I Danmark
Steffen Baagø Madsen har været på orlov i Danmark med sin hustru Kate:
Vi har i år været velsignet med fem ugers sammenhængende ferie her i det ganske danske land. Det nyder vi. Og samlet set, så kommer vi til at være godt 10 uger i Danmark. Der er mange mennesker, som vi ikke har set, siden vi sidst var i Danmark, bl.a. mine søskende, og de fleste af de af vores venner, som bor i Danmark. Det er dejligt at
være med på Bibelcamping, at besøge kirker og missionshuse. Det er dejligt at have mulighed for at være med til en ganske almindelig grillaften (med masser af gris, der bliver nydt i timevis)...
Bagsiden af medaljen
Dog findes der også en bagside af medaljen, som vi godt kender, og som vi alligevel overraskes over. Ti uger er lang tid at være væk fra den normale hverdag. Ti uger er lang tid ikke at være hjemme men hele tiden være på besøg hos en eller anden. Især hvis man som jeg ikke altid kan finde ud af at opføre mig helt eksemplarisk.
En anden ting, som jeg har oplevet, er, at den danske kultur og væremåde ikke længere føles som min egen, i hvert fald ikke sådan helt, som man ellers normalt føler det. Små ting er svære at forstå, eller der er ting man ikke helt kan finde ud af, hvordan man gør. Man kan blive helt forpustet i Netto, når man opdager, at der ikke står en og pakker tingene for dig, og at den næste i køen meget gerne vil til NU. Og i hvilken orden er det nu at kringle, lagkage og småkager skal sendes rundt?
Men der er også andre ting, hvem hilser man på og hvordan? Hvordan starter man en samtale? Hvad gør man, når man gerne vil i kontakt med en person osv.? Der er så mange ting, hvor den peruanske måde nu er blevet den måde, som jeg/vi gør tingene på. På sin vis er det jo godt, for vi skal jo tilpasse os den kultur, vi lever i, netop for at kulturen ikke skal være et problem for at folk kan komme til tro.
Det største indtryk
Den ting, som dog igen og igen har vist sig at være det, der gør størst indtryk på os, er den enhed, som vi oplever med Guds folk både i Peru og i Danmark. Det er stort at gå ind i et rum fyldt med mennesker, som du måske ikke kender så godt, men som du alligevel føler dig hjemme i, du oplever enhed, og så begynder man at synge og lovprise vores fælles Gud, og man ved, at man har noget sammen. Vi oplever det i Peru, når vi har gæster, vi oplever det, når vi som nu er på besøg i Danmark, og jeg ved, at Guds folk oplever det igen og igen og igen. Det er fordi, vi er Kristi legeme, og når vi er sammen, oplever vi, at vi ganske naturligt hænger
sammen.
Vi har i år været velsignet med fem ugers sammenhængende ferie her i det ganske danske land. Det nyder vi. Og samlet set, så kommer vi til at være godt 10 uger i Danmark. Der er mange mennesker, som vi ikke har set, siden vi sidst var i Danmark, bl.a. mine søskende, og de fleste af de af vores venner, som bor i Danmark. Det er dejligt at
være med på Bibelcamping, at besøge kirker og missionshuse. Det er dejligt at have mulighed for at være med til en ganske almindelig grillaften (med masser af gris, der bliver nydt i timevis)...
Bagsiden af medaljen
Dog findes der også en bagside af medaljen, som vi godt kender, og som vi alligevel overraskes over. Ti uger er lang tid at være væk fra den normale hverdag. Ti uger er lang tid ikke at være hjemme men hele tiden være på besøg hos en eller anden. Især hvis man som jeg ikke altid kan finde ud af at opføre mig helt eksemplarisk.
En anden ting, som jeg har oplevet, er, at den danske kultur og væremåde ikke længere føles som min egen, i hvert fald ikke sådan helt, som man ellers normalt føler det. Små ting er svære at forstå, eller der er ting man ikke helt kan finde ud af, hvordan man gør. Man kan blive helt forpustet i Netto, når man opdager, at der ikke står en og pakker tingene for dig, og at den næste i køen meget gerne vil til NU. Og i hvilken orden er det nu at kringle, lagkage og småkager skal sendes rundt?
Men der er også andre ting, hvem hilser man på og hvordan? Hvordan starter man en samtale? Hvad gør man, når man gerne vil i kontakt med en person osv.? Der er så mange ting, hvor den peruanske måde nu er blevet den måde, som jeg/vi gør tingene på. På sin vis er det jo godt, for vi skal jo tilpasse os den kultur, vi lever i, netop for at kulturen ikke skal være et problem for at folk kan komme til tro.
Det største indtryk
Den ting, som dog igen og igen har vist sig at være det, der gør størst indtryk på os, er den enhed, som vi oplever med Guds folk både i Peru og i Danmark. Det er stort at gå ind i et rum fyldt med mennesker, som du måske ikke kender så godt, men som du alligevel føler dig hjemme i, du oplever enhed, og så begynder man at synge og lovprise vores fælles Gud, og man ved, at man har noget sammen. Vi oplever det i Peru, når vi har gæster, vi oplever det, når vi som nu er på besøg i Danmark, og jeg ved, at Guds folk oplever det igen og igen og igen. Det er fordi, vi er Kristi legeme, og når vi er sammen, oplever vi, at vi ganske naturligt hænger
sammen.
