Abels møde med den lutherske kirke
|
Interview
Af volontør Lærke Thams Nord-Hansen I dag er 4. gang til engelskkursus for 26-årige Abel. Kurset hedder ”Taller de inglés” og er et temmelig nyt initiativ i den lutherske kirke i Piura. Abel er selv fra Piura og bor i dag med sin bedstefar i et eksklusivt område af byen. Det er mødet med en ung peruvianer, men også mødet med opfattelsen af en ”Evangelisk kirke” i Peru. Nu sidder vi i entreen til kirken, i de mørke fletmøbler, en torsdag inden kurset og taler om Abel, kirke, Gud og sammes modstander. Træskilt i vejen ”Jeg går altid rundt. Til alt hvad jeg skal. Jeg elsker at gå ture.” Sådan begynder den unge peruvianske mand sin fortælling. Han sidder i solen overfor mig med et smil på læben og fortsætter det, der skal blive til en længere samtale mellem os: ”En dag spiste jeg frokost med en ven i restauranten ’Frutos del Mar’, lige herunder kirken. Så så jeg det hvide skilt I har udenfor. Det fangede min opmærksomhed. Jeg tænkte, at her kunne jeg lærer at udtale mit engelsk bedre.” Vi ser begge ned for enden af trappen og ud af den åbne dør. Der står det store, hvide træskilt solidt plantet på fortovet og lader helst ingen passere uden et kig derpå. ”Det var dejligt, at det gjorde det.” svarer jeg. ”Var det første gang du så en luthersk kirke?” ”Ham, Martin Luther” ”Ja, men jeg havde faktisk hørt om den lutherske kirke før. Jeg vidste dog ikke helt præcis, hvordan sådan en kirke så ud, og hvad der foregik derinde. Men jeg har hørt om jeres leder – ham Martin Luther. Jeg havde ikke rigtig noget idé om, hvordan den lutherske kirke var, for det er en meget ukendt kirke i Peru – i hvert fald her i Piura. Her er alle jo katolikker.” Den åbne dør står og byder indenfor til Taller som skal begynde om en halv time, men den slipper samtidig gadens bulder og spektakel lige ind i kirken. Midt i byens larm spørger jeg videre: ”Med en så ukendt kirke, hvordan kan det så være, at du kendte til Martin Luther?” ”Ham hørte jeg første gang om, da jeg var ti år gammel. Jeg kom i en kirke hvor min onkel var præst og mine forældre også kom, og min mor hjalp med til gudstjenesterne, ved at spille klaver. Det var en evangelisk kirke. Jeg har været i den kirke fra jeg blev født og indtil jeg var 16 år gammel. Jeg har hørt meget af deres bibelundervisning. Men det blev aldrig til mere for mig end som undervisningen af en hvilken som helt bog. Som sad jeg skolen. Jeg fik aldrig den der spirituelle oplevelse som de andre medlemmer. Det var da spændende, jeg ville faktisk gerne høre mere om det, men det de prædikede om i den kirke, rørte mig aldrig. Det rørte ligesom aldrig ved mit hjerte.” På sidelinjen i evangelisk kirke Abel fortæller, at han ikke betragter sig selv som en religiøs person. Han mener, han måske er agnostiker. En person, som mener, at det ikke er muligt fuldstændig at opnå viden om noget spirituelt, og derfor hverken er religiøs eller ateist. Snakken falder nu videre på den kirke, Abel var den del af i sine første 16 leveår. ”Jeg kunne skrive en bog om denne kirke og de ting der sker i den. Jeg har oplevet så mange ting der, og set så meget!”, udbryder Abel, og uddyber: ” Jeg har nogle gange siddet 5 timer blandt folk som græd og skreg rundt om mig. Jeg har oplevet så meget dæmonuddrivelse og folk med voldsomme spirituelle oplevelser. Folk, der talte på mange forskellige sprog, og også på sprog som ikke engang eksisterede! For at uddrive djævlen lagde de hænderne på den besattes hoved, græd, kastede sig mod væggen eller ned mod gulvet. Alt dette har jeg set mange gange, men aldrig deltaget i det.” Her holder han en lille pause og fortsætter med et ironisk grin: ”Jeg tror måske jeg var det eneste medlem som kom, bare sad helt stille og lyttede, og gik hjem igen. Så jeg blev aldrig rigtig en del af det, blev aldrig døbt og jeg har heller aldrig deltaget i nadver, eller andre af kirkens aktiviteter. Alt dette, på trods af, at mine forældre begge var medlemmer af kirken.””Hvad fik dig til at tage afstand fra kirken?”, spørger jeg. Abel smiler. ”Jeg var 16. Jeg tror jeg var lidt rebelsk i den alder.” Men som samtalen fortsætter viser det sig, at det ikke kun var et forvirret teenagesind, under ombygning, der gjorde udfaldet for Abel. Han fortæller nærmere om, hvordan hans oplevelser i kirken fik ham til at tvivle mere end tro, men også om hvordan det ikke er nemt at forlade den kirke, hvor forældrene stadig kom. ”Min familie er 100 % evangelisk kristne og jeg har altid været familiens sorte får. Så jeg flyttede hjemmefra, hjem til min bedstefar. Jeg begyndte også at leve et liv som lå langt fra kirken. Et liv som min familie heller ikke brød sig om.” Abels far døde, da Abel var 20, og han har i dag ingen kontakt til sin bror, og kun en smule til sin mor, på trods af at de alle bor i Piura. Reglerne Der lyder tramp fra trappen, og vi bliver midt i dette seriøse øjeblik afbrudt af to unge deltagere af Taller. ”Hola, que tal?” lyder hilsenen fra dem begge, og så er stemningen vendt til munterhed. ”Jeg skal på Danish TV!” joker Abel og storsmiler, den ene af de ankommende drenge tilføjer: ”I mangler da kameraet?” Vi ser med et akavet smil på hinanden. ”Hvor kom vi fra?” Nu vil Abel fortælle mig om de oplevelser der fik ham til at føle sig langt fra den evangeliske kirke: ”Hvis et medlem for eksempel bliver taget i at begå en stor, eller meget tydelig synd, straffer kirken dem. Hvis én for eksempel går på bar for at drikke sig fuld. Først er de under opsyn af præsten eller andre af kirkens øverste ledere for en tid. I denne tid må de så ikke deltage i kirkens aktiviteter. Det er ligesom den første advarsels. Nr. 2 betyder eksklusion – de smider dem ud af kirken. Man er nød til at være konstant i kirken – altid meget dedikeret til Gud.” Vi fortsætter snakken om synd. .”Jeg troede forkyndelsen var meget ens imellem de to kirker, og jeg tænker, at reglerne nok er meget generelle.” siger Abel. Jeg spørger ham, om han da kender til de ’lutherske regler’. ”Nej, men hvad er så jeres regler her?” spørger Abel. ”Hmm. Jeg tror på, at vi alle er lige syndere. For Gud er der ikke forskel på synderne, én bror er ikke værre end en anden, ligegyldigt hvad han har gjort. Ikke for Gud. For ham er alle lige og alle kan blive frelst og være en del af det kristne fællesskab.” Jeg fortæller, at jeg ikke tror på fordømmelse mellem mennesker, eller at en kirke bør ekskludere medlemmer, fordi de synder for meget eller for tydeligt. Kun Gud dømmer, det har han langt mere forstand på end os. ”Der er noget godt, som hjælper mig” ”Selvom jeg ikke selv deltog i alt i kirken, er det aldrig noget jeg har hånet. Jeg ser det ikke som noget forkert eller dårligt, jeg har stor respekt for det” forklarer Abel. Det er jeg nødt til at få ham til at uddybe. ”Men hvad tror du selv på?” sådan ender spørgsmålet, og Abel vil gerne dele sit Gudsforhold: ”Det eneste jeg ved, er, at der eksisterer både ondt og godt. Det onde viser sig i mange grimme ting på jorden. Men det gode viser sig også. Hvis jeg fx går over vejen, og ikke har set en bil som kommer kørende imod mig, men lige akkurat ikke rammer mig. Dér er der noget godt, som hjælper mig.”* Tilbage i entreen er flere nye ansigter dukket frem og vist ind i lokalet ved siden af. Det er vist tegn på at vi også må slutte. Kan du beskrive din oplevelse af vores Taller for mig?” spørger jeg som det sidste. ”Det er sjovt at være her, man føler sig godt tilpas, og du og Christina er nogle gode undervisere. Jeg tror måske jeg har en god evne til at føle stemninger, og til at føle, hvor der er godt at være, og hvor det er skidt at befinde sig. Men det her er et super fedt miljø at være i, jeg har det som om jeg er hjemme!” Det synes jeg var en dejlig måde at slutte på, men Abel vil gerne slutte den noget seriøse, og til tider ganske skræmmende, samtale af med et råd: ”Det er vigtigt at respektere begge sider, det gode og det onde. Men jeg foretrækker at være på Guds side. Jeg har været noget af en rebel, men jeg har aldrig været blasfemisk, for jeg tror ikke det ender særlig godt, hvis jeg stiller mig imod Gud.” ”Jeg ved at Gud findes.” Han lægger tryk på ”ved”, så jeg ikke er i tvivl. ”Han har aldrig fået mig til at græde eller tale i tunger, men jeg ved at han eksisterer. Og jeg tror på, at der kommer en dag hvor jeg også får det ligesom de andre fra min tidligere kirke, græder og helt reelt bliver rørt over Guds ord.” Større forståelse Mødet med Abel satte tanker i gang. Hans vidnesbyrd er ikke ualmindeligt, og hvad han fortæller om, er hvad der i peruvianske øjne, definerer den evangeliske kirke. Jeg sidder tilbage med en større forståelse for, hvilken ”boks” og sammenhæng vi automatisk vil sættes i. Men også med en forståelse for det der skiller os derfra. Det er værdifuldt at vide, at jeg ikke vil blive smidt ud af den lutherske kirke, men altid er velkommen som den synder jeg er. Tungetaler eller ej. *Abel kan også tale længe om at se ting der bevægede sig i hans hus om natten, underlige lyde. Fornemmelsen af at nogen, et eller andet, er i huset med ham. Han er ikke den eneste peruvianer, der ser og oplever sådanne spirituelle ting her. I landet, hvor du kan betale en troldmand for at plante forelskelse i en anden, tages den slags selvfølgelig alvorligt. Hvor døren er åbnet for onde magter, udnyttes det også. |
Dansk-svensk skolerejse
|
