blog for elm.dk

Avisen Tro og Mission, der udgives af Luthersk Mission bragte for nogle uger siden en række artikler, som på en sober måde underbygger, hvorfor det er nødvendigt at fastholde læren om fortabelsen, selvom det for mange af os vækker stærk følelesmæssig modstand.

Artiklerne kan nu læses i et Tema på dlm.dk.

Du kan finde artiklerne her: http://dlm.dk/tema/t103/fortabelsen/pg1/ 

Fortabelsen er også emnet for et af Break-Outsene på ELMs landsstævne. 

DBI har lanceret en blog, der har tværkulturel mission som tema.

Bloggen findes her: http://missionsblog.eftertanke.dk.

De nyeste indlæg på bloggen vil blive vist under menuen Mission i udlandet her på elm.dk.

Tja, det er det desværre ikke en almen sandhed, men i Kristeligt Dagblad d. 16. august har de danske biskopper i fællesskab et opråb til at støtte nødhjælp til sultkatastrofen i Afrika. 

Det er en opfordring, der må lyttes til. Ligegyldighed og døvhed over for nød på tv-billeder gør tilsyneladende at danskerne ikke reagerer.

Ideer om at nøden delvis er selvforskyldt, skyldes dårlige regeringer, eller at nødhjælpen bliver stjålet og solgt til overpris kan ikke retfærdiggøre, at vi er passive. Der er tale om den værste sultkatastrofe i årtier. 

Nødhjælp kan gives gennem flere etablerede nødhjælpsorganisationer fx

Røde kors

Red Barnet

Folkekirkens Nødhjælp 

I sidste uge var jeg til møde i det, der kaldes for Nævn for Udlandsmission i ELM Sverige. ELM har to pladser i det udvalg, der koordinerer Ydre Mission i ELM-BV, da vores missionsarbejde i Peru sker i samarbejde med dem.

Ved mødet sang vi en sang, som jeg ikke har sunget i mange år, men som talte stærkt til mig. Den var på svensk, men er oprindelig dansk. Den  hedder O, Herre onskabsmagter synes stærke, og er skrevet af Ingeborg Kappelgaard, men jeg sku desværre helt tilbage til den gamle "Solstrejf" sangbog for at finde den som nr. 93.

 Teksten lyder:
O, Herre ondskabsmagter synes stærke
Jeg er svag og lider ofte nederlag
Gid, jeg din styrke mere kunne mærke,
og at jeg brændte mere for din sag.

Omkvæd:
Bekymringer og sorger må ej kvæle dig.
Jeg vil lede dig i livet dag for dag.
Nye kræfter og visioner får du kun hos mig.
Jeg vil bære dig, missionen er min sag

Ja, Herre, lad dog nogen sig forbarme
over verden, se, den lider, er i nød.
Men jeg har ikke troens stærke varme,
mit blik har ikke kærlighedens glød.

Så tag da min læber, fødder, hænder
og gør mig brugbar for dit Riges sag.
Da går jeg glad, hvorhen du end mig sender,
Men, Herre, du må styrke mig, hver dag. 

Der er meget i den, men det, som jeg hæfter mig ved, er at den sætter mig fri fra, at det skal være min egen iver og glød, der skal drive mig frem i mission, samtidig med at den alligevel har et stærkt kald.
Et kald, som jeg ønsker, at Gud også vil møde os med i ELM-DK. 

"Jeg vil bære dig, missionen er min sag"
At Guds sag, også må blive vores sag

Eller skal vi sige evnen til at blive begejstret. Den nye generaldirektør i DR blev forleden stillet nogle enten-eller spørgsmål, bl.a. til hendes reaktion på stillingsopslaget. Hun valgte svaret: Yes, det er spændende, det er lige mig.

Somme tider kan jeg savne lidt af denne begejstring eller skal vi sige lyst til engagement. Skyldes det den i Danmark udbredte jantelov? Eller missionshusydmyghed? Overbebyrdelse? Dovenskab?  Eller er det fordi vi er for dårlige til at spørge og motivere? Jeg ved det ikke. Måske en blanding.

Men hvor er det skønt, når man møder det. F.eks. når svaret på en forespørgsel om at skrive lyder noget i denne retning: Det vil jeg gerne, har I brug for mere så sig til. Eller når nogen, af sig selv, melder sig til tjeneste.

Jeg vil gerne efterlyse denne sætning i ELM regi: Yes, det vil jeg gerne hjælpe til med.

Paulus bruger udtrykket iver, når han i Romerbrevet 12 skriver om nådegaver.  Iver! Forslag til et bedeemne: bed om nådegaven til at vise iver i tjenesten eller om du vil begejstringens nådegave. Vi har brug for begge dele.

En af mine kolleger siger, at det ikke trætter, men giver energi, når man har travlt med noget man kan lide. Mangler du energi?

Den står på generalforsamlinger i ELM den kommende tid. Det er vigtige arrangementer, og ikke bare noget der skal overstås. Der er nogle formelle ting, der skal være i orden, regnskab, bestyrelsesvalg mv.

Men generalforsamlinger er også et godt sted at tage vigtige spørgsmål om foreningens virke op til drøftelse. Naturligvis spørgsmål om livet og fællesskabet i foreningen. Men også om relationen til omgivelserne. Der er en risiko for, at vi retter al vor opmærksomhed mod os selv. Men det er, som én har sagt det, at den kristne menighed er den eneste "forening", hvor indsatsen ikke primært er for medlemmernes skyld, men for de andres skyld.

Relevante spørgsmål på en generalforsamling kan være:  hvilke konkrete aktiviteter har vi, som er målrettet det lokale samfund? Hvordan lykkes de? Er der andre? Hvordan kan vi støtte hinanden til at være engageret i mission på det personlige plan?

Desuden skal vi se os selv som en del af en helhed. Det nytter ikke at isolere sig, for det der sker i det kirkelige landskab omkring os har betydning for os, enten vi vil det eller ej. Vi kan ikke se bort fra de store linjer når vi beslutter de små ting. Sagt lidt firkantet, udviklingen i folkekirken bør spille ind, når vi overvejer mødeformer og -tidspunkter. Hvilke møder, hvilken form, hvilke tidspunkter passer bedst netop for os

 1. I vor lokale kirkelige situation.

2. Med tanke på dem vi vil nå omkring os.

3. For vor egne medlemmer.

God generalforsamling!

Vi har nylig lavet ELM's budget for 2011. Et budget rejser tit spørgsmålet: hvad har vi råd til?

Det sender mine tanker tilbage til dengang ELM første gang bandt an med en fuldtidsansættelse.  Før havde man haft en deltidsansat til ekspeditionen.  En der var med til at beslutte sagde senere, at han var meget usikker på om der var råd til det. Og var derfor betænkelig ved at trække en person bort fra en fast stilling til noget usikkert.

Der var næppe gået to år, før arbejdet med en efterskole og indsamling af 2 mill. var i gang.

Det forsatte med en deltids kontorsekretær, en fuldtids landsungdomssekretær efterfulgt at en ditto forkynder, ungmedarbejder og senere børnesekretær.  Man tog økonomisk ansvar for egne missionærer, ydede et pænt tilskud i en årrække til KFS missionssekretær og engagerede sig i DBI's TKM uddannelse med stort økonomisk bidrag. Oveni dette blev der bygget et hus i Rønne. For nu at nævne nogle af de økonomisk større ting. Alt samtidig med et vigende medlemstal. Hvad var der råd til?

Med et budget ser man fremad. Men hvad er der råd til? Man kan ikke bruge blikket bagud til bare at sætte nye ting i gang og regne med at gaverne så bare automatisk kommer. For virkeligheden kan vise sig at være en anden og den må man  nødvendigvis forholde sig til. Men i kristent arbejde kan man heller ikke nøjes med normale økonomiske analyser og modeller, for så kommer man ikke videre.  

Selvom ELM ikke ligger i top, når der laves undersøgelser over gaveindtægter, så skaber blikket bagud stor taknemmelighed og samtidig frimodighed overfor fremtiden. Der var råd til det. Gud er trofast.

Hvad er der råd til? Svaret  hviler på medlemmers villighed - og tillid. Men frem for alt på Guds velsignelse og på, om ELM's arbejde er i pagt med hans vilje. Det må vi bede om. Og tænke stort om Guds muligheder.

Jeg har drukket et glas vin til min morgenandagt i dag...
(Bare rolig, jeg gør det ikke normalt)

I dagens bibelmeditation på www.el-camino.dk skriver Sprint:

"Jesus gør det livsnødvendige vand til den festlige, fine vin. Sådan handler han. Tænk over dette, tilbed over dette. Drik eventuelt et glas vand og et glas vin undervejs."

Der stod faktisk en sjat på køkkenbordet, og som sagt så gjort...
Ja, man kan godt tænke over, hvorfor Jesus ikke bare sagde, I har allerede fået rigeligt at drikke og kan nøjes med vand til resten. Det smager jo fint nok og slukker tørsten bedre... 

Minder mig om, at temaet for ELMs landsstævne i 2011 bliver "Liv i overflod"

Det kan godt ske, at der bliver en sammenhæng, uden at jeg dog vil love vin til maden der

"Åndsfrihed" er den foreløbige overskrift over et nyt fælles projekt, som ELM er med i.
Det kan sammenlignes med katemismusprojektet og giv dig rig, og er alligevel noget helt andet.

Titlen kan føres tilbage til Grundtvig, som talte om at Ånden skulle være fri og hånden bundet. Med det mente han retten til at være uenig med flertallet og frit at kunne give udtryk for sin tro og overbevisning, og kunne praktisere det.
Det er en hævdvunden ret i den danske, grundtvigsk prægede samfund, men samtidig en værdi, som det ser ud til ikke alle beslutningstagere har særlig stor forståelse for.
Lige nu føres der valgkamp i Sverige, og det er interesant, hvordan man der på en meget u-dansk måde forsøger at undertrykke det politisk ukorrekte parti Sverigedemokraterne... Partiet er sikkert Dansk Folkeparti op ad dage, og derfor efter min mening usympatiske, men det er langt mere usympatisk, at man ikke giver dem lige vilkår for at kommunikere deres budskab. 

Måske kunne man også tale om Ånde-frihed, frihed til at ånde. Det er i virkeligheden så meget, der står på spil. Friheden til at leve et liv, hvor de dybeste overbevisninger i mennesker, kan få lov at komme til udtryk.
Forestil dig et samfund, hvor synlige kors, kristne hjemmesider, fremstød på torvet og kristne friskoler var forbudt eller ilde set. Kvælningsfornemmelser!?

Lige nu er det måske mest Islam der holde for, med tanker om tørklædeforbud o.lign. Islam er der måske ikke så meget godt at sige om, men hvordan forestiller man sig, at man kan overbevise muslimer om, at de tager fejl ved at gøre dem til udstødte...?

En manglende forståelse for, hvad ånden betyder for mennesker (vi er et forbrugende dyr) kan i sidste ende nå dertil...

Projektet er i øvrigt tænkt til at blive et projekt, der favner videre end den klassiske højrefløj i kirkelivet, da rødderne netop findes hos Grundtvig.
Det bliver spændende at se, om tiltaget kan formå at sætte en dagsorden i samfundet.

Restauranter uden børn, børnefri ferier, hoteller hvor børn ikke forstyrrer freden. Vi vil ikke forstyrres af støjende børn. Det har været et tema i medierne de sidste par dage. Efterspørgselen er tilsyneladende stigende og det fortælles, at der bliver flere og flere charterrejser og hoteller, der ikke vil have børnefamilier boende. På samme måde restauranter der er forbudt for børn, fordi det ellers går ud over salget, hvis gæsterne ikke kan nyde deres gode mad i stilhed.

Ok det kan da være generende hvis mor ikke kan få det lille barn bagude i flyveren til at holde op med at græde højlydt. Og man kan da også nu og da få den tanke, at forældre måske burde være lidt mere på mærkerne. Men alligevel, direkte forbud og sådanne markante opdelinger?

Hvordan i kirkeligt regi? Jo såmænd, der har man da hørt irriterede ord om de støjende børn der forstyrrer og ødelægger det hele. I øvrigt praktiseres jo en opdeling. Børneklubber, ungdomslejre, seniormøder osv. Men det skal være muligt, at vi kan være sammen på tværs af alder.

Det kræver gensidig hensyntagen og forståelse. Lad derfor tirsdagens debat være en opfordring til os i ELM om at give plads til hinanden og vise hensyn, så alle kan føle, at de hører til. Selv børnene.

For møder uden børn kan snart gå hen og give foreninger uden børn - og uden fremtid.