Internationalt | Aktuelt fra Peru |Farvel Peru
Thomas og Anne-Dorthe Moesgaard Christensen afsluttede deres missionærtjeneste i Peru for ELM i sommers.
Anne-Dorthe ser tilbage på den sidste tid i Peru: D. 20. maj landede jeg med Thomas og børnene i Billund lufthavn efter 2 år og knap 5 måneder i Peru. Vores planlagte hjemmeophold er blevet til et permanent ophold i Danmark. Men vi er taknemmelige for en rigtig god afslutning i Peru, og for al den støtte, forbøn og opbakning vi har mødt fra ELM både i Danmark og Sverige. Engelsk Vi havde store forhåbninger til vores engelskprogram i begyndelsen af året. Men det ville ikke rigtig som vi ville. Der var god søgning i januar og til dels i februar, men det var svært at få engelskeleverne koblet på enten kirkearbejdet eller studentergruppen. Det er den store hurdle, når man arbejder i et land med et meget højt niveau af mistillid. Det er svært at bygge bro og skabe gode relationer, der ikke afhænger af missionærerne. Studerende Vi var i februar på den nationale kongres med AGEUP (Perus svar på KFS) og havde to af ”vores” studerende med som repræsentanter for studenterarbejdet i Piura. Det var en stor oplevelse, og CBU UNP (studentergruppen på det nationale universitet i Piura) blev officielt affilieret som medlem i den nationale bevægelse. Det betyder i praksis, at der nu er flere nationale og regionale medarbejdere og ressourcer tilgængelige for de studerende, og de får mere hjælp til at holde gruppens aktiviteter kørende. Vi tror den styrkede tilknytning til det nationale arbejde er en god vej frem for den lokale gruppe. De to repræsentanter blev meget inspireret af lejren, og var rigtig gode, da vi hjemme igen skulle have sammensat ny bestyrelse og have gang i det nye semesters arbejde. Således lever gruppen nu videre på egen hånd uden støtte fra os eller ELM, men med en god forbindelse til AGEUP. I må meget gerne forsat have dem med i jeres forbøn. Kirkeplantningen Vi havde en rigtig fin afskedsgudstjeneste med menigheden i Piura den 17. maj. I løbet af foråret har vi haft fokus på at få lavet et mødelederteam, hvor peruanerne bærer med i forhold til ledelse af gudstjenesterne om søndagen, og det var stort at være til den første gudstjeneste ledt af Marisol (en af de få unge i kirken), og høre hende også selv være taknemmelig over at have fået opmuntringen til at kaste sig ud i den tjeneste. Afskedsgudstjenesten var også det første arrangement, hvor det endelig lykkedes os at få en engelskelev med til en søndagsfejring. Men det lykkedes! Bed gerne for Juan, og at han forsat må få lyst til at være med i kirkens øvrige aktiviteter. Og endelig var afskedsgudstjenesten stedet, hvor Luz Maria begejstret kunne berette om det børnelederkursus, hun lige havde været på, hvor der havde været fokus på noget så skandinavisk som ”de syv intelligenser” og hvordan man fortæller bibelhistorier, så børn husker dem og får noget med sig hjem. Alt i alt giver dette os håb om, at de lokale peruanere, som er med i kirkeplantningen vil bære med og hjælpe til, når Filip og Christina Ambrosen skal forsætte arbejdet på egen hånd efter endt hjemmeophold i september. Bed for dem og bed forsat for kirkens vækst i antal, rodfæstet tro og ledertræning. Det er der brug for – både i de ”gamle” kirker i Chiclayo og i den nye menighedsplantning i Piura. |