Et år med corona
Nogle tanker om, hvad det har betydet, at vi har levet med corona i et år
​(Kan ses som video herunder)
​
Foråret er på vej også her i Hvidovre. Knopperne titter frem, og gråspurvene er fuld gang med redebyggeriet i tagskægget.
At vi er nået her til marts betyder også, at vi nu levet med corona-pandemien et år. Det er ikke noget at fejre selvfølgelig. Men det er en god anledning til at stoppe op og overveje, hvad den tid egentlig har gjort ved os, også når vi ser lidt fremad.
I det år, der er gået, har vi lært den her sygdom corona eller covid-19 rigtig godt at kende. Nogle har prøvet den på egen krop, men heldigvis ikke så mange, som man kunne frygte. Vi ved alle, hvilke symptomer, vi skal være opmærksomme på. Og ved, at nogle får ingen, andre milde eller alvorlige symptomer. Nogle kommer let over det, andre har brug for lægehjælp.
Vi ved sågar mere og mere om, hvilke følger sygdommen kan have på længere sigt – de såkaldte senfølger.
Det er ikke kun de syge, der er blevet ramt. Ingen er gået fri. Her er der også forskel på symptomerne – om de er milde eller hårde.
Men det er ting som utryghed eller frygt, ensomhed. Modløshed – kedsomhed – eller rastløshed.
Mange af os har måske kæmpet med af de her følelser i et helt år nu. Når det varer så længe, er der også en risiko, at det kan følge med som en langtidseffekt.
Hvis man har følt sig ensom et helt år – så holder det ikke op over en nat. Hvis man har været særlig ramt af frygten for at blive syg, så er det ikke sikkert, at det bare lige holder op igen, for man kan nemlig blive syg af mange ting.

Forskellige hastigheder
Ligesom sygdommen rammer forskelligt – og nogle hurtigt rejser sig igen, mens det for andre tager lang tid, så vil vi komme til at opleve, at vi kommer ud af karantænen i forskellige hastigheder. Også i forhold til det kristne fællesskab, som jo er noget af kernen i ELMs arbejde.
Måske når vi helt konkret til et tidspunkt, hvor nogen af os gerne vil give hånd, stå tæt eller kramme – mens andre gerne holder afstand. Og sådan kan der på så mange andre områder være noget, der skal forhandles på plads. Her hjælper vi hinanden i at være tydelige i, hvad vi hver og især har af behov – uden at vi gør det til andres behov.
Uanset, hvor meget fart vi har på, så har vi alle sammen brug for at høre noget vigtigt, som Jesus sagde til sine disciple lige inden, han skulle dø og forlade dem, og som helt naturligt fremkaldte utryghed og modløshed hos dem. Ord som også kan passe ind i vores situation.
Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!  I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer.  Johannesevangeliet kap 14, v. 27-28.
Det hører til livet, at vi til tider skal gå ind i ukendt land. Som vi tit ikke har bedt om. Hvor vi mister fodfæste. Vi har alle sammen skulle gå ind i pandemiens landskab – og vi skal også alle ud i det landskab, der følger efter, hvor noget er som det plejer, andet er anderledes, og hvor vi måske også selv er forandrede – og hvor vi ikke bare ved hvor vi har hinanden.
Der må vi lytte til og tro på, hvad Jesus siger til os: Vi kommer ikke til at være overladt til os selv, vi kommer ikke til at stå i alt det, der kommer alene – men sammen med Jesus. Når vi skal tilbage og finde fodfæste sammen i fællesskaberne fx i missionshuset eller kirken, så sidder Jesus der allerede, så at sige, og venter på os – for at hjælpe 

Vi har godt styr på coronaen i Danmark. Der er kun få smittede med Covid-19, og det er jo kun noget at glæde sig over. Jeg har dog tænkt, at I takt med at færre er smittet, bliver der det mere fokus på den enkelte person eller de enkelte grupper, som er så uheldige at blive syge og måske smitte andre. Et fokus, som kan udvikle sig i en negativ retning. Det var i den forbindelse, at jeg kom til at tænke på, hvordan Bibelen beskriver dem situationen for dem, der var ramt af spedalskhed. De måtte ikke være sammen med andre raske og måtte bo uden for byerne, og de måtte advare andre mod at komme tæt på. De var kort sagt udstødte af de øvrige samfund.
På Jesu tid var opfattelsen i høj grad den, at der var en åndelig urenhed forbundet med en sygdom som spedalskhed, og det var almindeligt at tænke, at den syge havde fortjent en særlig straf.

Skam og skyld
Vi er som sådan i Danmark langt væk fra en forestilling om, at sygdom gør os til dårlige mennesker - og så er vi alligevel bare mennesker. Dels spiller frygten for selv at blive smittet ind på, hvordan vi ser på andre mennesker.  Dels, så kan en kritisk historie om, at nogle "unge tog til Sverige og blev smittet", eller om en "pædagog, som smittede en hel børnehave" prikke til vrede følelser over for, at andre åbenbart ikke passer nok på. Alene det, at Coronaen fylder så meget i vores bevidsthed som et problem kan medføre, at man som smittet kan komme til at føle sig "farlig" eller skyldig, hvis man har smittet andre.  Jo mindre gruppen af smittede bliver jo større bliver faren for det. Det er følelsen af skam, som sætter sig igennem, at du er noget, eller har gjort noget, som stiller dig uden for de øvrige fællesskab og gør dig til et problem for andre. Og det kan prikke til selvbebrejdelser eller skyldfølelse over, at man ikke passede nok på - som igen prikker til skammen over, at være et dårligere menneske end alle de andre. Og skammen fører som regel kun til, at man selv trækker sig yderligere væk fra fællesskabet. Enten konkret, eller ved at dække over, at man har været syg.

På tværs af frygten
I evangelierne møder vi Jesus som den, der går fuldstændig på tværs af omgivelsernes frygt for de spedalske. Han lader en spedalsk komme hen til sig og rækker hånden frem og rører ved ham (Matt 8,1f). Jesu omsorg lod sig ikke standse af, hvad andre mennesker tænkte. Skal vi som kirke i Danmark være Jesu efterfølgere, må vi være opmærksomme på, at vi ikke ubevidst lader vores syn på corona-ramte præge af det negative billede, vi kan møde omkring os. Tværtimod skal vi se på dem, som mennesker, der i særlig grad har brug for at mærke, at de er ønskede i fællesskabet. Og som har brug for hjælp til ikke at give sig selv skylden for noget, de dybest set ikke har kunnet gøre for.*

Række ud
Som kirke tager vi os af de svage ved at passe på ikke at blive smittet og ikke at smitte andre, hvis vi bliver syge. Men i samme grad skal vi række ud mod dem, som vi ved er blevet syge, og helt generelt skal vi signalere, at vi ikke vil være med til at pege fingre og gøre corona-ramte til dårlige mennesker. 
Række ud - nej selvfølgelig skal vi sjældent gøre det helt fysisk, hvis vi kan undgå det, men vi har jo lært mange gode måder at være sammen på - hver for sig. Og selvfølgelig kan der være eksempler på, at nogle udviser grov forsømmelse, det skal vi ikke rose dem for. Og selv de, har dog brug for tilgivelse - mere end fordømmelse.

Du kan i øvrigt læse mere om Jesus og spedalskhed i denne artikel fra bladet TEL:
https://www.bibelskarkaeologi.dk/uploads/4/6/0/6/46063807/jesu_moede_med_et_levende_lig.pdf

*Jeg tror, at der kan være både skam og skyld forbundet med mange forskelige sygdomme. I forhold til coronaen er det særlige, at det har så stort et fokus - ofte negativt - at det kan komme til at fylde meget i bevidstheden.

Jeg har i forbindelse med det kommende nummer af Liv i Troen (læs det her allerede), reflekteret over, hvorfor det er vigtigt at tænke forkyndelse til tro og menneskelig hjælp sammen i en helhed.

Den røde tråd i artiklerne - fra lejre for børn af misbrugere til arbejdet med at hele familierelationer i Peru - er, at vi ikke kan skille det åndelige fra det fysiske uden at vi kommer i konflikt med det kristne menneskesyn. Et ofte anvendt udtryk for dette er 'holisme', som blot betyder, at man ser både fysiske og åndelige behov som et samlet billede. Holisme, hel, helhed, helse, heling er beslægtede ord, som fortæller, at det handler om at samle og hele det, som er blevet delt eller brudt. Det er et vigtigt bibelsk perspektiv, og sammenhængen mellem fysisk og åndelig heling er meget tydelig i Jesu virke. Paulus taler på den anden side om, at den lodrette forsoning med Gud fører til nyt fællesskab på det vandrette plan mellem jøder og hedninger. Den åndelige virkelighed får konkret betydning her i livet.

Ingen særlig religiøs sfære
Der ligger nok i den luthersk-pietistiske tradition en vis tendens til at glemme de fysiske behov på bekostning af de åndelige. Og så dog. En langt større udfordring i dag er, at det religiøse bliver henregnet til privatsfæren og til en følelsessag, som ikke kan eller skal have indflydelse på hverdagsliv og samfund. I vores tid er tendensen, at den åndelige virkelighed underordnes og forstås i lyset af den skabte virkelighed. Den bibelske vision er derimod, at Gud som skaber og frelser er forståelsesrammen for både den usynlige og synlige virkelighed. Ja, Gud blev selv som den usynlige og evige en del af den synlige verden.

Diakoniens dobbelte sigte
Når vi i mission tager sigte på at hjælpe mennesker i deres fysiske behov, så har det et dobbelt sigte. Diakonien har en værdi i sig selv, fordi den udtrykker Guds skaberomsorg for sit skaberværk, og vi opfylder dermed et kald på skabelsens plan. Men diakonien er også en forkyndelse i handling, som fortæller at Guds frelsende kærlighed ikke kun angår det åndelige, men angår os som hele mennesker. Det er det enkelte menneske med hud og hår, som Gud ønsker at frelse og give evigt og nyskabt liv. Diakonien udtrykker et opstandelseshåb. Det sker dog kun hvis den ledsages af forkyndelse med ord, fordi den virkelighed endnu ikke er synlig, men kun er nærværende som et levende håb.
Det er efterhånden velkendt, at man bedre husker og lærer, hvis man ikke bare hører og læser om noget, men selv tager del i det. På samme måde høres det kristne budskab langt bedre, hvis det bliver ledsaget af konkret omsorg, som mærkes på egen krop. At det er sådan, er endnu et vidnesbyrd om, at vi virkelig er skabt og elsket af Gud som hele mennesker med krop, sind og ånd. 

"Og Gud skabte mennesket i sit billede", står der på Bibelens første side. Og der tilføjes umiddelbart efter: "som mand og kvinde skabte han dem". På den baggrund er det ikke så underligt, at menneskets køn og seksualitet er en fremtrædende skueplads for menneskets synd og oprør mod Gud. 

Det er er 50-året for frigivelsen af billedpornoen i år. Fire år senere i 1973 kom så det skelsættende år, hvor den fri abort blev indført. Som en bølge, der bryder, væltede en ny samfundsetik ind over vores land, som en gang for alle kappede båndene mellem en klassisk bibelsk seksualmoral og, den offentlige moral. Dette skete naturligvis ikke på en gang, og vejen blev banet af, at kristendommen gennem årtierne har fået mindre og mindre indflydelse i samfundet. Nu 50 år efter er det som om en ny bølge igen vælter ind over os, hvor det ikke kun etikken omkring udfoldelsen af seksualiteten, som er opløst, men hvor normerne omkring det, som seksualiteten naturligt fører til: familie og børn, også opløses. 

dr.dk skriver i en artikel om "jubilæet", at frigivelsen af pornoen betød et "mørkt kapitel" på 11 år, hvor børneporno var tilladt. Man kan kun være enig i, at børneporno var og er misbrug af uskyldige børn af værste skuffe. Man var så forblændet af frigørelsen, at man ikke turde tage et opgør med de mørke sider af den. Jeg mener selvfølgelig at både børne- og voksenporno er skadeligt, men det gør unægteligt en forskel om, det er voksne som frivilligt går ind i den, eller det er børn som tvinges mod deres vilje. Men man kunne og ville ikke tage et klart opgør dengang.

Vi har fået en ny regering, og det ligner et bevidst statement, at Mette Frederiksen har valgt Joy Mogensen, som kultur- og kirkeminister. Joy Mogensens partifælle Simon Simonsen havde før valget kaldt hende for egoistisk, fordi hun valgte at blive alenemor med en anonym sæddonor. Som belønning for den "krænkelse" fik hun en ministerpost, så ingen skal være i tvivl om, på hvilken side den nye regering står. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, at vi har at gøre med lidt den samme dynamik, som for 50 år siden. Retten til at udleve sin seksualitet som man vil, er nu blevet forlænget til en ret til at få børn på den måde man selv vil. Ved anonym sæddonation forhindrer man fuldstændig et barn I at kunne møde eller få nogen viden om sin biologiske far. Et andet eksempel er historien om en 56 årig stylist, Dennis Kristensen, som er blevet alenefar til et barn gennem, at en veninde har båret barnet, hvor ægget er kommet fra en anonym donor. Historien er dags dato rundt omkring i medierne med stor tilslutning.
Det virker for mig som om, at dette område er blevet et område, hvor man hverken kan eller må sige nej til noget, for ikke at være "bagstræberisk".

Til sammenligning med dette, så kender jeg lidt til forholdene omkring adoption og specielt international adoption. I adoptionsverdenen møder man i dag en række problematiseringer af at børn fjernes fra ikke bare deres biologiske forældre, men også fra deres oprindelige kultur, og at muligheden for kontakt til de biologiske forældre i større eller mindre grad er afskåret. Specielt nogle voksne adopterede går foran i kritikken. Programmet "Sporløs" giver et godt indblik i, at det for mange adopterede har stor betydning som voksne at søge efter deres biologiske familie. Etikken omkring adoption er spørgsmål for sig, som jeg ikke vil gå i detaljer med her. Trods dilemmaer er udgangspunktet i adoption trods alt, at et allerede født barn, mangler nogle, som kan være forældre det.
Mit gæt er, at der om nogle år, og senest, når børnene af de anonyme forældre er blevet voksne, vil komme en selvransagelse omkring denne totale individualisering og rettighedsfokusering omkring det at få børn. Det håber jeg da.

et kristne svar er ind i dette må være, at uden respekt for både naturen i sig selv, og de rammer som Gud har givet os for livet, så ender vi uvægerligt i, at de, som ingen stemme har kommer til at betale en pris for, at de stærkere forfølger deres længsler og drømme, så langt som det er muligt. Et samfund skal netop beskytte de svage, og her svigtes der af både politikere og fagpersoner. Og for en god ordens skyld, skal det understreges, at dette ikke skal forstås en særlig fordømmelse af omtalte personer. De er blot eksempler på noget generelt. Det store svigt ligger som sagt hos dem, som har ansvaret for at træffe beslutninger.

Til videre læsning
Til sidst vil jeg gerne anbefale, at man læser den nys udkomne bog:
Kampen om kønnet af Mikkel Vigilius. Den kan læse online på dette link, men den kan også bestilles til en pris på 98, kr. på elm@elm.dk
https://onedrive.live.com/?authkey=%21AMnXJcBnxaxlfZY&cid=B92F470025E51C36&id=B92F470025E51C36%212484&parId=B92F470025E51C36%212483&o=OneUp

Begrebet skam har fulgt mig i et stykke tid efterhånden. Skam er også et tema i påsken, som vi er på vej ind i. Der står om Jesus, at han udholdt korset uden at ænse dets skam (Heb 12,2). Skammen bestod i den totale fratagelse af ære og værdighed, som behandlingen både før og under korsfæstelsen indebar. Gennem mishandling, hån og mange andre ondskabsfuldheder, inklusive afklædning, blev Jesus fremstillet som totalt uværdig og foragtelig. Det var prisen for at frelse os, som han sammen med den fysiske smerte var villig til at betale for os.
Skam handler om at opfatte sig selv, eller af andre blive opfattet som uværdig og uden ret til fællesskab og kærlighed. Udstødelse kan være et andet ord for det. Menneskets eneste værn mod det er at skjule sig, enten bogstaveligt ved at undgå andre, eller ved at holde det hemmeligt og dække over det, som man forventer andre vil afvise én på grund af.
Da Adam og Eva syndede, kom skammen også ind i verden. De frygtede Guds afsløring og afvisning, som ganske rigtigt også blev konsekvensen: De måtte ud af Edens have, væk fra Guds ansigt. Og dog forlod Gud ikke sit menneske men satte sin redningsplan i værk.
Men siden den dag har mennesket levet med denne frygt for forkastelse. ”Lad mig ikke blive til skamme,” lyder det igen og igen i Salmernes bog. Men da Jesus led og døde langfredag, gik han til frontalangreb mod denne udstødelse. Korsets ydre skam viser sig blot at være en genspejling af, hvad der virkelig sker. ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” skriger Jesus. Gud Fader kaster sin egen søn ud i mørket udenfor, han mister det livgivende fællesskab med Skaberen, fordi han er gjort til ét med den skyld og den uværdighed, som klæber til os mennesker. Det, som gør os uværdige til fællesskab med Gud. Dér på korset sker det under, at det som var vores, nu ikke længere er vores, og det som vi mangler: renhed og værdighed, det får vi lov til at regne for vores gennem Jesus. Jesus blev forladt, forkastet af Gud i stedet for dig og mig. Hvad end vi selv eller andre finder af uværdigt og frastødende hos os, så ser Gud det ikke. For han ser os rensede og iklædt Jesu retfærdighed og værdighed.

I den gamle salme Aleneste Gud, synger vi (SOS nr. 26) :
O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam,
som vil os Himmerig give,
du tog vor skyld og bar vor skam,
vor sjæl at holde i live;

Derfor gælder det i dag for dig og mig:

Ingen som tror på ham, skal blive til skamme (Rom 10,11)
Glædelig påskefejring!

Politikerne gør det, medierne gør det, befolkningen gør det mere og mere. Selv dronningen gør det. Taler om klimaet. Hvad stiller vi op med CO2 udledningen, som fører til uønskede klimaforandringer? Skal en forening som ELM involvere sig i det spørgsmål eller bør vi som kristen missionsforening ikke holde os langt væk fra den slags politiske spørgsmål og koncentrere os om at forkynde evangeliet for mennesker? Det har jeg gjort mig nogle overvejelser omkring. Jeg har også forsøgt at formulere nogle konkrete klima-bud og er du helt med - så kan du jo springe ned til dem....

Ikke hovedfokus
Jeg er helt med på, at klimaet ganske rigtigt ikke skal være vores hovedfokus, men jeg mener, at det er et vigtigt aspekt af vores kristne etik. Vi er sat som forvaltere af Guds skaberværk. Det vil sige, at vi skal tage vare på og gøre brug af den verden, som Gud har givet os, men ikke overbelaste eller nedbryde den, så kommende generationer overtager en dårligere verden at leve i. En høj udledning af CO2 ser ud til at forværre livsvilkårene for mange mennesker. Ud over dette, så ser jeg nogle andre afledte grunde til, at vi bevidst som kristen organisation forholder os til og til en vis grad engagerer os i klimaspørgsmålet.

1. Hvis vi udviser nedladenhed eller manglende forståelse over for spørgsmålet om klimaet, som mange mennesker er optaget af, så kan vi spænde unødigt ben for vores mål om at nå mennesker med evangeliet. Vi skal ikke vække unødigt anstød. Anderledes er det, når det fx er synet på kristen seksualetik, der vækker anstød. Her skal vi finde en balance imellem at vise, at vi tager klimaspørgsmålet alvorligt ved en ansvarlig brug af resurser og på den anden undgå, at gøre menneskers forhold til klimaet til en frelsessag.
2. Man kan argumentere for, at det ikke er kirken og kristne organisationers opgave at forbedre klimaet. Det er den enkelte kristnes opgave som en del af samfundet. Men kirker består også af mennesker i samfundet, og kirkelige organisationer bruger også resurser. Langt på vej præges foreninger som ELM af nøjsomhed, for at flest penge kan gå til mission. Så meget desto mere er der grund til at overveje om, vi bruger resurserne rigtigt, og om vi kan ændre noget, som er til gavn for klodens helbred.
3. En forening som ELM har ikke specielle forudsætninger for at kæmpe for klimaforandringer i praksis, det er andre meget bedre til. Men vi har særlige forudsætninger for at udruste og motivere mennesker til at bidrage til en bedre verden. Nemlig dels ved at fremholde ansvaret for Guds skaberværk, men ikke mindre ved at vi kan pege på, at livet ikke handler om at realisere sig selv gennem forbrug og oplevelser, men om at leve godt med Gud og mennesker med evigt liv som mål.
4. Til sidst vil jeg pege på, at klimaspørgsmålet er en åbning for kirken for at forkynde evangeliet. Det er måske ikke siden den kolde krig, at der har hængt så dystre fremtidsudsigter over verden som nu. Den globale opvarmning fører også til større politisk ustabilitet. Ind i dette er det kristne budskab et budskab om håb. Og der er både et håb med lille h, og et håb med stort H. Dels håbet om, at Gud i sin godhed vil være nær sin skabning, så længe verden står. Men endnu mere kan vi vise mennesker hen til, at hvor dyster fremtiden end kan se ud, så kan den, der tror på Kristus have Håb om frelse og evigt liv i fuldendt skabelsesharmoni.*

 
På baggrund følger altså her et bud på nogle klima-"bud" for kristne, som skal fremme et godt menneskeliv i en god verden.

1. Stem på politikere, som tager ansvar for miljø og klima,
   og som har mod til at træffe nødvendige, men måske upopulære beslutninger
2. Undgå symbolhandlinger og dermed minimere faren for hykleri og selvgodhed.
   Der en tendens til også på dette område, at synliggøre sin klimafortræffelighed ved bestemte valg, som fx at være vegetar eller køre elbil, mens det halter på andre områder. Den vej skal vi som kristne ikke betræde.
3. Fastholde og måske genopdage den kristne dyd nøjsomhed
   Mindre forbrug og mere deling reducerer CO2
4. Rettidig omhu
   Det er de små og store valg i hverdagen, fx valg af transport og energiløsninger, som samlet set har stor betydning, og hvor klimavenligheden skal tænkes med. Det kan være, at man står med to gode løsninger, hvor den ene viser sig at være mere klimavenlig end den anden.
5. Være helhedsorienteret
   CO2 udledning er ikke syndigt i sig selv, og er naturligvis et gode, når man fx bruger CO2 på at besøge sin familie og være sammen med dem. Man kan afskaffe eller omdefinere julegaver med henblik på at spare CO2, men det kan være, at trivslen i familien er bedre tjent med, at du personligt reducerer dit forbrug i løbet af året og ønsker dig ting, du har brug for i julegave.
6. Vælge sine indsatsområder (kampe) med omhu.
   Er det kosten? Er det transport? Er det energiforbrug i hjemmet? Vælg de områder, hvor du har motivation og mulighed for at gøre noget, i stedet for at have dårlig samvittighed over, at du gør for lidt af det hele.
7. Sætte mennesket i centrum
   Husk at det er for de mennesker skyld, som lider under klimaforandringer, at vi skal gøre en indsats. Og at det at møde menneskers åndelige og menneskelige behov går forud for at spare CO2.
8. Stille spørgsmål ved/udfordre klimabelastende adfærd og vaner på jobbet og i hjemmet osv.
9. Hvis man har mulighed for det, så blande sig i debatten offentligt og påvirke og bidrage politisk.

 
 * Dette får mig til at tænke på sangen. "I min hverdag/Min fremtid hedder Jesus af Sprint:
Tredje vers lyder:
Mange ville helst gå baglæns – tvunget af en fremtidskræk,
de ser sorte paddehatteskyer jage håbet væk,
jeg kan også blive bange, men så ta´r jeg Jesu ord
frem og hører, at han lover mig en ny og bedre jord

Paddehatteskyerne er en tydelig reference til frygten for atomkrig. 
I dag kunne der måske stå:
De ser ørkner øges, polafsmeltning jage håbet væk...

Men omkvædet lyder altså:
Min fremtid hedder Jesus, i min nutid er han her
Men en dag så skal jeg se ham som han er.
Når min tro er gået træt, ser håbet frem,
frem mod Jesus i et evigt fælles hjem!

Den lå der, lidt gemt bag et andet stykke papir. Ud af øjenkrogen fangede en tryksag mit blik: Millionær – måske dig – læste jeg og standsede op. I et splitsekund ramtes jeg af den der grunddrøm om at vinde millionen og muligheden for at realisere de materielle drømme. Ikke mere end et splitsekund, for dels ved jeg jo godt, at det er en fjollet drøm, og dels var der noget der ikke helt stemte, der i frokoststuen på Dansk Bibel-Institut, hvor jeg har min daglige gang, (og hvor der sandt at sige er temmelig langt mellem både millionærerne og millionerne). Jeg kiggede nærmere efter og så: ”Missionær – måske mig”, stod der sandelig. To s’er i stedet for to l’er gjorde forskellen. Der var tale om et arrangement, hvor man kunne få mere information om, evt. at blive udsendt som missionær.

Missionær – måske mig. Mon ikke en hel del, når de hører det udsagn, reagerer på samme måde, som når en snegl rammer noget med sine følehorn: Med det modsatte af sneglefart trækker den følehornene til sig og søger ind i sit sneglehus. Missionær – måske mig – det vækker ingen søde fremtidsdrømme, men nærmere bekymringer om, hvordan man kan undgå at skulle forlade en tryg og velkendt tilværelse herhjemme. Så millionær og missionær synes at ligge meget langt fra hinanden på trods af, at der blot er en dobbeltkonsonant til forskel.
Men samme morgen havde jeg faktisk læst følgende udsagn af Jesus: ”Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv” (Matt 19,29).
Et missionærkald må dermed være mindst lige så godt som at vinde en million. Jesus påstår i hvert fald, at de afkald, som en tjeneste for ham, der betyder opbrud fra det kendte og trygge kan føre med sig, til overflod skal modsvares af andre velsignelser. Velsignelser som kan være ret så konkrete (Mark 10,30). Det er nærliggende ud fra missionærers beretninger at tolke det sådan, at en del af den velsignelse kan være de nye kristne brødre og søstre, man får et fællesskab med. Jeg vil selv sige, at der er en særlig velsignelse ved det fællesskab, som man kan have med andre i tjenesten for evangeliet, og en særlig velsignelse ved at kunne bruge sit arbejdsliv på at beskæftige sig med det bedste i verden.

Jeg er selvfølgelig godt dum, hvis jeg forsøger at sælge ”et missionærkald” til dig, ved at appellere til de mere tvivlsomme længsler efter total frihed og nydelse, som gemmer sig inden i de fleste af os – og som i mit tilfælde bare behøvede noget, der lignede en reklame, for at vågne op. Det er ikke sådan, det fungerer. Men dette ”sammenfald” fik mig alligevel til at tænke over, om vi tør tage Jesus på ordet, når han siger, at vejen til virkelig rigdom og velsignelse, den finder vi altså, når vi tager Jesus på ordet, og går når han kalder.

​Og mon nogen tør tænke: Gad vide om det mon er mig eller os, der kunne få lov til at vinde i det lotteri?

Noget af det, som gør historien om Luther fortsat aktuel er hans opgør med menneskers åndelige magtmisbrug. Det vil jeg gerne fremhæve her på 500-års dagen for rerformationen. Forstå mig ret, det handler netop om retfærdiggørelse af tro, tilbage til Bibelen osv., som vi sikkert har hørt, men hvorfor var det nødvendigt? Jo, det var det fordi mennesker og menneskers institutioner havde tilranet sig en magt over menneskers samvittighed, som den ikke havde ret til.  Dette var og er et problem både før og efter Luther.

Bundet til mennesker
På Luthers tid var kirken og det kirkelige hierarki den absolutte autoritet. At sætte sig op mod dem, ville svare til at sætte sig op mod Gud selv – og det fik Luther og mange andre at føle. I takt med, at den lutherske kirke blev til en institution og fik præster med magt, så er det også sket at den lutherske kirke, eller personer i den, har bundet mennesker mere til institutionen eller til en bestemt måde at tro eller handle på – end til Jesus. Til alle tider er det sket, når en forkynder eller præst – han være sig luthersk eller ej – gør sig selv til en absolut autoritet i forhold til tilhørernes forhold til Gud. Det kan være sagt ligeud: Jeg er Guds særlige talerør til jer. Eller det kan være mere skjulte følelsesmæssige bindinger som opstår - der er bare ligesom ikke plads til at stille spørgsmålstegn, ved det han siger, eller at forholde sig kritisk til nogle sider ved ham.

Autoriteten ligger i Guds ord
Det er en balancegang, for alle som deler Guds ord med andre, om man får Guds ords autoritet med - den autoritet, der ligger i, at det er Sandheden med stort S. Vi skal ikke relativisere budskabet. Men særligt de mennesker, som er stærke personligheder – eller dem der står i situationer, hvor relationen ikke er ligeværdig – fx børn-voksne - må ikke glemme at understrege, at den endelige autoritet ligger hos Gud og i hans ord.
Dette er i hvert fald én måde, hvor vi i dag må gøre budskabet om, at mennesket retfærdiggøres af tro alene aktuelt. Det er den personlige relation til Gud og ikke til nogen anden person, som min frelse bygger på, og at det er Guds ord – skriften alene, som har den absolutte autoritet i mit liv. Det kan måske virke som om det svækker budskabet i første omgang, men når/hvis autoriteten, hvad enten det er en person eller en institution, falder ned fra piedestalen, så kan relationen til Gud lettere bevares intakt.
Så kære læser, du ønskes et glædeligt reformationsjubilæum og god læselyst. Med hovedpersonens egne ord in mente:
”Hvordan skulle det så komme så vidt med mig usle, stinkende ormesæk, at man skulle kalde Kristi børn med mit navn, som der jo ikke er nogen frelse i?”

Jeg kan i øvrigt med glæde konstatere, at Luthers store Galaterbrevskommentar er genudgivet i forbindelse med jubilæet. Den fortæller om noget, om hvordan vi kan have en fri samvittighed i forholdet til Gud. Læs den!
lohse.dk/nyheder/store-galaterbrevskommentar-i.html

Bibelselskabet har udgivet hæftet "Noget om den kristne tro". Bogen er i dansk sammenhæng noget så bemærkelsesværdigt som en tværkirkelig udgivelse. Hæftet er udarbejdet af Danske kirkers råd, der består af Folkekirken, Den katolske kirke i Danmark og en række øvrige frikirker, bl.a. Pinsekirken, Baptistkirken og Missionsforbundet. Hæftet er tænkt som en grundlæggende præsentation af den kristne tro og som en invitation til at opleve "det kristne liv", en invitation til at tage på en "rejse, hvor ord og forestillinger, som virker velkendte, kan blive nye" Og her tænkes på de grundlæggende kristne begreber, Gud, Kirke og bøn m.fl.

Med tanke på, at dette hæfte ser ud til at blive spredt vidt omkring i kirkelivet, og der formentlig også er mennesker i ELM, som vil støde på det, vil jeg give det nogle ord med på vejen. Lad det også være sagt med det samme, at jeg på forhånd er skeptisk indstillet over for et sådan projekt.

Udgangspunkt i Fadervor
Hæftet tager udgangspunkt i Fadervor som udtryk for, hvad kristen tro er. Ud fra den bøn formuleres nærmere, hvad der forstås ved emner som Gud, ondskab, påske, pinse, skyld tilgivelse og skabt i Guds billede.
Hæftet præsenterer sig fint med en forside, hvor klassisk kirkelig udsmykning møder moderne arbejdsliv under en blå himmel med et glimt af et kirketårn. Ellers synes jeg illustrationerne ofte er lidt glansbilled- eller drømmeagtige. Der anslås også en meget forsigtig og lidt drømmende tone i teksterne, hvor man nærmer sig den kristne tro som noget større, som "lysvæld bagved lysvæld". Der appelleres altså til erfaringen af, at der er "mere mellem himmel og jord" Med mine ret lave forventninger nåede jeg også at blive positivt overrasket over, at der dog også sige gode og konkrete ting om, hvad den kristne tro handler om.

Taler udenom
Alligevel ender jeg med at sidde tilbage med en næsten ulykkelig følelse, når hæftet når til at tale om Jesu død på korset. Der, hvor vi er ved selve evangeliets kerne, bliver der talt uden om slet og ret. Betydningen af Jesu død bliver omtalt som et mysterium og der bliver refereret til forskellige kirkehistoriske tolkninger af dette uden nærmere tilslutning eller vurdering. Med andre ord bliver der ikke talt klart om, hvorfor Jesus måtte dø, altså menneskers problem, eller om, hvad det egentlig er at den kristne tro tilbyder. Jo, der nævnes, at den giver håb om evigt liv og sejr over døden, men det som for mig at se, står aller klarest i Bibelen er, at Jesus døde for at redde mennesker fra evig fortabelse - den straf, som vi alle har fortjent på grund af vores synd. Guds vrede og fortabelsen nævnes ikke i hæftet! jeg forstår godt baggrunden for det, nemlig at der ikke er enighed i kirkerne bagved om, det er reelle størrelser. Virkeligheden er desværre den, at man fx ikke ville kunne stå sammen om at fremhæve et vers som Joh 3,16: Således elskede Gud verden...

Og det er nok også på den baggrund, at jeg har været skeptisk. Når så dertil lægges, at man heller ikke rigtig kan sige noget om sakramenterne, om hvad det vil sige at tro, om kristen moral osv. så er der ikke så meget tilbage.
En kirkeleder fremhæver det fælles hæfte som en måde at gøre det kristne budskab mere troværdigt. Jeg mener tværtimod, at et så diffust et budskab savner troværdighed. Jeg tænker, at det enkelte kirkesamfund kunne præsentere et langt stærkere budskab kommunikationsmæssigt, hvis de gjorde det alene - om så budskabet i sig selv var et andet end det jeg står for.

Jeg er klar på, at det er en udfordring, også for vores troværdighed, at vi som kristne er splittet i mange kirkesamfund - også flere end nødvendigt. Men så længe, der eksisterer grundlæggende uenigheder i, hvad det centrale i kristendommen er - hvad enten det om vejen til frelse i forhold til katolikker, eller synet på himmel og helvede i forhold til mainstream folkekirke - så er disse opdelinger nødvendige. Ellers drukner evangeliets glædelige budskab i bløde formuleringer og tomme floskler. 

Leder Liv i Troen 6/2017

Jeg er gået i gang med at studere en bog i det gamle testamente, som mange af os nok kender på overfladen, men som vi måske ikke trækker så meget på i vores åndelige liv: Dommerbogen. Det, jeg i første omgang blev slået af, er beskrivelsen i kap 2,10-13 af, hvordan efterkommerne af dem, som gik ind i Kana’an, glemte Gud og tilpassede sig hedningerne omkring sig ved at dyrke deres guder og ved at gifte sig med dem.
Først kan man undre sig over, at det tilsyneladende ikke lykkedes at videreføre den åndelige arv til nye slægtled. Der svigtede man måske. Men jeg anede også en parallel til i dag, hvor vi også er omgivet af en kultur med ikke-kristne værdier. For eksempel trangen til at være som de andre og på den måde være ”normal”. Jeg tror, at vi som danskere føler en stor tilknytning til vores land og folk, og vi er stolte over de mange gode ting i vores samfund. Men når vi pludselig oplever, at der opstår et gab imellem flertallets og vores syn på fx seksuelle normer, så opstår følelsen: kan vi ikke bare glemme vores særstandpunkter og bevare fællesskabet intakt?

Lokkende
Men den stærkeste kraft i tilpasningen er hjertets syndige begær efter tilfredsstillelse her og nu. Israelitterne blev lokket af en gudsdyrkelse, der gav plads til at udleve sit seksuelle begær i den frugtbarhedskult, som omgav de kanaanæiske guder. Der var løfter om, at dette var vejen til materiel velstand og frugtbarhed. På samme måde lokkes vi af materialistisk lykke og med budskaber om seksuel frigørelse som vejen til lykke fra hvert et gadehjørne. Det er lidt som den omvendte Edens have, en virkelighed fyldt med lokkende kundskabstræer, hvor jeg skal forsøge at holde øjnene på det ene træ, som jeg må spise af. I dommerbogen gentages det igen og igen: Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. De kunne ikke stå imod fristelserne. Hvad så, kan vi? Er virkeligheden ikke den, at inde bag facaden af de rigtige holdninger og det pæne liv kan der ligge mange syndefald i hjertet?

Realisme
I denne tilsyneladende ulige kamp tror jeg, at to ting er lige vigtige: For det første, at vi ikke opgiver kampen men holder fast i, at syndsbekendelse altid er vejen til at tage kraften ud af synden. Det modsatte, at slutte fred med synden, leder til fordærv. Den anden ting er, at vi holder fast i en ærlig beskrivelse af, hvad der bor inden i os. Det finder vi i Dommerbogen, og jeg mødte det også forleden meget klart udtrykt hos Luther i den store Katekismus:
”Vore fristelser er tre slags: kødets, verdens og Djævelen. For i kødet bor vi, og vi slæber rundt på gamle Adam, som rører på sig og dagligt lokker os til utugt, dovenskab, fråseri og drukkenskab, gerrighed og snyderi” (min fremhævelse)
Det er ikke kønt, nej, men min erfaring siger mig, at det er sandt. Afviser eller fortrænger vi den sandhed, kan vi komme til at bilde os selv ind, at vi har kraft i os selv til at stå imod synden og falde desto dybere. Jo mere virkeligheden går op for os, jo mere bevidste er vi om faren, og om hvor afhængige vi er af Guds nåde og barmhjertighed. Den positive pointe i Dommerbogens mange negative beskrivelser af menneskenaturen er, at Gud også midt ind i denne syndens urkraft bevarer kontrollen og fører sin plan om frelse igennem.