Jeg sidder paa netcafe i Asella downtown. En by med ca 100.000 indbyggere. Da vi startede hernede for 3 aar siden fik vi at vide, at her boede i omegnen af 30.000. Da jeg foreholdt nogle etiopere det i gaar aftes, gloede de paa mig, som om jeg var dum. 100.000 mindst, sagde de.
Men Asella er en saert forvokset landsby. Den vokser ligesom bare helt uhaemmet, uden plan og sammenhaeng. Her skyder der et toetages hus op, her et treetages som ikke bliver faerdigt, og der en hytte eller et skur eller noget helt andet.
Vi bor udenfor byen, heldigvis. 3 km ude ad en jordvej. Landligt, smukt, fredeligt, med aber hoppende omkring i traerne over hovederne paa os.
Vi er hernede for tredje og sidste gang. Igen for at undervise paa praesteseminariet i den lille lutherske kirke, ved siden af den enormt store Mekane Yesus-kirke.
De 8 studenter, der startede samtidig med at vi startede, goer det faerdigt i loebet af dette aar. De er endnu engang en af de helt store fornoejelser ved at vaere her. Deres lidenskab, iver, diskussionslyst (!), hengivenhed, humor.
Jeg venter faktisk lidt endnu paa min kone, Margrethe. Hun kommer foerst mandag. Sammen med to venner fra Loesning og deres soen. De to venner, Finn og Margit Madsen er henholdsvis laege og sygeplejerske. De skal primaert lave noget paa kirkens klinik i en naboby. Og saa undervise lidt paa seminariet. Margrethe skal undervise i sjaelesorg. Jeg underviser i lignelser og kristologi.
Her er ikke sket noget spektakulaert. Bortset fra at man fra den ene dag til den anden ikke kan vide, hvad der fungerer og hvad ike. Den ene dag forsvinder elektriciteten. Den naeste dag vand. Den tredjde dag duer bilen ikke. Den fjerde dag ryger toilettet. Det sjove er, at hvis man kan lade vaere med at lade sig frustrere af det, giver det en form for ro, en langsomhed, som faktisk er en nydelse.
Jeg var til guddstjeneste i soendags. kirken var totalt fuld. Og saa vaeltede bevaegelsen ind over mig. Disse 3-400 der stod op, nogle dansende, nogle med haender i vejret, nogle dybt boejede - jeg anede ikke, hvad jeg skulle goere af mine vaade oejne. Ttrods overstyret hoejtaler, elendig pianist, grimt neonoplyst kirke, saa var der Aand i det.
Jeg smutter. Jeg skal finde en hestevogn til hjemturen.
Henrik Heojlund
Men Asella er en saert forvokset landsby. Den vokser ligesom bare helt uhaemmet, uden plan og sammenhaeng. Her skyder der et toetages hus op, her et treetages som ikke bliver faerdigt, og der en hytte eller et skur eller noget helt andet.
Vi bor udenfor byen, heldigvis. 3 km ude ad en jordvej. Landligt, smukt, fredeligt, med aber hoppende omkring i traerne over hovederne paa os.
Vi er hernede for tredje og sidste gang. Igen for at undervise paa praesteseminariet i den lille lutherske kirke, ved siden af den enormt store Mekane Yesus-kirke.
De 8 studenter, der startede samtidig med at vi startede, goer det faerdigt i loebet af dette aar. De er endnu engang en af de helt store fornoejelser ved at vaere her. Deres lidenskab, iver, diskussionslyst (!), hengivenhed, humor.
Jeg venter faktisk lidt endnu paa min kone, Margrethe. Hun kommer foerst mandag. Sammen med to venner fra Loesning og deres soen. De to venner, Finn og Margit Madsen er henholdsvis laege og sygeplejerske. De skal primaert lave noget paa kirkens klinik i en naboby. Og saa undervise lidt paa seminariet. Margrethe skal undervise i sjaelesorg. Jeg underviser i lignelser og kristologi.
Her er ikke sket noget spektakulaert. Bortset fra at man fra den ene dag til den anden ikke kan vide, hvad der fungerer og hvad ike. Den ene dag forsvinder elektriciteten. Den naeste dag vand. Den tredjde dag duer bilen ikke. Den fjerde dag ryger toilettet. Det sjove er, at hvis man kan lade vaere med at lade sig frustrere af det, giver det en form for ro, en langsomhed, som faktisk er en nydelse.
Jeg var til guddstjeneste i soendags. kirken var totalt fuld. Og saa vaeltede bevaegelsen ind over mig. Disse 3-400 der stod op, nogle dansende, nogle med haender i vejret, nogle dybt boejede - jeg anede ikke, hvad jeg skulle goere af mine vaade oejne. Ttrods overstyret hoejtaler, elendig pianist, grimt neonoplyst kirke, saa var der Aand i det.
Jeg smutter. Jeg skal finde en hestevogn til hjemturen.
Henrik Heojlund
RSS-feed