Et fælles hjerte
|
INTERVIEW AF VOLONTØR MILKA KOEFOED-JESPERSEN, PIURA, PERU
Her i Piura er jeg taget på besøg hos Luz Maria. Hun bor sammen med hendes mand Santiago og deres barnebarn Alondra. Jeg er kommet for at høre om hendes liv, hendes vej til den lutherske menighed i Piura og hendes liv med Gud. Vil du fortælle lidt om dig selv, din historie og dit liv? Mit navn er Luz Maria Echeandía, jeg er 59 år gammel. Da jeg var 15 år gammel, gik det op for mig hvad biblen er, og jeg blev optaget af at lære mere. Jeg startede med at være leder af børnearbejdet i den lokale katolske kirke. Sidenhen fortsatte jeg i ungdomsarbejdet og dernæst som hovedansvarlig for familieundervisning. Jeg var meget glad for arbejdet, der som regel foregik hjemme hos familierne. Det bedste var den efterfølgende snak, hvor snakken gik om hvad der fyldte i livet som udfordringer i familien, ægteskab og børneopdragelse. Jeg har egentlig altid været katolsk, men på et tidspunkt kom det til et brud med den katolske kirke. Ledelsen i den katolske kirke krævede mere af os end vi økonomisk formåede. På et tidspunkt måtte jeg sige fra. Jeg var enig med præsten i at vi alle bærer et økonomisk ansvar for kirken, men kravene var urimelige. Da jeg talte med præsten, sagde de andre tilstedeværende kvinder at jeg i min økonomiske stolthed havde syndet mod Helligånden. Efter den samtale præsten var det som om jeg ikke længere var den gode leder, fordi jeg havde konfronteret præsten. Jeg var også leder i en kvindegruppe, men her blev lederskabet givet til en anden. På den måde voksede afstanden til den katolske kirke. I den periode flyttede vi et stykke væk fra kirken. Der hvor vi flyttede hen var der ikke bibelstudiegrupper, så Santiago og jeg begyndte at læse biblen sammen. Det var godt, men bare ikke det samme, for jeg kan godt lide at læse biblen når man er flere. Jeg savnede bibelstudiet. Hvordan fandt du frem til den lutherske kirke? Vi fik en invitation fra Filip Ambrosen via en fælles ven. Det er omkring to år siden. Santiago kom en dag hjem og fortalte at vi var inviteret til gudstjeneste på søndag i den lutherske kirke. Jeg sagde det var da ”interessant og spændende”, men nu her senere kan jeg godt fortælle hvad jeg egentlig tænkte. For det første anede jeg ikke hvem Filip var, og jeg havde kun set nakken af ham fra bagsædet af en bil. For det andet var jeg overbevist om, at det var en af de kirker hvor man skulle være dækket til fra top til tå for at være ”ordentligt klædt”, og jeg er overbevist om at klæderne ikke har meget med troen at gøre. Jeg fik overbevist Santiago om mine synspunkter, så vi kom ikke af sted den søndag. Men næste søndag inden kirketid ringede Filip til Santiago. Santiago fik mig overtalt til at tage i kirke, og vi skyndte os at gøre os klar og komme af sted. Der var få der var mødt op, men med al den menneskelige varme skulle man tro der havde været masser af mennesker. Det føltes rart at være der. Jeg blev også overrasket over måden gudstjenesten foregik. Der var dialog, og vi delte hvad vi tænkte. Det gik op for mig at det ikke var som den katolske messes envejskommunikation. Lidt efter lidt lærte jeg folk at kende, jeg blev glad for den måde tingene foregik på. Hvad brænder du for i kirkearbejdet? Jeg elsker at grave i biblen og finde ud af hvad der står. I skoletiden mødte jeg en ung nonne der lærte mig, at man bedst læser biblen ved at bede, og det synes jeg hun havde ret i. Jeg brænder for at vi sammen, i samtale og bøn må læse biblen. For tiden hjælper jeg til i kirken med krea-kurserne og også med at lede gudstjenesten. Det synes jeg er vigtige arbejdsområder! Hvordan er dit forhold til Jesus? På mange måder har mit skift fra at være katolsk til luthersk ikke ændret mit forhold til Jesus. Jeg beder stadig til Jesus som før, og han er stadig mit livsgrundlag. Efter at være begyndt i den lutherske kirke mødtes jeg engang med nogle veninder. De forventede at jeg var forandret, f.eks. at jeg ville bede på en helt ny måde, nu jeg ikke længere var katolsk. Sådan forholdt det sig dog ikke. Jeg synes jeg er vokset i forståelsen af biblen efter at begynde i den lutherske kirke, fordi jeg har et sted jeg kan stille mine spørgsmål. Jeg har et fællesskab hvor jeg kan lære mere om biblen. Jeg tror at der i biblen altid er noget nyt at lære. Er der noget du vil fortælle læserne i Danmark? Jeg vil gerne fortælle at på samme måde som I beder for os, så beder vi også for jer. Vores sprog og måde at bede på er ikke ens, men vi har et fælles bankende hjerte om at komme nærmere Jesus, og at flere må lære om ham. På væggen i kirken hænger der billeder af de forsamlinger som Filip og Christina besøgte i sommeren 2015. Ved siden af står der en hilsen fra jer, om at I beder for os. På samme måde vil jeg sige at vi også beder for jer! Mit håb for fremtiden er at vores menighed må vokse, ikke kun i antal men også i indsigt og kærlighed til hinanden. Mit ønske til jer i Danmark er at I må bede den bøn sammen med os! Vi ønsker en voksende kirke med folk som er fyldt af Jesus! |
"JEG BRÆNDER FOR, AT VI SAMMEN I SAMTALE OG BØN MÅ LÆSE BIBELEN"
Luz Maria Echeandía, 59, Piura, Peru
Kvindebibelstudie i kirken i Piura
"PÅ SAMME MÅDE SOM I BEDER FOR OS, SÅ BEDER VI OGSÅ FOR JER!" Luz Maria
|