|

ELMs styrelse har kaldet Christina og Filip Ambrosen til en tjeneste som missionærer i Chiclayo i Peru for en periode på fire år.
Christina og Filip er henholdsvis 30 og 32 år, og de har to børn: Elisabeth på seks år og Daniel på tre år. Familien bor i Hasle på Bornholm. De hører til Vest-kredsen på Bornholm og kirken i Hasle. Deres særlige hjertebarn er børnearbejdet, Hytten, i Hasle. Og som Christina siger, så har Filip også en god del af sit hjerte på Bækkely, hvor han sidder i bestyrelsen. Christina er læreruddannet og arbejder på Peterskolen i Rønne. Filip er VVS-installatør og har sit eget enmandsfirma. Den nye tilværelse som missionærer begynder efter sommer, hvor de skal nogle måneder til Norge for at gå på missionærforberedende kursus på Gå-Ut-Sentret. Omkring årsskiftet 2012-13 forventes familien at kunne rejse til Peru, hvor de lægger ud med et halvt års sprogskole i Arequipa. Derefter flytter de til Chiclayo og begynder arbejdet. Arbejdsopgaverne forventes blandt andet at blive: juniorarbejde og oplæring af lokale til at arbejde med den aldersgruppe. Desuden skal de hjælpe kirken med administration og struktur og forskellige håndværksmæssige opgaver. Det er et stort takkeemne for ELM, at familien har stillet sig til rådighed som missionærer, og vi vil opfordre til, at der i missionshusene og hjemmene bliver bedt for familiens vej frem til tjenesten i Chiclayo.
/PØJ
|