Leder Liv i Troen 5/2017
Jeg ved ikke helt, hvor jeg har samlet dette udtryk op – eller om det er et gængs udtryk. Jeg synes under alle omstændigheder at det er et godt udtryk. Og jeg vil forsøge at forklare, hvorfor.
Begrebet nådemiddel er et særligt luthersk udtryk. Det er ikke hentet direkte fra Bibelen, men udtrykker noget, som er bibelsk. Nemlig det at Guds nåde bliver formidlet til os gennem noget konkret. Et middel. Det er ikke Jesus selv, der tænkes på, selvom han er den egentlig nåde-formidler. Der tænkes på den konkrete måde, vi i dag har mulighed for at komme i kontakt med Gud på. Det er først og fremmest gennem Guds ord. Guds ord er de ord, vi finder i Bibelen, men det er også når Bibelens budskab bliver formidlet med vores egne ord i fx prædiken, sang og vidnesbyrd. Bibelen fortæller os, at Guds ord er levende, og er i stand til ved Helligånden at skabe tro i menneskers hjerter. Det formidler altså Guds frelse til mennesker.
Sakramenter er nådemidler
Dernæst bruger vi også udtrykket om de to sakramenter, dåben og nadveren. Det er særligt her, at den lutherske forståelse kommer til udtryk. Sakramenterne er ikke bare ydre synlige symboler på en skjult åndelig virkelighed. De er derimod konkrete og synlige handlinger, som formidler Guds nåde til os. Brød og vin ER samtidig Jesu legeme og blod, som renser os fra synd, og dåbens vand frelser virkelig den, som modtager dåben (Tit 3,5). Kendetegnet på nådemiddelskristendom er derfor, at man tillægger Guds ord og sakramenter stor betydning. Dels ved at vise mennesker hen til dem, som de eneste sikre steder for at lære Gud at kende og blive frelst, dels ved, at vi i højere grad lægger vægten på brugen af Guds ord og sakramenter end på, at bedømme vores egen eller andres tro ud fra åndelige erfaringer eller tydelige kristne frugter. Det er også med til at fastholde evangeliet som noget der virkelig gælder for alle, og ikke kun for dem, der ”ser kristne ud”.
Balance mellem afveje
Nådemiddelskristendom er samtidig et forsøg på at holde en balance mellem to afveje. Den ene afvej er, at man gør Guds ord og sakramenterne mere eller mindre overflødige for forholdet til Gud – måske fordi man siger, at man møder ham i personlige åbenbaringer, i naturen, eller bare uden videre har fællesskab med Gud. Den anden afvej er, at man gør fx dåben eller formel tilslutning til den kristne lære til en automatisk forsikring om, at man kender Gud. Nådemidlerne har kun frelsende virkning, der hvor budskabet, bragt frem af ord og sakramenter, modtages i tro. Altså tro på, at Gud frelser mig ved sin nåde. Tro, som fører til en ny kærlighed til Gud og næsten. Tro som ønsker at leve i efterfølgelse af Jesus. Derfor er det også forkert at gøre åndelige erfaringer og et aktivt kristenliv suspekt, da de er naturlige følger af en frelsende tro. Det hører desuden med til billedet, at Gud har vist os hen til nådemidlerne, hvilket ikke hindrer Ham i, at gribe ind i menneskers liv på mange forskellige måder.
Jeg ved ikke helt, hvor jeg har samlet dette udtryk op – eller om det er et gængs udtryk. Jeg synes under alle omstændigheder at det er et godt udtryk. Og jeg vil forsøge at forklare, hvorfor.
Begrebet nådemiddel er et særligt luthersk udtryk. Det er ikke hentet direkte fra Bibelen, men udtrykker noget, som er bibelsk. Nemlig det at Guds nåde bliver formidlet til os gennem noget konkret. Et middel. Det er ikke Jesus selv, der tænkes på, selvom han er den egentlig nåde-formidler. Der tænkes på den konkrete måde, vi i dag har mulighed for at komme i kontakt med Gud på. Det er først og fremmest gennem Guds ord. Guds ord er de ord, vi finder i Bibelen, men det er også når Bibelens budskab bliver formidlet med vores egne ord i fx prædiken, sang og vidnesbyrd. Bibelen fortæller os, at Guds ord er levende, og er i stand til ved Helligånden at skabe tro i menneskers hjerter. Det formidler altså Guds frelse til mennesker.
Sakramenter er nådemidler
Dernæst bruger vi også udtrykket om de to sakramenter, dåben og nadveren. Det er særligt her, at den lutherske forståelse kommer til udtryk. Sakramenterne er ikke bare ydre synlige symboler på en skjult åndelig virkelighed. De er derimod konkrete og synlige handlinger, som formidler Guds nåde til os. Brød og vin ER samtidig Jesu legeme og blod, som renser os fra synd, og dåbens vand frelser virkelig den, som modtager dåben (Tit 3,5). Kendetegnet på nådemiddelskristendom er derfor, at man tillægger Guds ord og sakramenter stor betydning. Dels ved at vise mennesker hen til dem, som de eneste sikre steder for at lære Gud at kende og blive frelst, dels ved, at vi i højere grad lægger vægten på brugen af Guds ord og sakramenter end på, at bedømme vores egen eller andres tro ud fra åndelige erfaringer eller tydelige kristne frugter. Det er også med til at fastholde evangeliet som noget der virkelig gælder for alle, og ikke kun for dem, der ”ser kristne ud”.
Balance mellem afveje
Nådemiddelskristendom er samtidig et forsøg på at holde en balance mellem to afveje. Den ene afvej er, at man gør Guds ord og sakramenterne mere eller mindre overflødige for forholdet til Gud – måske fordi man siger, at man møder ham i personlige åbenbaringer, i naturen, eller bare uden videre har fællesskab med Gud. Den anden afvej er, at man gør fx dåben eller formel tilslutning til den kristne lære til en automatisk forsikring om, at man kender Gud. Nådemidlerne har kun frelsende virkning, der hvor budskabet, bragt frem af ord og sakramenter, modtages i tro. Altså tro på, at Gud frelser mig ved sin nåde. Tro, som fører til en ny kærlighed til Gud og næsten. Tro som ønsker at leve i efterfølgelse af Jesus. Derfor er det også forkert at gøre åndelige erfaringer og et aktivt kristenliv suspekt, da de er naturlige følger af en frelsende tro. Det hører desuden med til billedet, at Gud har vist os hen til nådemidlerne, hvilket ikke hindrer Ham i, at gribe ind i menneskers liv på mange forskellige måder.
RSS-feed