blog for elm.dk

dette er en blog for elm.dk

Paul Otto Kjøller's Blog
pok Description:
No desc available

feb 09
2011

Begejstringens nådegave

Posted by Paul Otto Kjøller in refleksion

 

Eller skal vi sige evnen til at blive begejstret. Den nye generaldirektør i DR blev forleden stillet nogle enten-eller spørgsmål, bl.a. til hendes reaktion på stillingsopslaget. Hun valgte svaret: Yes, det er spændende, det er lige mig.

Somme tider kan jeg savne lidt af denne begejstring eller skal vi sige lyst til engagement. Skyldes det den i Danmark udbredte jantelov? Eller missionshusydmyghed? Overbebyrdelse? Dovenskab?  Eller er det fordi vi er for dårlige til at spørge og motivere? Jeg ved det ikke. Måske en blanding.

Men hvor er det skønt, når man møder det. F.eks. når svaret på en forespørgsel om at skrive lyder noget i denne retning: Det vil jeg gerne, har I brug for mere så sig til. Eller når nogen, af sig selv, melder sig til tjeneste.

Jeg vil gerne efterlyse denne sætning i ELM regi: Yes, det vil jeg gerne hjælpe til med.

Paulus bruger udtrykket iver, når han i Romerbrevet 12 skriver om nådegaver.  Iver! Forslag til et bedeemne: bed om nådegaven til at vise iver i tjenesten eller om du vil begejstringens nådegave. Vi har brug for begge dele.

 

En af mine kolleger siger, at det ikke trætter, men giver energi, når man har travlt med noget man kan lide. Mangler du energi?

feb 02
2011

Generalforsamling

Posted by Paul Otto Kjøller in Untagged 

 

 

Den står på generalforsamlinger i ELM den kommende tid. Det er vigtige arrangementer, og ikke bare noget der skal overstås. Der er nogle formelle ting, der skal være i orden, regnskab, bestyrelsesvalg mv.

Men generalforsamlinger er også et godt sted at tage vigtige spørgsmål om foreningens virke op til drøftelse. Naturligvis spørgsmål om livet og fællesskabet i foreningen. Men også om relationen til omgivelserne. Der er en risiko for, at vi retter al vor opmærksomhed mod os selv. Men det er, som én har sagt det, at den kristne menighed er den eneste "forening", hvor indsatsen ikke primært er for medlemmernes skyld, men for de andres skyld.

Relevante spørgsmål på en generalforsamling kan være:  hvilke konkrete aktiviteter har vi, som er målrettet det lokale samfund? Hvordan lykkes de? Er der andre? Hvordan kan vi støtte hinanden til at være engageret i mission på det personlige plan?

Desuden skal vi se os selv som en del af en helhed. Det nytter ikke at isolere sig, for det der sker i det kirkelige landskab omkring os har betydning for os, enten vi vil det eller ej. Vi kan ikke se bort fra de store linjer når vi beslutter de små ting. Sagt lidt firkantet, udviklingen i folkekirken bør spille ind, når vi overvejer mødeformer og -tidspunkter. Hvilke møder, hvilken form, hvilke tidspunkter passer bedst netop for os

 1. I vor lokale kirkelige situation.

2. Med tanke på dem vi vil nå omkring os.

3. For vor egne medlemmer.

God generalforsamling!

okt 05
2010

Hvad har vi råd til?

Posted by Paul Otto Kjøller in refleksion

 

  

Vi har nylig lavet ELM's budget for 2011. Et budget rejser tit spørgsmålet: hvad har vi råd til?

Det sender mine tanker tilbage til dengang ELM første gang bandt an med en fuldtidsansættelse.  Før havde man haft en deltidsansat til ekspeditionen.  En der var med til at beslutte sagde senere, at han var meget usikker på om der var råd til det. Og var derfor betænkelig ved at trække en person bort fra en fast stilling til noget usikkert.

Der var næppe gået to år, før arbejdet med en efterskole og indsamling af 2 mill. var i gang.

Det forsatte med en deltids kontorsekretær, en fuldtids landsungdomssekretær efterfulgt at en ditto forkynder, ungmedarbejder og senere børnesekretær.  Man tog økonomisk ansvar for egne missionærer, ydede et pænt tilskud i en årrække til KFS missionssekretær og engagerede sig i DBI's TKM uddannelse med stort økonomisk bidrag. Oveni dette blev der bygget et hus i Rønne. For nu at nævne nogle af de økonomisk større ting. Alt samtidig med et vigende medlemstal. Hvad var der råd til?

Med et budget ser man fremad. Men hvad er der råd til? Man kan ikke bruge blikket bagud til bare at sætte nye ting i gang og regne med at gaverne så bare automatisk kommer. For virkeligheden kan vise sig at være en anden og den må man  nødvendigvis forholde sig til. Men i kristent arbejde kan man heller ikke nøjes med normale økonomiske analyser og modeller, for så kommer man ikke videre.  

Selvom ELM ikke ligger i top, når der laves undersøgelser over gaveindtægter, så skaber blikket bagud stor taknemmelighed og samtidig frimodighed overfor fremtiden. Der var råd til det. Gud er trofast.

Hvad er der råd til? Svaret  hviler på medlemmers villighed - og tillid. Men frem for alt på Guds velsignelse og på, om ELM's arbejde er i pagt med hans vilje. Det må vi bede om. Og tænke stort om Guds muligheder.

 

aug 12
2010

Børnefrit område

Posted by Paul Otto Kjøller in refleksion

 

Restauranter uden børn, børnefri ferier, hoteller hvor børn ikke forstyrrer freden. Vi vil ikke forstyrres af støjende børn. Det har været et tema i medierne de sidste par dage. Efterspørgselen er tilsyneladende stigende og det fortælles, at der bliver flere og flere charterrejser og hoteller, der ikke vil have børnefamilier boende. På samme måde restauranter der er forbudt for børn, fordi det ellers går ud over salget, hvis gæsterne ikke kan nyde deres gode mad i stilhed.

Ok det kan da være generende hvis mor ikke kan få det lille barn bagude i flyveren til at holde op med at græde højlydt. Og man kan da også nu og da få den tanke, at forældre måske burde være lidt mere på mærkerne. Men alligevel, direkte forbud og sådanne markante opdelinger?

Hvordan i kirkeligt regi? Jo såmænd, der har man da hørt irriterede ord om de støjende børn der forstyrrer og ødelægger det hele. I øvrigt praktiseres jo en opdeling. Børneklubber, ungdomslejre, seniormøder osv. Men det skal være muligt, at vi kan være sammen på tværs af alder.

Det kræver gensidig hensyntagen og forståelse. Lad derfor tirsdagens debat være en opfordring til os i ELM om at give plads til hinanden og vise hensyn, så alle kan føle, at de hører til. Selv børnene.

For møder uden børn kan snart gå hen og give foreninger uden børn - og uden fremtid.

 

mar 10
2009

Forsat brug af gamle pejlemærker

Posted by Paul Otto Kjøller in Untagged 

 

Jeg har læst en bog. Det kan anbefales. Der var en karakteristik af ELM. Det er Flemming Kofod-Svendsen der skriver i "Tro til tiden" om KFS's historie og dermed også om KFS's bagland. Han skriver: "medlemmerne af LM og i endnu højere grad af ELM var i udpræget grad læsere både af Bibelen og af Luthers og Rosenius  skrifter. ....  Denne systematiske læsning af Bibelen og gedigen opbyggelseslitteratur skabte i langt højere grad end i IM et myndigt lægfolk. Lægfolk fra LM og i sær fra ELM kendte Bibelen og den lutherske lære. Både i LM og ELM har der historisk set været en kritisk holdning til folkekirkens præster. Dog har årsagen ikke været helt den samme. I LM hang det sammen med den kritiske holdning til den ordinerede præst. I ELM stillede man så store krav til den rene lære og prædikenens dogmatiske indhold, at praktisk talt ingen uden for foreningen kunne honorere de stillede krav".

Vi er for tiden i gang med at udstikke ELM's kurs for fremtiden. Et relevant spørgsmål i den forbindelse er, hvad vi skal tage med os fra historien. For det er godt at lære af historien, uden at være bundet af den.

Lærebevidsthed har været en del af ELM's identitet. Markant, fordi netop lærestrid var en del af forklaringen på ELM's tilkomst. FKS nævner læsning af Bibelen og opbyggelig litteratur, kendskab til den lutherske kirkes bekendelse, skepsis overfor andre efter læremæssige kriterier. 

Situationen i dag er anderledes end den var. På den ene side er der, i bredere kirkelige kredse i Danmark, sket et skred væk fra tillid til og troskab mod det bibelske budskab. På den anden side, og vel som en reaktion, er der sket en mobilisering på bibelsk grund. Der er mange gode kræfter, i forskellige sammenhænge, der står vagt om bibeltroskab og bekendelsestroskab.

Vi skal lade ovennævnte centrale værdier præge ELM fremover. For at værne os mod at glide væk fra Jesus og hans ord med åndelig død til følge. Men vor bibeltroskab og vor lærebevidsthed skal ikke bruges til at isolere os. Tvært i mod, vi skal være bevidste om, at vi har brug for hjælp fra andre, for at bevare det præg.

For at udstikke en kurs er pejlemærker nødvendige. To af de vigtige er bibellæsning og kendskab til luthersk troslære. Dem må tidens åndelige tåger ikke få lov at sløre for os. De skal styrkes og stå klart for os, både når kursen sættes og når den skal følges.

Og så skal vi læse gode bøger naturligvis.

Pok

ELM på Facebook