|
okt 05
2010
|
Hvad har vi råd til?Posted by Paul Otto Kjøller in refleksion |
Vi har nylig lavet ELM's budget for 2011. Et budget rejser tit spørgsmålet: hvad har vi råd til?
Det sender mine tanker tilbage til dengang ELM første gang bandt an med en fuldtidsansættelse. Før havde man haft en deltidsansat til ekspeditionen. En der var med til at beslutte sagde senere, at han var meget usikker på om der var råd til det. Og var derfor betænkelig ved at trække en person bort fra en fast stilling til noget usikkert.
Der var næppe gået to år, før arbejdet med en efterskole og indsamling af 2 mill. var i gang.
Det forsatte med en deltids kontorsekretær, en fuldtids landsungdomssekretær efterfulgt at en ditto forkynder, ungmedarbejder og senere børnesekretær. Man tog økonomisk ansvar for egne missionærer, ydede et pænt tilskud i en årrække til KFS missionssekretær og engagerede sig i DBI's TKM uddannelse med stort økonomisk bidrag. Oveni dette blev der bygget et hus i Rønne. For nu at nævne nogle af de økonomisk større ting. Alt samtidig med et vigende medlemstal. Hvad var der råd til?
Med et budget ser man fremad. Men hvad er der råd til? Man kan ikke bruge blikket bagud til bare at sætte nye ting i gang og regne med at gaverne så bare automatisk kommer. For virkeligheden kan vise sig at være en anden og den må man nødvendigvis forholde sig til. Men i kristent arbejde kan man heller ikke nøjes med normale økonomiske analyser og modeller, for så kommer man ikke videre.
Selvom ELM ikke ligger i top, når der laves undersøgelser over gaveindtægter, så skaber blikket bagud stor taknemmelighed og samtidig frimodighed overfor fremtiden. Der var råd til det. Gud er trofast.
Hvad er der råd til? Svaret hviler på medlemmers villighed - og tillid. Men frem for alt på Guds velsignelse og på, om ELM's arbejde er i pagt med hans vilje. Det må vi bede om. Og tænke stort om Guds muligheder.




