille en egenindsats som mulig.

Uanset opfatter jeg dette område som relevant at arbejde med. Når jeg læser manuskripterne og tænker på mine egne prædikener, så tænker jeg, at vi i Danmark i høj grad er præget af, at vi fra barnsben lærer at formulere os på skrift og disponere et stof osv., mens vi kun i meget mindre grad lærer den mundtlige formidlingskunst. Det tror jeg kan mærkes på mange prædikener. 
Jeg synes helt ærligt også, at det mærkes på rigtig mange af de offentlige taler vi har herhjemme. De svinger sig sjældent ret højt op - selvom der selvfølgelig er undtagelser. De to spidskandidater i dansk politik p.t. vinder i hvert fald ingen oratoriske priser!

Den gode tale er i øvrigt fra antikken bestemt som den rette balance mellem logos, pathos og ethos.
For at kommunikationen skal lykkes må indholdet være i orden og give mening, men taleren må også udvise en lidenskab, som engagerer tilhørerne, men endelig må taleren også have en karakter som person, som tilhøreren finder troværdig. Min konklusion i forhold til manuskripterne er så, at logos helt klart er på plads, mens jeg har sværere ved at fornemme talerens lidenskab. Den kan måske ses i personlige eksempler og tonen i det, ogjeg ved jo netop ikke om den lidt tørre prædiken er udført med et engagement, som overstråler dette. Prædikantens troværdighed er det endnu sværere at vurdere. Men som sagt er en del prædikener ret skriftlig orienterede.
Jeg tror måske, at det med lidenskaben, kan lide under i dag, at man er bange for at blive en karikatur af de gammeldags vækkelsesprædikanter, og/eller at man som prædikant kan kæmpe med at finde ind til en lidenskab, som ikke blot er påtaget til lejligheden, men som strømmer ud af det personlige engagement. Men selv der, hvor engagementet er der, kan måske savnes en kunnen i at tage det med op på talerstolen. 
At være sig selv på en talerstol kan faktisk nogle gange være at skrue op for volumen, for at blive hørt som sig selv!?

Når jeg læste prædikenerne kunne jeg glæde mig over, at der helt generelt var rigtig god bibelsk substans i det meste. Der er ikke noget, der tyder på, at folk i missionsforeningsbaglandene får en tynd kop te at leve på. Og det er vel et eller andet sted det væsentligste. Det samlede resultat siger at 81% af prædikenerne i høj grad var forankret i Bibelen!

Ellers påkalder det sig opmærksomhed, at der bliver talt en del om efterfølgelse af Kristus, mens det kun sjældent kommer til udtryk i et konkret kald til mission. Og så er mindst halvdelen af prædikenerne vurderet til at være vanskelige for ikke-troende at få noget ud af. Ser man de to ting sammen, så kan man ikke andet end få den tanke, at et af de største problemer omkring forkyndelsen i dag er, at det tenderer til at blive et lukket system, hvor vi kun er dem vi nu en gang er, og har mistet troen på, at det giver mening at tale til ikke-kristne, og at arbejde på, at de kommer med ind i fællesskabet!

I dag åbner den nok så omtalte stormoske i København, som har modtaget et større millionbeløb fra Qatar.
En begivenhed, som jeg ikke finder det helt let at have en mening omkring. 
Jens Ole Christensen kommer mig dog til hjælp i dagens Kristeligt Dagblad, hvor han byder moskeen velkommen i frihedens navn, men samtidig stiller spørgsmålet, om man ud fra samme moske vil kæmpe for de værdier, som gør det muligt at bygge en moske i Danmark. Vi ved at det sjældent er den måde, man tænker i landende i mellemøsten.

I samme udgave har præsten et indlæg, hvor han tager Emiren i Qatar i forsvar som fremmer af religionsfrihed, da han har støttet kirkebyggerier i Qatar. To ting springer dog i øjnene. For det første, at det nævnes to gange, at der er bygget kirker Qatar for kristne fremmedarbejdere. Det står uklart, om friheden også omfatter kristne fra Qatar med muslimsk baggrund...
For det andet så fortæller Leif Munksgaard, at han vil møde op til indvielsen i ornat, som han plejer at gøre til gudstjenester, og senere, at han er glad for at muslimerne har fået "gode forhold for deres gudstjenesteliv i København." Jeg synes at læsning mellem linjerne her fortæller, at Leif Munksgaard ser muslimsk gudsdyrkelse for lige så god som kristen gudsdyrkelse. Det giver så også mening, at vægten lægges på at kirker i Qatar er for dem, som er "født kristne" så at sige.

For mig er der altså to ting, som skal sige ved en sådan moskeåbning.
1. Åndsfriheden er afgørende. Frihed til at tro og praktisere sin religiøse overbevisning er afgørende i et hvert samfund, og som en del af et religiøst mindretal, som nogle gang mærker modvilje fra samfundet, vil jeg gerne hejse flaget for, at muslimerne bygger moskeer og prædiker deres tro og moral, som ikke er værre end meget andet som prædikes i dagens afkristnede Danmark. Dog med OBS på, at Islam ofte synes at modarbejde åndsfriheden og derfor være opmærksom på, at gå imod dette, når/hvis det viser sig blandt muslimer i Danmark.

2. Fastholde og sige klart at Islam er en falsk tro, og at vi dermed som kristne bør gøre alt, hvad vi kan for at modsige og afsløre dette. Først og fremmest ved at forkynde det sande evangelium om Jesus som eneste vej til Gud for både sekulære og muslimske danskere.