Som sikkert mange andre har jeg på det seneste fulgt med i debatten om forskningsminister Esben Lunde Larsens baggrund i den kristne tro og specielt hans tilknytning til Dansk Bibel Institut. Flere medier og meningsdannere har udtalt sig stærkt kritisk om DBI. Kritikken går især på, at man ikke på nogen måde kan påberåbe sig videnskabelighed, hvis man forsker i teologi ud fra en klassisk kristen synsvinkel og med åbenhed over for Gud som en virkelighed, der griber ind i denne verden. 
Det ses fx her i Politiken
Jeg er med på, at det ikke er alle, der går med på den stærkt kritiske vogn, men det får alligevel lov til at sætte en dagsorden, som mange følger: Hvis man hævder, at vi kan bruge Bibelen til at sige noget om, hvordan vi bør handle som mennesker, som er man en lige så slem fundamentalist, som radikale muslimer. Og hvis blot man har en kristen tro, der minder om det, så er man uegnet til at bestride en ministerpost - i hvert fald, når det handler om videnskab.
Når det så endda hævdes, at man ikke bør kunne få merit fra en uddannelse med et kristent grundlag, så hævder man i virkeligheden også, at alene mistanken om, at man kan have fået en kristen prægning skal diskvalificere en, og dermed nærmer man sig en egentlig sindelagskontrol.

I kontrast til det, så blev julesangen "Hvad er det der gør jul til noget særligt" skrevet af tidligere lærer på det Kristne Gymnasium i Ringkøbing valgt som årets julesang i en DR konkurrence. 
Nu har jeg ikke læst de øvrige sangforslag, men jeg synes alligevel at det er bemærkelsesværdigt, at man i afstemningen er landet på en sang, der er meget klar i, at julens indhold er det kristne budskab om barnet i krybben og af en person med et tydeligt ståsted i klassisk kristendom. Herfra går der i øvrigt på flere måder en lige linje til en kunstner som Jonas Haahr Petersen fra "Hymns from Nineveh", som har vundet bred anerkendelse for sin musik og sine tekster, hvor den kristne inspiration ofte er ret tydelig.

Jeg ser den spænding som et udtryk for, at Danmark har svært ved at komme til rette med sin kristne arv. På den ene side skal man ikke nyde noget af, at nogen skal komme og sige noget som helst om, hvad der er op og ned, hvad der er godt og skidt. På den anden side så er der en dyb længsel efter indhold og mening, noget ægte, noget at tro på.

Det skaber det paradoks, at en kultur på den ene side søger det genuint kristne for dets ægthed for dets meningfuldhed, samtidig med, at man på den anden side ønsker at afskære sig fra steder som fx Dansk Bibel Institut, hvor en sådan kristen tro fremelskes.

Der er selvfølgelig mange mellemregninger i alt dette, ikke mindst at den danske kultur ikke er en samlet enhed, men jeg synes alligevel disse to agendaer fortjente at blive sat op mod hinanden.

Det følgende indlæg er skrevet til bloggen på www.godforkyndelse.dk.

Man kan vurdere forkyndelsens ”godhed” på (mindst) to vidt forskellige parametre. Hhv. den teologiske, indholdsmæssige kvalitet, og så den erfarede kvalitet hos modtageren.  En del af spørgeskemaundersøgelsen handler om, hvilke faktorer, der har betydning for, at tilhørerne føler, at de får noget ud af forkyndelsen.

Det kan vel sammenlignes lidt med forskellen på at læse varedeklarationen på leverpostejen og så at smage på den.  Ingen af delene er ligegyldige, men man kan ikke læse sig frem til om det er en god leverpostej.

De tre faktorer hos forkynderen, som tilhøreren vægter højest i forhold til at få noget ud af forkyndelsen er: 1) forkynderens evne til at tale levende og engageret, 2) at han virker troværdig og 3) at talen har en klar disposition (Jeg vælger her at se bort fra faktorer hos tilhøreren selv, som også vægtes forholdsvis højt).

Dette vil jeg reflektere lidt yderligere over under følgende tre overskrifter:

Sympati/antipatiMin evne til at tage et budskab ind påvirkes i høj grad af om jeg har sympati eller antipati mod personen. Mange forkyndere, som jeg lytter til, vil jeg have tommefingeren op eller ned til i forvejen, fordi jeg kender dem og har respekt for dem som mennesker og som kristne. Men ligesom i et helt almindeligt møde mellem nye mennesker, så fatter jeg også lynhurtig sympati eller antipati, når en person træder frem – ud fra mine helt personlige menneskelige præferencer.

EngagementI undersøgelsen vægter tilhørerne det meget højt, at forkynderen er levende og engageret. Det som det her handler om er jo talerens evne til at formidle engagementet til tilhøreren, så vi selv bliver engageret af budskabet. Når folk skal svare på, hvorfor de ikke får noget ud af forkyndelsen, så scorer monoton stemmeføring højest. Altså må det konstateres, at for rigtig mange er variation og intensitet i stemmeføringen afgørende for, om det lykkes at formidle et engagement. Det betyder altså på en måde vældig meget med den lydlige og kropslige indpakning. Men vi har altså brug for at mærke mennesket i forkynderen, for at engageres af ham eller hende, og det er nu en gang vores kropssprog med videre, der tydeliggør, hvad vi egentlig føler og tænker.

TydelighedMed det udtryk vil jeg pege på de faktorer, som handler om forkynderens evne til at få sit budskab klart formuleret og dermed hørt og forstået. Den faktor, som vægtes højest efter troværdighed og engagement, er som sagt at prædikenen har en klar disposition. En tydelig opbygning af prædikenen hjælper tilhøreren med at fastholde indholdet. Hertil kan man også føje faktorer som brug af bibelfortælling, brug af billeder og eksempler, som undersøgelsen også viser, har stor betydning. Det er helt klart min erfaring som både tilhører og forkynder, at det er disse elementer, som man fæstner sig ved efterfølgende. Det bliver til knager, som budskabet kan hænge på.

Som tilhører er dette relevant, fordi det kan være et redskab til at kompensere for forkynderens svagheder på det ene eller andet område. Jeg kan gøre en indsats fx i form af at fokusere mere på indholdet end personen, eller glædes over engagementet, når tydeligheden mangler osv. Det kan måske også være et redskab til konstruktiv dialog med forkynderen efterfølgende.
Dette kan have nok så stor betydning fordi vi i mange tilfælde må ”nøjes” med forkyndelse, hvor disse faktorer ikke altid lykkes, hvis vi skal have et forpligtende tilhørsforhold til én menighed , og ikke ende i en usund surfing fra prædikant til prædikant (online eller live).

----

Lidt uddybning og lidt til forkyndereI mine overvejelser har jeg trukket på nogle begreber fra klassisk retoriklære, nemlig at en god tale skal have den rette balance mellem ethos, pathos og logos. Ethos betyder at taleren må være troværdig, pathos at han må have lidenskab for sit emne og logos, at talens indhold skal hænge sammen. Og det er vel nogenlunde det, som jeg har forsøgt at komme omkring ovenfor, og man kan dermed også konkludere, at mennesker stadig ligner sig selv… Man kan dog spørge om det, at troværdighed (ethos) og engagement (pathos) scorer højere end dispositionen[1] (logos) ikke er tidstypisk fænomen? Og dernæst spørge, hvordan det harmonerer med, at man i meget høj grad bliver skolet i det som hører til logos-siden, (fagligheden) både i det generelle undervisningsmiljø og i den teologiske uddannelse, mens kunsten at beherske det talte sprog og kropssproget ikke får nær så meget opmærksomhed.

Som forkynder ved jeg, at det er svært at opnå den perfekte balance her, og at det har taget mange år og mange prædikener bare at nå et stykke vej. Den gode nyhed er tænker jeg, at styrke på et felt kan kompensere for svaghed på et andet. Og at jeg ofte er så heldig at have velvillige tilhørere, som også bidrager til at kompensere. Eller måske skulle man hellere sige, at heldigvis er løftet om Helligånden ikke alene knyttet til prædikanter af en vis kaliber.

Den dårlige nyhed er, at jeg ved ikke at tage alle tre sider seriøst kan komme til at spænde ben for mig selv. Fx eksempel kan det at tilhørerne godt kan lide mig ikke forhindre, at de kun får begrænset udbytte, hvis det ikke er lykkedes mig at få stoffet disponeret og budskabet gjort tydeligt – måske som følge af, at benarbejdet ikke er gjort godt nok.

Lørdag d. 4. oktober markerere ELM København sin 125 års fødselsdag. Jeg har i den forbindelse sat mig lidt ind i foreningens historie, og jeg har i den forbindelse fundet et interessant sammenfald med en aktuel kirkelig nyhed.
ELM København overtog i 1938 den tidligere sognekirke Bethlehemskirken, Blågårdsgade 40, som også er hjemsted for foreningen i dag. 

Her kan du læse om, hvordan LM-frimenigheden Nordvestkirken har købt Utterslev kirke, som er taget ud af brug som folkekirke.
Baggrunden for de to overtagelser er desværre modsat hinanden. I sin tid blev der bygget en ny og større Bethlehemskirke som følge af øget behov. Nu lukkes kirker i københavnsområdet som følge af fald i folkekirkens medlemstal.

Nå, men det interessante er egentlig, hvad der sker i en sådan proces, hvor man går fra at være forening eller menighed i et mere anonymt lokale til en egentlig kirkebygning. 
For den lille ELM-forening i sin tid fremgår det klart, at det var en stor glæde, men også en stor belastning at skulle drive sin egen kirkebygning. Nordvestkirken har tidligere haft sit eget hus, men man kan godt forestille sig, at vedligeholdelseskontoen kan komme til at se anderledes ud, når man har at gøre med en arkitekttegnet kirkebygning. Bygninger og huse har ganske givet stor betydning for missionsarbejdet generelt, men der kan også være nogle bindinger, som bliver større.

Dernæst er så det interessante, hvordan man kan udnytte at have overtaget en bygning, som tidligere har været folkelig ejendom, så at sige og meget synligt udadtil ligner en kirke. Jeg er ikke sikker på, at ELM København drog nytte af det eller var bevidst om det i sin tid. Bygningen kan udefra dog også knapt nok identificeres som en kirke. 
Formanden fra Nordvestkirken giver udtryk for at man håber på, at kirkens fortid kan give nye kontakter, og det vil jo være fantastisk hvis det kan lykkes.

I sin tid, da ELM København overtog kirken, så førte det til en overvejelse af, efter hvilken liturgi møderne skulle holdes. Den diskussion ser ud til at opstå som følge af, at man lige pludselig står med et "rigtigt" kirkerum. I hvert fald tog man også kirken i brug på den måde, at man fik lov til at holde nadver, og i en lang årrække har der været faste gudstjenester med nadver nogle gange om året. Det har formentlig fremmet en stærkere menighedstænkning, som idag fylder meget i selvforståelsen i ELM-København. 

Nordvestkirken er allerede igennem den proces så at sige, men det er nu alligevel interessant om de nye rammer giver anledning til justeringer i liturgi og menighedens selvforståelse. Og her må jeg så blankt erkende, at mit kendskab til menigheden er stærkt begrænset, så om det bliver tilfældet må andre svare på. 

Først og fremmest vil jeg dog gerne ønske frimenigheden tillykke med deres nye lokaler. Jeg håber, at de kan lykkes med at nå ud i "sognet" så at sige, og så finder jeg det positivt, at fri menighed på bibeltro grund flytter ind i en markant og centralt placeret kirkebygning, så folkekirken ikke har monopol være "kirken i sognet".

I forbindelse med projektet God forkyndelse, som ELM er en del, skulle jeg gennemlæse 12 tilfældige prædikenmanuskripter, som er blevet indsendt i forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen. I alt blev der indsendt 139 manuskripter. 
Det har været interessant og lærerigt dels at læse prædikenerne, dels at se det samlede resultat af analysen. Her kommer nogle tanker om dette i en skøn blanding:

Sådan en gennemlæsning blev for mig lidt et spejl, hvor jeg så mine egne svagheder som prædikant. Det var tungt at læse manuskripter, hvor der var alt for meget stof, og hvor der manglede eksempler og anvendelse af bibelteksten i tilhørernes liv. Den slags prædikener, har jeg nu nok holdt en del af selv, og det er ting, som jeg til stadighed kæmper med at få til at gå op (Her må jeg selvfølgelig tage forbehold for, at jeg ikke kendte noget til, hvilken sammenhæng prædikerne blev holdt i, eller kunne fornemme om prædikanten i sin fremførelse havde tilført noget af det "ekstra", som jeg savnede).

På det seneste har jeg tænkt meget over, hvor meget det kan betyde for, at en prædiken gør indtryk på mig, at den er båret af gode billeder og stærke eksempler. 
Jeg tænker her bl.a. på en svensk prædikant jeg hørte, som gribende fortalte om, at han sammen med sin familie var kørt i grøften langt ude i svensk skov, men blev reddet af en rå lastbilchauffør og hans tømmerlastbil, efter at postbilen var kørt forbi... Jeg behøver nok ikke sige, hvad bibelteksten var. 
Manuskripterne bekræftede dette for mig. Et af dem lykkedes i særlig grad med at få fat i mig ved at prikke til en forargelse over et "forfaldfænomen" i vores samfund, for så at vende den 180 grader og afsløre, at jeg jo selv gjorde det samme... 

Det er vel velkendt, at historier og billeder sætter sig bedre fast, men alligevel kan det godt slå mig, at sådan et bogligt menneske som jeg selv, med, skulle jeg synes, gode antenner hvad angår den kristne tro, bliver så afhængig af disse ting. Måske har det noget at gøre med, at for at høre det, jeg godt ved/kender i forvejen er jeg nødt til at høre det på en ny måde - eller det er i hvert fald en hjælp. 

Den samlede vurdering af prædikenerne er, at de generelt set har de nødvendige eksempler og billeder. Jeg blev blot igen mindet om betydningen af det. Når det er sagt, så må jeg jo tro på, at det ikke er min evne til at finde på eksempler, der er afgørende, men at Guds ord bliver formidlet. Som i så mange andre ting er tingene ofte et spørgsmål om grader. Den eksempel/billed-fattige prædiken er ikke nødvendigvis værdiløs. Og der ligger hos mig, som sikkert også hos de fleste tilhørere en åndelig dovenskab, som gør at vi gerne vil have tingene ind med skeer og med så lille en egenindsats som mulig.

Uanset opfatter jeg dette område som relevant at arbejde med. Når jeg læser manuskripterne og tænker på mine egne prædikener, så tænker jeg, at vi i Danmark i høj grad er præget af, at vi fra barnsben lærer at formulere os på skrift og disponere et stof osv., mens vi kun i meget mindre grad lærer den mundtlige formidlingskunst. Det tror jeg kan mærkes på mange prædikener. 
Jeg synes helt ærligt også, at det mærkes på rigtig mange af de offentlige taler vi har herhjemme. De svinger sig sjældent ret højt op - selvom der selvfølgelig er undtagelser. De to spidskandidater i dansk politik p.t. vinder i hvert fald ingen oratoriske priser!

Den gode tale er i øvrigt fra antikken bestemt som den rette balance mellem logos, pathos og ethos.
For at kommunikationen skal lykkes må indholdet være i orden og give mening, men taleren må også udvise en lidenskab, som engagerer tilhørerne, men endelig må taleren også have en karakter som person, som tilhøreren finder troværdig. Min konklusion i forhold til manuskripterne er så, at logos helt klart er på plads, mens jeg har sværere ved at fornemme talerens lidenskab. Den kan måske ses i personlige eksempler og tonen i det, ogjeg ved jo netop ikke om den lidt tørre prædiken er udført med et engagement, som overstråler dette. Prædikantens troværdighed er det endnu sværere at vurdere. Men som sagt er en del prædikener ret skriftlig orienterede.
Jeg tror måske, at det med lidenskaben, kan lide under i dag, at man er bange for at blive en karikatur af de gammeldags vækkelsesprædikanter, og/eller at man som prædikant kan kæmpe med at finde ind til en lidenskab, som ikke blot er påtaget til lejligheden, men som strømmer ud af det personlige engagement. Men selv der, hvor engagementet er der, kan måske savnes en kunnen i at tage det med op på talerstolen. 
At være sig selv på en talerstol kan faktisk nogle gange være at skrue op for volumen, for at blive hørt som sig selv!?

Når jeg læste prædikenerne kunne jeg glæde mig over, at der helt generelt var rigtig god bibelsk substans i det meste. Der er ikke noget, der tyder på, at folk i missionsforeningsbaglandene får en tynd kop te at leve på. Og det er vel et eller andet sted det væsentligste. Det samlede resultat siger at 81% af prædikenerne i høj grad var forankret i Bibelen!

Ellers påkalder det sig opmærksomhed, at der bliver talt en del om efterfølgelse af Kristus, mens det kun sjældent kommer til udtryk i et konkret kald til mission. Og så er mindst halvdelen af prædikenerne vurderet til at være vanskelige for ikke-troende at få noget ud af. Ser man de to ting sammen, så kan man ikke andet end få den tanke, at et af de største problemer omkring forkyndelsen i dag er, at det tenderer til at blive et lukket system, hvor vi kun er dem vi nu en gang er, og har mistet troen på, at det giver mening at tale til ikke-kristne, og at arbejde på, at de kommer med ind i fællesskabet!

I dag åbner den nok så omtalte stormoske i København, som har modtaget et større millionbeløb fra Qatar.
En begivenhed, som jeg ikke finder det helt let at have en mening omkring. 
Jens Ole Christensen kommer mig dog til hjælp i dagens Kristeligt Dagblad, hvor han byder moskeen velkommen i frihedens navn, men samtidig stiller spørgsmålet, om man ud fra samme moske vil kæmpe for de værdier, som gør det muligt at bygge en moske i Danmark. Vi ved at det sjældent er den måde, man tænker i landende i mellemøsten.

I samme udgave har præsten et indlæg, hvor han tager Emiren i Qatar i forsvar som fremmer af religionsfrihed, da han har støttet kirkebyggerier i Qatar. To ting springer dog i øjnene. For det første, at det nævnes to gange, at der er bygget kirker Qatar for kristne fremmedarbejdere. Det står uklart, om friheden også omfatter kristne fra Qatar med muslimsk baggrund...
For det andet så fortæller Leif Munksgaard, at han vil møde op til indvielsen i ornat, som han plejer at gøre til gudstjenester, og senere, at han er glad for at muslimerne har fået "gode forhold for deres gudstjenesteliv i København." Jeg synes at læsning mellem linjerne her fortæller, at Leif Munksgaard ser muslimsk gudsdyrkelse for lige så god som kristen gudsdyrkelse. Det giver så også mening, at vægten lægges på at kirker i Qatar er for dem, som er "født kristne" så at sige.

For mig er der altså to ting, som skal sige ved en sådan moskeåbning.
1. Åndsfriheden er afgørende. Frihed til at tro og praktisere sin religiøse overbevisning er afgørende i et hvert samfund, og som en del af et religiøst mindretal, som nogle gang mærker modvilje fra samfundet, vil jeg gerne hejse flaget for, at muslimerne bygger moskeer og prædiker deres tro og moral, som ikke er værre end meget andet som prædikes i dagens afkristnede Danmark. Dog med OBS på, at Islam ofte synes at modarbejde åndsfriheden og derfor være opmærksom på, at gå imod dette, når/hvis det viser sig blandt muslimer i Danmark.

2. Fastholde og sige klart at Islam er en falsk tro, og at vi dermed som kristne bør gøre alt, hvad vi kan for at modsige og afsløre dette. Først og fremmest ved at forkynde det sande evangelium om Jesus som eneste vej til Gud for både sekulære og muslimske danskere.

Jeg glæder mig over, at kunne præsentere en ny hjemmeside for ELM! Ansigtsløftninger tror vi generelt ikke så meget på i ELM, da vi ikke fornægter at livet ikke vare evigt - her på denne jord vel at mærke. Men en elektronisk ansigtsløftning var alligevel på sin plads for ELM, da den gamle ikke længere kunne mere. Så der er måske også mere tale om en ny skabning... Nok med alle metaforerne. Jeg håber, at du finder, hvad du søger, ellers skriv og spørg og foreslå ændringer. 

Samtidig med lanceringen af hjemmesiden vil jeg forsøge at få liv en blog (her), hvor jeg vil placere aktuelle kommentarer og refleksioner over ELM-virkeligheden og Guds riges virkelighed.