blog for elm.dk

 

Eller skal vi sige evnen til at blive begejstret. Den nye generaldirektør i DR blev forleden stillet nogle enten-eller spørgsmål, bl.a. til hendes reaktion på stillingsopslaget. Hun valgte svaret: Yes, det er spændende, det er lige mig.

Somme tider kan jeg savne lidt af denne begejstring eller skal vi sige lyst til engagement. Skyldes det den i Danmark udbredte jantelov? Eller missionshusydmyghed? Overbebyrdelse? Dovenskab?  Eller er det fordi vi er for dårlige til at spørge og motivere? Jeg ved det ikke. Måske en blanding.

Men hvor er det skønt, når man møder det. F.eks. når svaret på en forespørgsel om at skrive lyder noget i denne retning: Det vil jeg gerne, har I brug for mere så sig til. Eller når nogen, af sig selv, melder sig til tjeneste.

Jeg vil gerne efterlyse denne sætning i ELM regi: Yes, det vil jeg gerne hjælpe til med.

Paulus bruger udtrykket iver, når han i Romerbrevet 12 skriver om nådegaver.  Iver! Forslag til et bedeemne: bed om nådegaven til at vise iver i tjenesten eller om du vil begejstringens nådegave. Vi har brug for begge dele.

 

En af mine kolleger siger, at det ikke trætter, men giver energi, når man har travlt med noget man kan lide. Mangler du energi?

 

  

Vi har nylig lavet ELM's budget for 2011. Et budget rejser tit spørgsmålet: hvad har vi råd til?

Det sender mine tanker tilbage til dengang ELM første gang bandt an med en fuldtidsansættelse.  Før havde man haft en deltidsansat til ekspeditionen.  En der var med til at beslutte sagde senere, at han var meget usikker på om der var råd til det. Og var derfor betænkelig ved at trække en person bort fra en fast stilling til noget usikkert.

Der var næppe gået to år, før arbejdet med en efterskole og indsamling af 2 mill. var i gang.

Det forsatte med en deltids kontorsekretær, en fuldtids landsungdomssekretær efterfulgt at en ditto forkynder, ungmedarbejder og senere børnesekretær.  Man tog økonomisk ansvar for egne missionærer, ydede et pænt tilskud i en årrække til KFS missionssekretær og engagerede sig i DBI's TKM uddannelse med stort økonomisk bidrag. Oveni dette blev der bygget et hus i Rønne. For nu at nævne nogle af de økonomisk større ting. Alt samtidig med et vigende medlemstal. Hvad var der råd til?

Med et budget ser man fremad. Men hvad er der råd til? Man kan ikke bruge blikket bagud til bare at sætte nye ting i gang og regne med at gaverne så bare automatisk kommer. For virkeligheden kan vise sig at være en anden og den må man  nødvendigvis forholde sig til. Men i kristent arbejde kan man heller ikke nøjes med normale økonomiske analyser og modeller, for så kommer man ikke videre.  

Selvom ELM ikke ligger i top, når der laves undersøgelser over gaveindtægter, så skaber blikket bagud stor taknemmelighed og samtidig frimodighed overfor fremtiden. Der var råd til det. Gud er trofast.

Hvad er der råd til? Svaret  hviler på medlemmers villighed - og tillid. Men frem for alt på Guds velsignelse og på, om ELM's arbejde er i pagt med hans vilje. Det må vi bede om. Og tænke stort om Guds muligheder.

 

 

Restauranter uden børn, børnefri ferier, hoteller hvor børn ikke forstyrrer freden. Vi vil ikke forstyrres af støjende børn. Det har været et tema i medierne de sidste par dage. Efterspørgselen er tilsyneladende stigende og det fortælles, at der bliver flere og flere charterrejser og hoteller, der ikke vil have børnefamilier boende. På samme måde restauranter der er forbudt for børn, fordi det ellers går ud over salget, hvis gæsterne ikke kan nyde deres gode mad i stilhed.

Ok det kan da være generende hvis mor ikke kan få det lille barn bagude i flyveren til at holde op med at græde højlydt. Og man kan da også nu og da få den tanke, at forældre måske burde være lidt mere på mærkerne. Men alligevel, direkte forbud og sådanne markante opdelinger?

Hvordan i kirkeligt regi? Jo såmænd, der har man da hørt irriterede ord om de støjende børn der forstyrrer og ødelægger det hele. I øvrigt praktiseres jo en opdeling. Børneklubber, ungdomslejre, seniormøder osv. Men det skal være muligt, at vi kan være sammen på tværs af alder.

Det kræver gensidig hensyntagen og forståelse. Lad derfor tirsdagens debat være en opfordring til os i ELM om at give plads til hinanden og vise hensyn, så alle kan føle, at de hører til. Selv børnene.

For møder uden børn kan snart gå hen og give foreninger uden børn - og uden fremtid.

 

Nogle gange tænker jeg på, om jeg passer godt på Guds skabning.
Og her taler jeg ikke CO2 udslip - eller noget i den dur. Nej jeg taler om Guds skabning - som "kun er lidt ringere end Gud". Mennesket.
Tager jeg hånd om ham eller hende, der lever ved siden af mig? Hvordan kan du spørge. Et svar kunne være: Har du prøvet at se, hvad et TAK kan gøre? Ser du den unge pianist, der for føste gang med bankende hjerte og håndsved sætter sig til klaveret? Husker jeg at sige tak fordi hun overvandt alt og gjorde det? Husker jeg at sige tak til ham, der for første gang holdt en andagt til Ungdomsmøde?
For at et kristent fællesskab skal fungere skal mange hænder i sving - mange tanker skal tænkes - mange planer skal lægges. Husker vi at sige TAK til hinanden? Jeg kan have mine bange anelser om, at TAK kunne bruges mere - det ville gøre et andet menneske så godt - og tjenesten meget lettere.  Selvom vi er godt på vej gennem februar, så kunne det være vore lidt for sene nytårsønske?

På forhånd Tak.

Helene

 Jeg har den store fornøjelse, at jeg sidder i det udvalg, som laver den nye Fællessang. Jeg har sunget rigtig mange sange indtil nu. Skønne sange, dårlige sange, fede lovsange, ringe lovsange og alt det der ind i mellem. Jeg er blevet mere og mere klar over, hvor godt det er at kunne tilbede Gud i sang, og hvor vigtigt det er at ha nogle sange med et sprog, som jeg kan forholde mig til. Det behøver ikke være stor kunst - bare det virker.
Ind i mellem kan man høre nogen klage over, at unge kun synger nye sange, der har et tyndt indhold, underforstået, at de hellere skulle synge sange af Kingo, Lina Sandell og Rosenius. Og de er også kanon-gode. Men det hjælper ikke så meget, hvis sproget er for indforstået og knudret eller melodien for mærkelig og gammeldags. Det er når både tekst og melodi giver ekko i mit hjerte, at det rykker noget. Det er selvfølgelig ikke lige meget, hvad vi synger, men det er bedre at synge den samme linje fem gange og virkelig forstå den, end at cykle igennem 25 forskellige linjer - hvis de alligevel ikke trænger ind.

Det som er vigtigt for mig er, at jeg kan stå inde for det jeg synger (nogle gange kommer man jo til at lægge mærke til, hvad der faktisk står). Måske kender du til, at du pludselig står og synger  noget, som får dig til at føle som en hykler. Så er det vigtigt du ikke bare prøver at glemme det men spørger dig selv: Stemmer det overhovedet med bibelen? Er det alt der er at sige? Det største problem ved nogle lovsange, er at de får det til at se ud som om, at jeg kan elske Jesus 100% 24 timer i døgnet.