Noget af det, som gør historien om Luther fortsat aktuel er hans opgør med menneskers åndelige magtmisbrug. Det vil jeg gerne fremhæve her på 500-års dagen for rerformationen. Forstå mig ret, det handler netop om retfærdiggørelse af tro, tilbage til Bibelen osv., som vi sikkert har hørt, men hvorfor var det nødvendigt? Jo, det var det fordi mennesker og menneskers institutioner havde tilranet sig en magt over menneskers samvittighed, som den ikke havde ret til.  Dette var og er et problem både før og efter Luther.

Bundet til mennesker
På Luthers tid var kirken og det kirkelige hierarki den absolutte autoritet. At sætte sig op mod dem, ville svare til at sætte sig op mod Gud selv – og det fik Luther og mange andre at føle. I takt med, at den lutherske kirke blev til en institution og fik præster med magt, så er det også sket at den lutherske kirke, eller personer i den, har bundet mennesker mere til institutionen eller til en bestemt måde at tro eller handle på – end til Jesus. Til alle tider er det sket, når en forkynder eller præst – han være sig luthersk eller ej – gør sig selv til en absolut autoritet i forhold til tilhørernes forhold til Gud. Det kan være sagt ligeud: Jeg er Guds særlige talerør til jer. Eller det kan være mere skjulte følelsesmæssige bindinger som opstår - der er bare ligesom ikke plads til at stille spørgsmålstegn, ved det han siger, eller at forholde sig kritisk til nogle sider ved ham.

Autoriteten ligger i Guds ord
Det er en balancegang, for alle som deler Guds ord med andre, om man får Guds ords autoritet med - den autoritet, der ligger i, at det er Sandheden med stort S. Vi skal ikke relativisere budskabet. Men særligt de mennesker, som er stærke personligheder – eller dem der står i situationer, hvor relationen ikke er ligeværdig – fx børn-voksne - må ikke glemme at understrege, at den endelige autoritet ligger hos Gud og i hans ord.
Dette er i hvert fald én måde, hvor vi i dag må gøre budskabet om, at mennesket retfærdiggøres af tro alene aktuelt. Det er den personlige relation til Gud og ikke til nogen anden person, som min frelse bygger på, og at det er Guds ord – skriften alene, som har den absolutte autoritet i mit liv. Det kan måske virke som om det svækker budskabet i første omgang, men når/hvis autoriteten, hvad enten det er en person eller en institution, falder ned fra piedestalen, så kan relationen til Gud lettere bevares intakt.
Så kære læser, du ønskes et glædeligt reformationsjubilæum og god læselyst. Med hovedpersonens egne ord in mente:
”Hvordan skulle det så komme så vidt med mig usle, stinkende ormesæk, at man skulle kalde Kristi børn med mit navn, som der jo ikke er nogen frelse i?”

Jeg kan i øvrigt med glæde konstatere, at Luthers store Galaterbrevskommentar er genudgivet i forbindelse med jubilæet. Den fortæller om noget, om hvordan vi kan have en fri samvittighed i forholdet til Gud. Læs den!
lohse.dk/nyheder/store-galaterbrevskommentar-i.html

Bibelselskabet har udgivet hæftet "Noget om den kristne tro". Bogen er i dansk sammenhæng noget så bemærkelsesværdigt som en tværkirkelig udgivelse. Hæftet er udarbejdet af Danske kirkers råd, der består af Folkekirken, Den katolske kirke i Danmark og en række øvrige frikirker, bl.a. Pinsekirken, Baptistkirken og Missionsforbundet. Hæftet er tænkt som en grundlæggende præsentation af den kristne tro og som en invitation til at opleve "det kristne liv", en invitation til at tage på en "rejse, hvor ord og forestillinger, som virker velkendte, kan blive nye" Og her tænkes på de grundlæggende kristne begreber, Gud, Kirke og bøn m.fl.

Med tanke på, at dette hæfte ser ud til at blive spredt vidt omkring i kirkelivet, og der formentlig også er mennesker i ELM, som vil støde på det, vil jeg give det nogle ord med på vejen. Lad det også være sagt med det samme, at jeg på forhånd er skeptisk indstillet over for et sådan projekt.

Udgangspunkt i Fadervor
Hæftet tager udgangspunkt i Fadervor som udtryk for, hvad kristen tro er. Ud fra den bøn formuleres nærmere, hvad der forstås ved emner som Gud, ondskab, påske, pinse, skyld tilgivelse og skabt i Guds billede.
Hæftet præsenterer sig fint med en forside, hvor klassisk kirkelig udsmykning møder moderne arbejdsliv under en blå himmel med et glimt af et kirketårn. Ellers synes jeg illustrationerne ofte er lidt glansbilled- eller drømmeagtige. Der anslås også en meget forsigtig og lidt drømmende tone i teksterne, hvor man nærmer sig den kristne tro som noget større, som "lysvæld bagved lysvæld". Der appelleres altså til erfaringen af, at der er "mere mellem himmel og jord" Med mine ret lave forventninger nåede jeg også at blive positivt overrasket over, at der dog også sige gode og konkrete ting om, hvad den kristne tro handler om.

Taler udenom
Alligevel ender jeg med at sidde tilbage med en næsten ulykkelig følelse, når hæftet når til at tale om Jesu død på korset. Der, hvor vi er ved selve evangeliets kerne, bliver der talt uden om slet og ret. Betydningen af Jesu død bliver omtalt som et mysterium og der bliver refereret til forskellige kirkehistoriske tolkninger af dette uden nærmere tilslutning eller vurdering. Med andre ord bliver der ikke talt klart om, hvorfor Jesus måtte dø, altså menneskers problem, eller om, hvad det egentlig er at den kristne tro tilbyder. Jo, der nævnes, at den giver håb om evigt liv og sejr over døden, men det som for mig at se, står aller klarest i Bibelen er, at Jesus døde for at redde mennesker fra evig fortabelse - den straf, som vi alle har fortjent på grund af vores synd. Guds vrede og fortabelsen nævnes ikke i hæftet! jeg forstår godt baggrunden for det, nemlig at der ikke er enighed i kirkerne bagved om, det er reelle størrelser. Virkeligheden er desværre den, at man fx ikke ville kunne stå sammen om at fremhæve et vers som Joh 3,16: Således elskede Gud verden...

Og det er nok også på den baggrund, at jeg har været skeptisk. Når så dertil lægges, at man heller ikke rigtig kan sige noget om sakramenterne, om hvad det vil sige at tro, om kristen moral osv. så er der ikke så meget tilbage.
En kirkeleder fremhæver det fælles hæfte som en måde at gøre det kristne budskab mere troværdigt. Jeg mener tværtimod, at et så diffust et budskab savner troværdighed. Jeg tænker, at det enkelte kirkesamfund kunne præsentere et langt stærkere budskab kommunikationsmæssigt, hvis de gjorde det alene - om så budskabet i sig selv var et andet end det jeg står for.

Jeg er klar på, at det er en udfordring, også for vores troværdighed, at vi som kristne er splittet i mange kirkesamfund - også flere end nødvendigt. Men så længe, der eksisterer grundlæggende uenigheder i, hvad det centrale i kristendommen er - hvad enten det om vejen til frelse i forhold til katolikker, eller synet på himmel og helvede i forhold til mainstream folkekirke - så er disse opdelinger nødvendige. Ellers drukner evangeliets glædelige budskab i bløde formuleringer og tomme floskler.