Begrebet skam har fulgt mig i et stykke tid efterhånden. Skam er også et tema i påsken, som vi er på vej ind i. Der står om Jesus, at han udholdt korset uden at ænse dets skam (Heb 12,2). Skammen bestod i den totale fratagelse af ære og værdighed, som behandlingen både før og under korsfæstelsen indebar. Gennem mishandling, hån og mange andre ondskabsfuldheder, inklusive afklædning, blev Jesus fremstillet som totalt uværdig og foragtelig. Det var prisen for at frelse os, som han sammen med den fysiske smerte var villig til at betale for os.
Skam handler om at opfatte sig selv, eller af andre blive opfattet som uværdig og uden ret til fællesskab og kærlighed. Udstødelse kan være et andet ord for det. Menneskets eneste værn mod det er at skjule sig, enten bogstaveligt ved at undgå andre, eller ved at holde det hemmeligt og dække over det, som man forventer andre vil afvise én på grund af.
Da Adam og Eva syndede, kom skammen også ind i verden. De frygtede Guds afsløring og afvisning, som ganske rigtigt også blev konsekvensen: De måtte ud af Edens have, væk fra Guds ansigt. Og dog forlod Gud ikke sit menneske men satte sin redningsplan i værk.
Men siden den dag har mennesket levet med denne frygt for forkastelse. ”Lad mig ikke blive til skamme,” lyder det igen og igen i Salmernes bog. Men da Jesus led og døde langfredag, gik han til frontalangreb mod denne udstødelse. Korsets ydre skam viser sig blot at være en genspejling af, hvad der virkelig sker. ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” skriger Jesus. Gud Fader kaster sin egen søn ud i mørket udenfor, han mister det livgivende fællesskab med Skaberen, fordi han er gjort til ét med den skyld og den uværdighed, som klæber til os mennesker. Det, som gør os uværdige til fællesskab med Gud. Dér på korset sker det under, at det som var vores, nu ikke længere er vores, og det som vi mangler: renhed og værdighed, det får vi lov til at regne for vores gennem Jesus. Jesus blev forladt, forkastet af Gud i stedet for dig og mig. Hvad end vi selv eller andre finder af uværdigt og frastødende hos os, så ser Gud det ikke. For han ser os rensede og iklædt Jesu retfærdighed og værdighed.

I den gamle salme Aleneste Gud, synger vi (SOS nr. 26) :
O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam,
som vil os Himmerig give,
du tog vor skyld og bar vor skam,
vor sjæl at holde i live;

Derfor gælder det i dag for dig og mig:

Ingen som tror på ham, skal blive til skamme (Rom 10,11)
Glædelig påskefejring!

Politikerne gør det, medierne gør det, befolkningen gør det mere og mere. Selv dronningen gør det. Taler om klimaet. Hvad stiller vi op med CO2 udledningen, som fører til uønskede klimaforandringer? Skal en forening som ELM involvere sig i det spørgsmål eller bør vi som kristen missionsforening ikke holde os langt væk fra den slags politiske spørgsmål og koncentrere os om at forkynde evangeliet for mennesker? Det har jeg gjort mig nogle overvejelser omkring. Jeg har også forsøgt at formulere nogle konkrete klima-bud og er du helt med - så kan du jo springe ned til dem....

Ikke hovedfokus
Jeg er helt med på, at klimaet ganske rigtigt ikke skal være vores hovedfokus, men jeg mener, at det er et vigtigt aspekt af vores kristne etik. Vi er sat som forvaltere af Guds skaberværk. Det vil sige, at vi skal tage vare på og gøre brug af den verden, som Gud har givet os, men ikke overbelaste eller nedbryde den, så kommende generationer overtager en dårligere verden at leve i. En høj udledning af CO2 ser ud til at forværre livsvilkårene for mange mennesker. Ud over dette, så ser jeg nogle andre afledte grunde til, at vi bevidst som kristen organisation forholder os til og til en vis grad engagerer os i klimaspørgsmålet.

1. Hvis vi udviser nedladenhed eller manglende forståelse over for spørgsmålet om klimaet, som mange mennesker er optaget af, så kan vi spænde unødigt ben for vores mål om at nå mennesker med evangeliet. Vi skal ikke vække unødigt anstød. Anderledes er det, når det fx er synet på kristen seksualetik, der vækker anstød. Her skal vi finde en balance imellem at vise, at vi tager klimaspørgsmålet alvorligt ved en ansvarlig brug af resurser og på den anden undgå, at gøre menneskers forhold til klimaet til en frelsessag.
2. Man kan argumentere for, at det ikke er kirken og kristne organisationers opgave at forbedre klimaet. Det er den enkelte kristnes opgave som en del af samfundet. Men kirker består også af mennesker i samfundet, og kirkelige organisationer bruger også resurser. Langt på vej præges foreninger som ELM af nøjsomhed, for at flest penge kan gå til mission. Så meget desto mere er der grund til at overveje om, vi bruger resurserne rigtigt, og om vi kan ændre noget, som er til gavn for klodens helbred.
3. En forening som ELM har ikke specielle forudsætninger for at kæmpe for klimaforandringer i praksis, det er andre meget bedre til. Men vi har særlige forudsætninger for at udruste og motivere mennesker til at bidrage til en bedre verden. Nemlig dels ved at fremholde ansvaret for Guds skaberværk, men ikke mindre ved at vi kan pege på, at livet ikke handler om at realisere sig selv gennem forbrug og oplevelser, men om at leve godt med Gud og mennesker med evigt liv som mål.
4. Til sidst vil jeg pege på, at klimaspørgsmålet er en åbning for kirken for at forkynde evangeliet. Det er måske ikke siden den kolde krig, at der har hængt så dystre fremtidsudsigter over verden som nu. Den globale opvarmning fører også til større politisk ustabilitet. Ind i dette er det kristne budskab et budskab om håb. Og der er både et håb med lille h, og et håb med stort H. Dels håbet om, at Gud i sin godhed vil være nær sin skabning, så længe verden står. Men endnu mere kan vi vise mennesker hen til, at hvor dyster fremtiden end kan se ud, så kan den, der tror på Kristus have Håb om frelse og evigt liv i fuldendt skabelsesharmoni.*

 
På baggrund følger altså her et bud på nogle klima-"bud" for kristne, som skal fremme et godt menneskeliv i en god verden.

1. Stem på politikere, som tager ansvar for miljø og klima,
   og som har mod til at træffe nødvendige, men måske upopulære beslutninger
2. Undgå symbolhandlinger og dermed minimere faren for hykleri og selvgodhed.
   Der en tendens til også på dette område, at synliggøre sin klimafortræffelighed ved bestemte valg, som fx at være vegetar eller køre elbil, mens det halter på andre områder. Den vej skal vi som kristne ikke betræde.
3. Fastholde og måske genopdage den kristne dyd nøjsomhed
   Mindre forbrug og mere deling reducerer CO2
4. Rettidig omhu
   Det er de små og store valg i hverdagen, fx valg af transport og energiløsninger, som samlet set har stor betydning, og hvor klimavenligheden skal tænkes med. Det kan være, at man står med to gode løsninger, hvor den ene viser sig at være mere klimavenlig end den anden.
5. Være helhedsorienteret
   CO2 udledning er ikke syndigt i sig selv, og er naturligvis et gode, når man fx bruger CO2 på at besøge sin familie og være sammen med dem. Man kan afskaffe eller omdefinere julegaver med henblik på at spare CO2, men det kan være, at trivslen i familien er bedre tjent med, at du personligt reducerer dit forbrug i løbet af året og ønsker dig ting, du har brug for i julegave.
6. Vælge sine indsatsområder (kampe) med omhu.
   Er det kosten? Er det transport? Er det energiforbrug i hjemmet? Vælg de områder, hvor du har motivation og mulighed for at gøre noget, i stedet for at have dårlig samvittighed over, at du gør for lidt af det hele.
7. Sætte mennesket i centrum
   Husk at det er for de mennesker skyld, som lider under klimaforandringer, at vi skal gøre en indsats. Og at det at møde menneskers åndelige og menneskelige behov går forud for at spare CO2.
8. Stille spørgsmål ved/udfordre klimabelastende adfærd og vaner på jobbet og i hjemmet osv.
9. Hvis man har mulighed for det, så blande sig i debatten offentligt og påvirke og bidrage politisk.

 
 * Dette får mig til at tænke på sangen. "I min hverdag/Min fremtid hedder Jesus af Sprint:
Tredje vers lyder:
Mange ville helst gå baglæns – tvunget af en fremtidskræk,
de ser sorte paddehatteskyer jage håbet væk,
jeg kan også blive bange, men så ta´r jeg Jesu ord
frem og hører, at han lover mig en ny og bedre jord

Paddehatteskyerne er en tydelig reference til frygten for atomkrig. 
I dag kunne der måske stå:
De ser ørkner øges, polafsmeltning jage håbet væk...

Men omkvædet lyder altså:
Min fremtid hedder Jesus, i min nutid er han her
Men en dag så skal jeg se ham som han er.
Når min tro er gået træt, ser håbet frem,
frem mod Jesus i et evigt fælles hjem!

Den lå der, lidt gemt bag et andet stykke papir. Ud af øjenkrogen fangede en tryksag mit blik: Millionær – måske dig – læste jeg og standsede op. I et splitsekund ramtes jeg af den der grunddrøm om at vinde millionen og muligheden for at realisere de materielle drømme. Ikke mere end et splitsekund, for dels ved jeg jo godt, at det er en fjollet drøm, og dels var der noget der ikke helt stemte, der i frokoststuen på Dansk Bibel-Institut, hvor jeg har min daglige gang, (og hvor der sandt at sige er temmelig langt mellem både millionærerne og millionerne). Jeg kiggede nærmere efter og så: ”Missionær – måske mig”, stod der sandelig. To s’er i stedet for to l’er gjorde forskellen. Der var tale om et arrangement, hvor man kunne få mere information om, evt. at blive udsendt som missionær.

Missionær – måske mig. Mon ikke en hel del, når de hører det udsagn, reagerer på samme måde, som når en snegl rammer noget med sine følehorn: Med det modsatte af sneglefart trækker den følehornene til sig og søger ind i sit sneglehus. Missionær – måske mig – det vækker ingen søde fremtidsdrømme, men nærmere bekymringer om, hvordan man kan undgå at skulle forlade en tryg og velkendt tilværelse herhjemme. Så millionær og missionær synes at ligge meget langt fra hinanden på trods af, at der blot er en dobbeltkonsonant til forskel.
Men samme morgen havde jeg faktisk læst følgende udsagn af Jesus: ”Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv” (Matt 19,29).
Et missionærkald må dermed være mindst lige så godt som at vinde en million. Jesus påstår i hvert fald, at de afkald, som en tjeneste for ham, der betyder opbrud fra det kendte og trygge kan føre med sig, til overflod skal modsvares af andre velsignelser. Velsignelser som kan være ret så konkrete (Mark 10,30). Det er nærliggende ud fra missionærers beretninger at tolke det sådan, at en del af den velsignelse kan være de nye kristne brødre og søstre, man får et fællesskab med. Jeg vil selv sige, at der er en særlig velsignelse ved det fællesskab, som man kan have med andre i tjenesten for evangeliet, og en særlig velsignelse ved at kunne bruge sit arbejdsliv på at beskæftige sig med det bedste i verden.

Jeg er selvfølgelig godt dum, hvis jeg forsøger at sælge ”et missionærkald” til dig, ved at appellere til de mere tvivlsomme længsler efter total frihed og nydelse, som gemmer sig inden i de fleste af os – og som i mit tilfælde bare behøvede noget, der lignede en reklame, for at vågne op. Det er ikke sådan, det fungerer. Men dette ”sammenfald” fik mig alligevel til at tænke over, om vi tør tage Jesus på ordet, når han siger, at vejen til virkelig rigdom og velsignelse, den finder vi altså, når vi tager Jesus på ordet, og går når han kalder.

​Og mon nogen tør tænke: Gad vide om det mon er mig eller os, der kunne få lov til at vinde i det lotteri?

Noget af det, som gør historien om Luther fortsat aktuel er hans opgør med menneskers åndelige magtmisbrug. Det vil jeg gerne fremhæve her på 500-års dagen for rerformationen. Forstå mig ret, det handler netop om retfærdiggørelse af tro, tilbage til Bibelen osv., som vi sikkert har hørt, men hvorfor var det nødvendigt? Jo, det var det fordi mennesker og menneskers institutioner havde tilranet sig en magt over menneskers samvittighed, som den ikke havde ret til.  Dette var og er et problem både før og efter Luther.

Bundet til mennesker
På Luthers tid var kirken og det kirkelige hierarki den absolutte autoritet. At sætte sig op mod dem, ville svare til at sætte sig op mod Gud selv – og det fik Luther og mange andre at føle. I takt med, at den lutherske kirke blev til en institution og fik præster med magt, så er det også sket at den lutherske kirke, eller personer i den, har bundet mennesker mere til institutionen eller til en bestemt måde at tro eller handle på – end til Jesus. Til alle tider er det sket, når en forkynder eller præst – han være sig luthersk eller ej – gør sig selv til en absolut autoritet i forhold til tilhørernes forhold til Gud. Det kan være sagt ligeud: Jeg er Guds særlige talerør til jer. Eller det kan være mere skjulte følelsesmæssige bindinger som opstår - der er bare ligesom ikke plads til at stille spørgsmålstegn, ved det han siger, eller at forholde sig kritisk til nogle sider ved ham.

Autoriteten ligger i Guds ord
Det er en balancegang, for alle som deler Guds ord med andre, om man får Guds ords autoritet med - den autoritet, der ligger i, at det er Sandheden med stort S. Vi skal ikke relativisere budskabet. Men særligt de mennesker, som er stærke personligheder – eller dem der står i situationer, hvor relationen ikke er ligeværdig – fx børn-voksne - må ikke glemme at understrege, at den endelige autoritet ligger hos Gud og i hans ord.
Dette er i hvert fald én måde, hvor vi i dag må gøre budskabet om, at mennesket retfærdiggøres af tro alene aktuelt. Det er den personlige relation til Gud og ikke til nogen anden person, som min frelse bygger på, og at det er Guds ord – skriften alene, som har den absolutte autoritet i mit liv. Det kan måske virke som om det svækker budskabet i første omgang, men når/hvis autoriteten, hvad enten det er en person eller en institution, falder ned fra piedestalen, så kan relationen til Gud lettere bevares intakt.
Så kære læser, du ønskes et glædeligt reformationsjubilæum og god læselyst. Med hovedpersonens egne ord in mente:
”Hvordan skulle det så komme så vidt med mig usle, stinkende ormesæk, at man skulle kalde Kristi børn med mit navn, som der jo ikke er nogen frelse i?”

Jeg kan i øvrigt med glæde konstatere, at Luthers store Galaterbrevskommentar er genudgivet i forbindelse med jubilæet. Den fortæller om noget, om hvordan vi kan have en fri samvittighed i forholdet til Gud. Læs den!
lohse.dk/nyheder/store-galaterbrevskommentar-i.html

Bibelselskabet har udgivet hæftet "Noget om den kristne tro". Bogen er i dansk sammenhæng noget så bemærkelsesværdigt som en tværkirkelig udgivelse. Hæftet er udarbejdet af Danske kirkers råd, der består af Folkekirken, Den katolske kirke i Danmark og en række øvrige frikirker, bl.a. Pinsekirken, Baptistkirken og Missionsforbundet. Hæftet er tænkt som en grundlæggende præsentation af den kristne tro og som en invitation til at opleve "det kristne liv", en invitation til at tage på en "rejse, hvor ord og forestillinger, som virker velkendte, kan blive nye" Og her tænkes på de grundlæggende kristne begreber, Gud, Kirke og bøn m.fl.

Med tanke på, at dette hæfte ser ud til at blive spredt vidt omkring i kirkelivet, og der formentlig også er mennesker i ELM, som vil støde på det, vil jeg give det nogle ord med på vejen. Lad det også være sagt med det samme, at jeg på forhånd er skeptisk indstillet over for et sådan projekt.

Udgangspunkt i Fadervor
Hæftet tager udgangspunkt i Fadervor som udtryk for, hvad kristen tro er. Ud fra den bøn formuleres nærmere, hvad der forstås ved emner som Gud, ondskab, påske, pinse, skyld tilgivelse og skabt i Guds billede.
Hæftet præsenterer sig fint med en forside, hvor klassisk kirkelig udsmykning møder moderne arbejdsliv under en blå himmel med et glimt af et kirketårn. Ellers synes jeg illustrationerne ofte er lidt glansbilled- eller drømmeagtige. Der anslås også en meget forsigtig og lidt drømmende tone i teksterne, hvor man nærmer sig den kristne tro som noget større, som "lysvæld bagved lysvæld". Der appelleres altså til erfaringen af, at der er "mere mellem himmel og jord" Med mine ret lave forventninger nåede jeg også at blive positivt overrasket over, at der dog også sige gode og konkrete ting om, hvad den kristne tro handler om.

Taler udenom
Alligevel ender jeg med at sidde tilbage med en næsten ulykkelig følelse, når hæftet når til at tale om Jesu død på korset. Der, hvor vi er ved selve evangeliets kerne, bliver der talt uden om slet og ret. Betydningen af Jesu død bliver omtalt som et mysterium og der bliver refereret til forskellige kirkehistoriske tolkninger af dette uden nærmere tilslutning eller vurdering. Med andre ord bliver der ikke talt klart om, hvorfor Jesus måtte dø, altså menneskers problem, eller om, hvad det egentlig er at den kristne tro tilbyder. Jo, der nævnes, at den giver håb om evigt liv og sejr over døden, men det som for mig at se, står aller klarest i Bibelen er, at Jesus døde for at redde mennesker fra evig fortabelse - den straf, som vi alle har fortjent på grund af vores synd. Guds vrede og fortabelsen nævnes ikke i hæftet! jeg forstår godt baggrunden for det, nemlig at der ikke er enighed i kirkerne bagved om, det er reelle størrelser. Virkeligheden er desværre den, at man fx ikke ville kunne stå sammen om at fremhæve et vers som Joh 3,16: Således elskede Gud verden...

Og det er nok også på den baggrund, at jeg har været skeptisk. Når så dertil lægges, at man heller ikke rigtig kan sige noget om sakramenterne, om hvad det vil sige at tro, om kristen moral osv. så er der ikke så meget tilbage.
En kirkeleder fremhæver det fælles hæfte som en måde at gøre det kristne budskab mere troværdigt. Jeg mener tværtimod, at et så diffust et budskab savner troværdighed. Jeg tænker, at det enkelte kirkesamfund kunne præsentere et langt stærkere budskab kommunikationsmæssigt, hvis de gjorde det alene - om så budskabet i sig selv var et andet end det jeg står for.

Jeg er klar på, at det er en udfordring, også for vores troværdighed, at vi som kristne er splittet i mange kirkesamfund - også flere end nødvendigt. Men så længe, der eksisterer grundlæggende uenigheder i, hvad det centrale i kristendommen er - hvad enten det om vejen til frelse i forhold til katolikker, eller synet på himmel og helvede i forhold til mainstream folkekirke - så er disse opdelinger nødvendige. Ellers drukner evangeliets glædelige budskab i bløde formuleringer og tomme floskler. 

Leder Liv i Troen 6/2017

Jeg er gået i gang med at studere en bog i det gamle testamente, som mange af os nok kender på overfladen, men som vi måske ikke trækker så meget på i vores åndelige liv: Dommerbogen. Det, jeg i første omgang blev slået af, er beskrivelsen i kap 2,10-13 af, hvordan efterkommerne af dem, som gik ind i Kana’an, glemte Gud og tilpassede sig hedningerne omkring sig ved at dyrke deres guder og ved at gifte sig med dem.
Først kan man undre sig over, at det tilsyneladende ikke lykkedes at videreføre den åndelige arv til nye slægtled. Der svigtede man måske. Men jeg anede også en parallel til i dag, hvor vi også er omgivet af en kultur med ikke-kristne værdier. For eksempel trangen til at være som de andre og på den måde være ”normal”. Jeg tror, at vi som danskere føler en stor tilknytning til vores land og folk, og vi er stolte over de mange gode ting i vores samfund. Men når vi pludselig oplever, at der opstår et gab imellem flertallets og vores syn på fx seksuelle normer, så opstår følelsen: kan vi ikke bare glemme vores særstandpunkter og bevare fællesskabet intakt?

Lokkende
Men den stærkeste kraft i tilpasningen er hjertets syndige begær efter tilfredsstillelse her og nu. Israelitterne blev lokket af en gudsdyrkelse, der gav plads til at udleve sit seksuelle begær i den frugtbarhedskult, som omgav de kanaanæiske guder. Der var løfter om, at dette var vejen til materiel velstand og frugtbarhed. På samme måde lokkes vi af materialistisk lykke og med budskaber om seksuel frigørelse som vejen til lykke fra hvert et gadehjørne. Det er lidt som den omvendte Edens have, en virkelighed fyldt med lokkende kundskabstræer, hvor jeg skal forsøge at holde øjnene på det ene træ, som jeg må spise af. I dommerbogen gentages det igen og igen: Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. De kunne ikke stå imod fristelserne. Hvad så, kan vi? Er virkeligheden ikke den, at inde bag facaden af de rigtige holdninger og det pæne liv kan der ligge mange syndefald i hjertet?

Realisme
I denne tilsyneladende ulige kamp tror jeg, at to ting er lige vigtige: For det første, at vi ikke opgiver kampen men holder fast i, at syndsbekendelse altid er vejen til at tage kraften ud af synden. Det modsatte, at slutte fred med synden, leder til fordærv. Den anden ting er, at vi holder fast i en ærlig beskrivelse af, hvad der bor inden i os. Det finder vi i Dommerbogen, og jeg mødte det også forleden meget klart udtrykt hos Luther i den store Katekismus:
”Vore fristelser er tre slags: kødets, verdens og Djævelen. For i kødet bor vi, og vi slæber rundt på gamle Adam, som rører på sig og dagligt lokker os til utugt, dovenskab, fråseri og drukkenskab, gerrighed og snyderi” (min fremhævelse)
Det er ikke kønt, nej, men min erfaring siger mig, at det er sandt. Afviser eller fortrænger vi den sandhed, kan vi komme til at bilde os selv ind, at vi har kraft i os selv til at stå imod synden og falde desto dybere. Jo mere virkeligheden går op for os, jo mere bevidste er vi om faren, og om hvor afhængige vi er af Guds nåde og barmhjertighed. Den positive pointe i Dommerbogens mange negative beskrivelser af menneskenaturen er, at Gud også midt ind i denne syndens urkraft bevarer kontrollen og fører sin plan om frelse igennem. 

Leder Liv i Troen 5/2017

Jeg ved ikke helt, hvor jeg har samlet dette udtryk op – eller om det er et gængs udtryk. Jeg synes under alle omstændigheder at det er et godt udtryk. Og jeg vil forsøge at forklare, hvorfor.
Begrebet nådemiddel er et særligt luthersk udtryk. Det er ikke hentet direkte fra Bibelen, men udtrykker noget, som er bibelsk. Nemlig det at Guds nåde bliver formidlet til os gennem noget konkret. Et middel. Det er ikke Jesus selv, der tænkes på, selvom han er den egentlig nåde-formidler. Der tænkes på den konkrete måde, vi i dag har mulighed for at komme i kontakt med Gud på. Det er først og fremmest gennem Guds ord. Guds ord er de ord, vi finder i Bibelen, men det er også når Bibelens budskab bliver formidlet med vores egne ord i fx prædiken, sang og vidnesbyrd. Bibelen fortæller os, at Guds ord er levende, og er i stand til ved Helligånden at skabe tro i menneskers hjerter. Det formidler altså Guds frelse til mennesker.

Sakramenter er nådemidler
Dernæst bruger vi også udtrykket om de to sakramenter, dåben og nadveren. Det er særligt her, at den lutherske forståelse kommer til udtryk. Sakramenterne er ikke bare ydre synlige symboler på en skjult åndelig virkelighed. De er derimod konkrete og synlige handlinger, som formidler Guds nåde til os. Brød og vin ER samtidig Jesu legeme og blod, som renser os fra synd, og dåbens vand frelser virkelig den, som modtager dåben (Tit 3,5). Kendetegnet på nådemiddelskristendom er derfor, at man tillægger Guds ord og sakramenter stor betydning. Dels ved at vise mennesker hen til dem, som de eneste sikre steder for at lære Gud at kende og blive frelst, dels ved, at vi i højere grad lægger vægten på brugen af Guds ord og sakramenter end på, at bedømme vores egen eller andres tro ud fra åndelige erfaringer eller tydelige kristne frugter. Det er også med til at fastholde evangeliet som noget der virkelig gælder for alle, og ikke kun for dem, der ”ser kristne ud”.

Balance mellem afveje
Nådemiddelskristendom er samtidig et forsøg på at holde en balance mellem to afveje. Den ene afvej er, at man gør Guds ord og sakramenterne mere eller mindre overflødige for forholdet til Gud – måske fordi man siger, at man møder ham i personlige åbenbaringer, i naturen, eller bare uden videre har fællesskab med Gud. Den anden afvej er, at man gør fx dåben eller formel tilslutning til den kristne lære til en automatisk forsikring om, at man kender Gud. Nådemidlerne har kun frelsende virkning, der hvor budskabet, bragt frem af ord og sakramenter, modtages i tro. Altså tro på, at Gud frelser mig ved sin nåde. Tro, som fører til en ny kærlighed til Gud og næsten. Tro som ønsker at leve i efterfølgelse af Jesus. Derfor er det også forkert at gøre åndelige erfaringer og et aktivt kristenliv suspekt, da de er naturlige følger af en frelsende tro. Det hører desuden med til billedet, at Gud har vist os hen til nådemidlerne, hvilket ikke hindrer Ham i, at gribe ind i menneskers liv på mange forskellige måder.

Leder Liv i Troen 4/2017

For nylig passerede jeg forbi en nyopført moske i det Københavnske Nordvestkvarter. Området har gennem mange år båret præg af, at muslimske indvandrere fylder godt op, men det er først de seneste år, at det er kommet til udtryk i egentlige moskebyggerier. Mit første indtryk var faktisk en følelse af beundring, fordi bygningen i sin fremmedartethed så smuk og imponerende ud. Med sine klare farver lyste den op i den ellers grå og kedelige sidegade. Jeg vil tro, at min beundring er tegn på, at folkene bag moskeen er lykkedes med deres formål. At give deres tro et vartegn, som aftvinger respekt.
Samtidig vækker et sådant byggeri også mange modsatrettede følelser. Det første der slår mig, er hvordan muligheden for som mindretal at kunne bygge sin egen religiøse bygning i Danmark står i kontrast til, hvordan kristne mennesker og menigheder bliver behandlet i flertallet af de muslimske lande. Jeg har fx lige læst om, hvordan antallet af kristne i Irak hen over de seneste årtier er reduceret fra over en million til 200.000. Og her drejer det sig vel at mærke om kristne mindretal, som har været i landet altid!
Den omtalte moske har rødder blandt shiamuslimerne i Iran. Iran ligger nr. otte på listen over lande, hvor kristne forfølges mest. Vi kommer ikke uden om, at mange muslimer har en svag forståelse for religiøs frihed.
Moskeen har fremmede farver, men grundmaterialet viste sig dog at være gule mursten! For mig at se er der noget sundt i, når muslimerne bygger deres egne offentlige og synlige lokaler på dansk jord, fordi det trods alt er et udtryk for, at man vil indgå som en del af det offentlige liv, og også lader sig påvirke af fx danske traditioner. Det skaber faktisk mere tryghed, end hvis folk gemmer sig i baggårde og kælderlokaler helt uden for offentlighedens søgelys.
​
De har brug for Jesus
Men nu til det, som er vigtigere: menneskerne, der samles i moskeen. For nyligt kom det frem, at flere præster ikke så det som deres opgave at drive mission over for muslimer. Desværre er det ikke overraskende med sådanne udmeldinger fra folkekirken. Uanset er det forkert. For disse mennesker er nemlig elsket af Gud, selvom deres livsstil, tøjstil og byggestil forekommer noget særpræget. Jesus er død for deres synder. Men så længe de søger Gud gennem profeten Muhammeds åbenbaringer, finder de ikke frem til Guds kærlighed. De har brug for, at nogle vil vise dem hen til Jesus. Det fantastiske er, at mange muslimer, ikke mindst fra Iran, i disse år møder Jesus og bliver døbt i danske kirker. Måske kender du en af dem, som er kommet til tro, eller måske kender du en muslim, som du har mulighed for at vidne om din tro over for? Måske kender du dem ikke. Så tror jeg, din og min vigtigste opgave er at bede for de mange muslimer i vores land. Bede om, at de må blive integrereret og bidrage positivt til samfundet ja, men først og fremmest om, at de møder Jesus!

​Leder Liv i troen 3/2017

Det væsentligste ved Luthers indsats var, at han fik bibelens ord om frelse ved tro alene frem i lyset igen – til trøst og hjælp for uendeligt mange mennesker i eftertiden.
Men det er tydeligt, at det ikke er det, som interesserer i den brede offentlighed. Her er det Luthers betydning for udviklingen henimod det samfund vi har i dag, som debatteres livligt.
I dette blad behandles et af disse emner, forholdet mellem religion og politik. Og selvom det er kompliceret og også vækker intens debat blandt kristne, så er det for mig at se vigtigere end nogensinde, at vi som kristne forholder os til spørgsmålet og om muligt også engagerer os offentligt i emnet. Det har at gøre med, at der sker mange opbrud og forskydninger i politik i dag, så man ikke længere bare kan tage for givet, hvem der har syn for religiøs frihed og ønsker at give plads til kristen tro og praksis.
Det kommer fx til udtryk i to aktuelle debatter. I forhold til de såkaldte imam-love har det været politikere fra især den yderste venstrefløj, der haft syn for, at det er et angreb på ytringsfrihed og åndsfrihed, når man vil gøre visse ytringer i religiøs forkyndelse kriminelle.
Senest er der fremkommet forslag mod forbud mod bederum på landets gymnasier. Det har sin oprindelse hos Dansk Folkeparti, som til gengæld understreger, at de ikke ønsker at begrænse kristen religionsudøvelse på studiesteder, kun den muslimske. Forslaget støttes også af Socialdemokratiet, men her med den begrundelse, at man ønsker at gymnasiet skal være religionsneutralt. Det har fået MF for S Daniel Toft Jakobsen til at sige fra over fra partiets linje, da han opfatter det som en indskrænkning af åndsfriheden.

Behov for refleksion
Eksemplerne viser, at der ikke er nogen konsensus om, hvordan samfundet skal tackle tydelig religiøs praksis, og at der generelt set eksisterer et pres imod offentlig religion. Derfor er der brug for kristne, som tør stå frem og som kan argumentere solidt for, at vi ikke skal kaste den danske frihedstradition over bord i frygt for fx Islam. Der er også brug for at vi som enkeltpersoner reflekterer over dette, så vi ikke bliver unødigt forvirrede, eller i værste fald ført bag lyset, af forskellige politikeres salgstaler for den ene eller anden løsning på problemerne. Det er for mig at se en afvej, hvis man med politiske midler som forbud og restriktioner vil forsøge at bevare Danmark som kristent land – netop fordi det bryder med en skelnen mellem de to regimenter.
Besøg folkemødet
Når det gælder politik er svarene som oftest ikke indlysende og kan diskuteres. Men diskussionen er altså væsentlig uanset. ELM forsøger at bidrage til denne vigtige samtale gennem at deltage ved standen ”Folk og Tro” på Folkemødet i Allinge. Her kan du igen i 2017 fra d. 15.-18. juni være med til debatter, som sætter fokus på forholdet mellem kristen tro og politik.

(Leder Liv i Troen 2/2017)

Jeg tror mange af os kender det. Man kan sidde til et udvalgsmøde eller en forretningsmiddag – eller måske hos bilforhandleren. Snakken går godt, ideerne flyver højt, men når så snakken falder på, hvad det skal koste, og hvem der nu skal betale, så slår stemningen om – så bliver det mere stramt og defensivt. Når vi taler om penge, så står der pludselig noget på spil – så er det i hvert fald for de fleste af os sådan, at vores beslutninger får konsekvenser og binder og forpligter os. Denne følelse af alvor og mulige negative konsekvenser kan også ramme os i forhold til det kristne arbejde, ikke mindst i den periode, som vi lige har været igennem: årsafslutningen. Får vi gaveindtægter ind svarende til de penge, vi har brugt i missionsarbejdet i løbet af året? Er der basis for at fortsætte med de planlagte aktiviteter eller ej? Jeg ser to farer, når pengene kommer i fokus i det kristne arbejde.

Ikke et nådemiddel
For det første er der den fare, at vi kan blive forledt til at tro, at det direkte er penge, som får Guds rige til at vokse. Det er det ikke – pengene er ikke et nådemiddel. Det, som gør forskellen, er ting som bøn, tro, tjenersind, Guds ord, kald og offervilje. Det kan vi ikke købe os til. Det er vigtigt at få tingene i rigtig rækkefølge. Får vi sat Gud på førstepladsen i vores liv, og bliver evangeliet om Guds nåde kostbar for os, så flyder derfra en sund prioritering af de materielle resurser.

Knapheds-gud?
For det andet kan for meget fokus på manglen på penge påvirke vores billede af Gud negativt. Det kan næsten blive sådan, at vi får indbygget en frygt for mangel og knaphed i vores forhold til ham. Det er ikke det billede, Paulus tegner i 2 Kor 9,8: ”Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt”
Læs gerne hele kap 9 i 2 Korintherbrev. Paulus’ opfordring til ikke at bekymre sig betyder ikke, at vi skal være ligeglade med penge. Nej det skal netop motivere os til at dele dem med andre. Så vi skal altså balancere mellem at gøre pengene til et problem og at være tydelige omkring, at Gud ønsker at vores forhold til ham også afspejles i vores økonomiske prioriteringer.

Et kald
Her tror jeg, vi får det til at fungere bedst, hvis vi får koblet vores givertjeneste op på de ting som jeg nævnte før: Vores glæde over evangeliet, vores bøn og vores tjeneste i Guds rige. Det skal gerne være sådan, at givertjenesten bliver til en del af Guds kald til mig og ikke en sur pligt ved siden af. Det forpligter ELM og andre kristne organisationer på, at vores opfordring til at give penge bliver knyttet op på det konkrete arbejde vi står i Guds rige – at det er i fokus og ikke pengene i sig selv. Det håber jeg, at du vil fortælle os, hvis vi kan gøre bedre, og så er det for øvrigt mit ønske, at du som læser dette, vil se det som et meningsfuldt kald fortsat at være med i ELM’s arbejde for at sprede evangeliet gennem bøn, tjeneste og økonomisk støtte.

PS: Vi fik i 2016 ca. 2,8 mio kr. i indtægter. Vi er taknemmelige over alle dem, som har ladet deres kærlighed til evangeliet komme til udtryk gennem disse gaver. Læs mere her om det økonomiske resultat for 2016.